Chick flick heaven: 11 film du skal se med dine bedste venner

Chick flick heaven: 11 film du skal se med dine bedste venner

Skal du holde filmaften med veninderne? Vi har gravet i streamingtjenesterne og fundet de bedste tøsefilm til jer.

Nogle venskaber varer for evigt, andre bliver holdt sammen af fælles kærlighed til store drinks.

Det skildrer de mange film, der gennem tiden er lavet om veninder og deres forhold, og som allerbedst nydes til en tøsefilmsaften i selskab med dine yndlingsdamer.  

Vi har fundet nogle af de bedste film på streamingtjenesterne, som du skal se med din bedste veninde.

Der er både dem, der vækker jeres fælles minder, og de film, der får jer til at grine sammen – og så er der dem, som gør lidt ondt, fordi de passer lidt for godt på jer.

1. Bring it on (2000)

“U.G.L.Y. – you ain’t got no alibi. You’re ugly…”

Kan du også synge med på alle de gamle sange fra den originale ’Bring it on’? Hvis ikke, så er det bare om at få sat dig ned med din veninde og binge-watche filmen, indtil I ikke kan stoppe med at synge ”brrr… it’s cold in here”. For selvom du ikke er vokset op på en amerikansk high-school, så er det svært ikke at blive revet lidt med af ’Bring it on’-universet med alt, hvad det indebærer af pom-pom’er, teenageromancer og venindeintriger.

‘Bring it on’ kan ses på Viaplay.

2. Sex and the City – the movie (2008)

Selvom ingen af de to film helt lever op til den legendariske serie fra 1998, er den første ’Sex and the City’-film faktisk en helt gedigen tøsefilm om venskaber, kærlighed og selvfølgelig også lidt om sex.

Hovedpersonerne Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha er blevet ældre og er alle sammen i faste parforhold med mænd, som vi tidligere er blevet introduceret til i serien. Vi møder dem op til Carries bryllup med den altid utilregnelige Mr. Big. Det hele er selvfølgelig lækkert og fashionabelt i bedste ’Sex and the City’-stil, men noget går som altid galt. De fire veninder skal snakke (og drikke) sig igennem nogle af 40-årsalderens kriser, hvorigennem de selvfølgelig får fastslået det faktum, at venskaber består, mens parforhold forgår.

Du kan både se filmen og hele serien på HBO Nordic.

3. Girls trip (2017)

Forestil dig ’The Hangover’, hvor du bytter Bradley Cooper og Zach Galifianakis ud med Regina Hall og Queen Latifa og skifter Vegas ud med New Orleans. Så har du essensen af ’Girls Trip’.

Det er en klassisk fald-på-halen-komedie om fire veninder, der er ved at glide fra hinanden og derfor planlægger en tøsetur fyldt med drinks, fest og sexet dans i New Orleans. Her kommer de ud for diverse skøre oplevelser – og finder selvfølgelig ud af, at du sagtens kan have det sjovt med dine veninder, selvom du ikke er en ung collegestuderende længere.

’Girls Trip’ kan ses på Viaplay.

4. Bridesmaids (2011)

En anden gruppe kvinder, der har brug for sjov i gaden, er brudepigerne i ’Bridesmaids’.

Da deres fælles veninde Lillian skal giftes, planlægger femkvinder en overdådig polterabend, hvor de skal til Las Vegas og feste, selvom de egentlig ikke har andet til fælles end deres veninde. Men midt i al ståhejet med strippere og store drinks ender de alligevel med at blive rystet sammen.

Se den med din veninde, hvis I har brug for et godt grin – og måske har brug for lidt inspiration til at holde en helt gakket polterabend.

’Bridesmaids’ kan ses på HBO.

5. Teenage Cocktail (2016)

I filmen ’Teenage Cocktail’ møder vi de to teenagere Annie og Jules, der er trætte af den lille, kedelige by, de er vokset op i. Derfor beslutter veninderne sig for at stikke af – problemet er bare, at de ikke har så mange penge at stikke af for.

I stedet begiver de sig ud i en lyssky forretning, hvor de poserer sensuelt foran et webcam for penge. De tjener godt på det, men finder også ud af, at deres nye ”arbejde” har bagsider.

Filmen er flot rent visuelt, og den skaber en særlig stemning, som i den grad minder én om teenagelivets til tider ubekymrede lethed.

‘Teenage Cocktail’ kan ses på Netflix.

6. The First Wives Club (1996)

Denne klassiske film fra 1996 handler om en lidt mere moden gruppe af veninder.

Da tre veninder, spillet af Diane Keaton, Goldie Hawn og Bette Midler, alle bliver forladt af deres respektive mænd, danner de en alliance. De vil ikke acceptere, at de skal skrottes, bare fordi de er blevet lidt ældre at se på – for de er bestemt ikke blevet kedelige.

Selv hvis du ikke er en moden kvinde, er det svært ikke at blive inspireret med lidt girl-power af de tre ekskoner med deres botox, bobbede hår og fælles had til mændenes”yngre modeller” (hvoraf den ene er spillet af ingen andre end Sarah Jessica-Parker).

’The First Wives Club’ kan ses på HBO.

7. Sierra Burgess Is a Loser (2018)

Bare fordi du ikke er en klassisk skønhed, betyder det ikke, at du ikke kan score skolens hunk. I hvert fald ikke hvis du skal tro Netflix-filmen ‘Sierra Burgess is a loser’.

Her skildres high-school-tilværelsen for teenageren Sierra Burgess, som langt fra er skolens flotteste pige, men som  er både selvsikker og humoristisk.

I jagten på den altopslugende kærlighed ender den unge Sierra med at danne en alliance med skolens smukkeste – og mest snobbede – pige, Veronica, og det giver anledning til et temmelig atypisk venskab.

Se filmen, fordi den giver et anderledes take på den klassiske high-school-filmgenre og faktisk har et fint budskab – selvom den til tider kan virke lidt tåkrummende.

’Sierra Burgess Is a Loser’ kan ses på Netflix.

8. Clueless (1995)

Der er ingen tvivl om, at ’Clueless’ er en af de mest ikoniske venindefilm, der nogensinde er lavet.

I filmen møder vi Cher Horowitz, der er skolens populære pige, og som altid har en hær af veninder omkring sig- lige indtil de  beslutter sig for at kuppe hende og smide hende ud af gruppen.

Heldigvis er Cher ikke så nem at knække, og hendes kreative måder at klare sig gennem teenageintrigerne skal nok underholde jer hele aftenen.

’Clueless’ kan ses på Netflix.

9. Pitch Perfect (2012)

’Pitch Perfekt’ er en tøsefilm i den lidt plat-humoristiske ende. Ikke desto mindre er det en meget underholdende film, som sagtens kan betale sig at bruge en venindeaften på.

Da filmens hovedperson Anna starter på et nyt college, vil hun helst holde sig for sig selv. Men da hun bliver taget i at synge i badet, bliver hun hvervet af skolens pige-a-capella-kor.

Filmen er sjov og med masser af girl-power og en lang række geniale komikere på rollelisten som Anna Kendrick, Rebel Wilson og Adam DeVine – men du skal ikke se den, hvis du hader film, hvor karaktererne bryder ud i sang. For dét gør de i stor stil her.

’Pitch Perfect’ kan ses på HBO.

10. Dude (2018)

Nogle gange har man bare brug for en film om at være ung, dum og fuld. Og sådan en film er ’Dude’.

Filmen handler om en gruppe veninder, der skal til at starte på college, og derfor flytter til hver deres ende af landet. Det skal dog ikke stoppe dem fra at ”throw on some slutty dresses and get fucked up” med fester og masser af hash, som de ryger ud af deres veninde-bong, der er formet som en abe.

Det er lidt, som om instruktøren har forsøgt at lave en blanding af ’Pineapple Express’ og ’Mean Girls’ – og vi må sige, at det faktisk er ret sjovt at se kvinder i rollerne som bong-hoveder, der tåger rundt og bliver anholdt.

’Dude’ kan ses på Netflix.

11. Ketchup Effekten (2004)

Bliver du lidt træt ved tanken om amerikanske veninde-film, kan du kaste dig over en af de mange gode, svenske film fra starten af 00’erne. En af dem er ’Ketchup Effekten’ fra 2004, der er et svensk take på en klassisk pige-teenage-film.

Filmen handler om en pige, der bliver udsat for ydmygende, seksuelle krænkelser til en fest, og derefter bliver udstødt i klassen. Men som om det ikke var nok, vil hendes to bedste veninder heller ikke kendes ved hende, efter hun bliver kendt som promiskuøs. Derfor må hun kæmpe for at vinde sine venner og sin værdighed tilbage.

’Ketchup Effekten’ kan ses på Netflix.