Filmanmeldelse af 'Udenfor Sæson'

’Udenfor sæsonen’ har imponeret vores filmanmelder: ”Smuk, drømmende og alligevel realistisk”

Det romantiske drama "Udenfor Sæson" får fem ud af seks stjerner af ALT for damernes filmanmelder.

Der er franske film, og så er der film, der er lavet i Frankrig. Følsomme, men også storladne historier om storl'amourog store armbevægelser. Denne er sårbar, lavmælt og nærværende, mere stemning end fortælling. Smuk, drømmende og alligevel realistisk.

Anmeldelsen fortsætter under videoen.

Filmstjernen Mathieu (Guillaume Canet) er flygtet fra sit liv i Paris og har installeret sig på et eksklusivt spa-hotel ved kysten. Han møder igen Alice (Alba Rohrwacher), de var kærester for 15 år siden, inden deres liv tog hver sin retning.

Hun er fanget ind i sit ægteskab og sin hverdag, han kan ikke mærke sig selv midt i succesen. Altså, mere sker der ikke.

De er begge videre, de taler, de går ture, de nærmer sig en sandhed om sig selv og hinanden. At hun ikke får forløst sit kunstneriske potentiale, men til gengæld gør en positiv forskel i lokalsamfundet som musikpædagog for unge og gamle. At han er en kryster, der ikke tør slippe mainstreamformelen og blotte sig på scenen.

Det er sigende, at vi oplever hende i den hverdag, hun lever og arbejder i, og at han ikke rigtigt har noget eller er nogen, når han er væk fra kameraet. Hans kone og hans bedste er kun tilstede som telefonstemmer, og fremmede vil gerne have en bid af ham, fortælle at hans seneste film ikke er så gode som de tidlige og alligevel vil have en selfie.

Guillaume Canet (bl.a. "Asterix"-filmene) er en melankolsk filmstjerne, der midt i en livskrise møder ekskæresten, spillet af Alba Rohrwacher. Resultatet er rørende ømt.

Filmfotograf Antoine Héberlé ynder at fange Rohrwacher fra siden, fanget i en tanke, i en lysende, næsten gennemsigtig væren. Dramaet er i sprækkerne, i stjålne blikke og alt det, der ikke siges. Som voksne spændes vi ud mellem folk, der kender os som dem, vi er blevet … og dem, der kendte os inden. Hvem ser os bedst? Fem bævende, bittersøde hjerter herfra til denne fine franske film for voksne.

"Udenfor sæsonen" får biografpremiere den 29. august.