Flemming Møldrup er blevet gift: ”Hun gør mig så glad”
Den kendte livsstilsekspert har sagt ja til kæresten, som er ejer af kendt dansk modemærke.
Der er ikke kun sommer og sol i luften hos den populære livsstilsekspert Flemming Møldrup.
Her blomstrer kærligheden nemlig også i en sådan grad, at han og kæresten Rikke Rasmussen har givet hinanden det største ja muligt: At de gerne vil tilbringe resten af livet sammen.
Det skriver Flemming Møldrup på sin Instagram, hvor han fortæller, at parret kommer frem med nyheden, fordi den bliver bragt i dagens Ekstra Bladet:
– Her til morgen kan man læse i Ekstra Bladet, at jeg har giftet mig. Det har jeg, med hende her, som gør mig så glad, og som jeg synes er så dejlig, at jeg vil være sammen med hende altid. <3
Det er anden gang, at Flemming Møldrup indgår ægteskab. Han har tidligere været gift med tv-produceren Julie Ralund, men parret gik fra hinanden i 2010. Sammen har de pigen Yoko.
I 2017 blev han kærester med designeren Signe-Maldubine Nørgaard, men i april sidste år fortalte Flemming Møldrup til Billed-Bladet, at de efter et år sammen havde valgt at gå hver til sit, og at han var single.
Til ALT.dk delte den kendte tv-personlighed sidste år, det vigtigste, han har lært om kærlighed, som er, at man skal kaste sig ud i det,
– Det værste, der kan ske, er, at du får et nej – eller at det ikke holder. Men det er forfærdeligt at gå gennem et helt liv og ikke få sagt til nogen, at man elsker vedkommende. Så jeg synes, at man skal kaste sig ud i kærligheden.
LÆS OGSÅ: Flemming Møldrup: ”Først som meget sen voksen fandt jeg ud af, HVOR dybt kærlighed kan forankres”
Den heldige kvinde, Rikke Rasmussen, er ejer af den danske modemærke Moshi Moshi, som hun har sammen med Stine Grouleff. Til ALT for damerne har hun fortalt, at hun før det har arbejdet hos Petroleum og Mads Nørgaard. Hun har tidligere været gift og har to børn, Gilbert og Molly med sin eksmand.
På brudens private instagram fremgår det ifølge Ekstra Bladet, at parret blev viet i hemmelighed sidste fredag.
– Sidste fredag og for altid, skriver Rikke Rasmussen sammen med et billede af hende og Flemming i det tøj, som de blev viet i. På billedet viser hun ligeledes sin brudebuket frem.
I løbet af sommeren har Flemming Møldrup på sin Instagram delt sine oplevelser med Rikke Rasmussen, hvor de blandt andet har været i Klitmøller og på Heartland Festival - og så kom han i sidste uge med et bryllupshint, da han citerede gruppen Beach Boys' sang "Wouldn't it be nice" med ordene:
"We could be married
And then we'd be happy
Oh, wouldn't it be nice?"