Ny podcastserie vil stable en folkebevægelse på benene
Lyt til første afsnit i podcastserien Folkebevægelsen mod VAR, hvor Euromans to journalister Magnus Kraft og Oliver Bodh Larsen forsøger at organisere en samlet modstand mod videodommere i dansk fodbold.
Vil man have noget gjort, må man somme tider selv træde til.
Således lancerede Euroman i mandags Folkebevægelsen mod VAR, hvor de to journalister Oliver Bodh Larsen og Magnus Kraft vil forsøge at overbevise at fodboldens magthavende om, at videodommersystemet VAR fuldstændig har affortryllet det smukke spil. Folkebevægelsen mod VAR er deres forsøg på at organisere en samlet modstand, der ultimativt har til mål at få systemet rullet tilbage i den danske Superliga i fodbold.
Før de når helt dertil, vil de udgive podcasts, artikler og nyhedsbreve, så du som læser kan følge med i bevægelsens udvikling, læse og høre en lang række interessante interviews – og helt generelt blive ført yderligere ind i, hvad hele denne videodommermisere i grunden handler om.
Nu ligger første afsnit af podcasten om Folkebevægelsen mod VAR klar. Her bliver foreningen Folkebevægelsen mod VAR stiftet, mens Euroman-redaktionen forsøger at blive lidt klogere på, hvordan de egentlig skal få mobiliseret det danske fodboldfolk.
Hvis du har en god idé, så tøv ikke med at hive fat i os. Læs mere på euroman.dk/VAR.
Du kan lytte med i Apple Podcasts lige her.