Kaspar Colling Nielsen: "Jeg var i mange år bange for at ende på gaden som sindssyg hjemløs"
Forfatter Kaspar Colling Nielsen om ikke at spilde sin tid på røvhuller og om at håndtere sin vrede og dødsangst.
Har du en tilbagevendende drøm?
– Næ. Jeg kan tit ikke sove, fordi jeg ligger og bekymrer mig om alt muligt. Når jeg ikke kan sove, forestiller jeg mig, at jeg er i finalen i Wimbledon, og jeg spiller slet ikke tennis i virkeligheden. Ved ikke, hvorfor jeg tænker på tennis.
Hvis du skulle flytte til et andet land end Danmark, hvor ville du så flytte hen?
– Jeg tænker nogle gange på, om min kæreste og jeg skal flytte til udlandet, når vores børn flytter hjemmefra. Min kæreste er forskningschef og kan måske lave en aftale med et universitet et sted, og jeg kan arbejde alle steder. Jeg vil gerne til Japan, men også Israel eller USA.
Hvad ville dit yngre jeg sige til dig, hvis det så dig i dag?
– At jeg ikke skulle bekymre mig så meget og ikke være bange for at dø hele tiden.
Hvordan håndterer man bedst vrede?
– Jeg har været meget vred og er det stadig en gang imellem, dog rimelig sjældent. Jeg forsøgte at analysere min vrede, fordi jeg var ked af, at jeg skældte for voldsomt ud på mine børn. Jeg nåede frem til, at jeg havde ondt af mig selv. Min tankerække var tit noget a la: ”Nu har jeg været på arbejdet hele dagen, hentet jer, købt ind og lavet mad, og så er I fucking umulige”. Da det gik op for mig, kunne jeg se, hvor latterligt og barnligt det var af mig. Jeg begyndte at bruge et par minutter hver morgen på at koncentrere mig om, at jeg ikke skulle blive sur i dag. Det hjalp. Det hjalp også, at mine børn er blevet store.
Hvilket livsklogt råd vil du give videre til dine børn?
– At de skal lave det, de har lyst til, MEN så skal de fandeme og også give den gas og være disciplinerede omkring det.
Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?
– Min mor døde pludseligt, da jeg var 19. Hun var en meget sød og kærlig mor, og jeg har altid været ked af, at jeg ikke kunne hjælpe hende den dag. Jeg er også ked af, at hun aldrig fik mødt mine børn. Jeg tænker, at man skal forsøge at nyde den tid, man har, med dem, man elsker. Og så lade være med at spilde for meget tid på røvhuller, og folk som er ligeglade med én.
Hvis du selv skulle lave din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?
– Jeg er ligeglad med nekrologer. Jeg har skrevet nogle bøger, som jeg er stolt af, og så har jeg en kone og nogle børn, som jeg elsker, og som elsker mig, selvom jeg nogle gange er en idiot. Jeg har også nogle gamle venner, som betyder meget for mig. Tætte relationer er det vigtigste og så at lave noget, der er sjovt og spændende.
Hvad er dit livs største nedtur?
– Da min mor døde. Jeg følte mig meget alene i verden og var i mange år bange for at ende på gaden som sindssyg hjemløs.
Hvad er den største skandale i nyere dansk tid?
– Irak-krigen. Til gengæld tror jeg, den markerede et vendepunkt i måden, vi fører udenrigspolitik på.