"Hvis man ikke behandler hinanden godt, så skylder man at sige farvel"
Hun har senest været aktuel med podcasten “Scener fra et kærlighedsliv”. Vi har mødt forfatter og podcastvært Marie Louise Tüxen til en snak om netop kærligheden. Og om stadig at tro på den, selvom den gør, at hun træder ud i sommeren med vagtsomme skridt.
Det var tilbage i slutningen af nullerne. Hjemme i tredjesalslejligheden på Islands Brygge tikkede en sms ind. Hele aftenen havde hun siddet og ventet på, at han skulle svare, på den besked hun havde sendt. Og nu lyste displayet op lidt over midnat med et “oh well”.
Malou Tüxen fejer ordene hen over bordet med en nonchalant håndbevægelse. Og slår et koket knæk med nakken, da hun gentager: “oh well”.
”Det var jo den fuldstændige afmontering af det, jeg havde skrevet. Den totale afvisning af mig. Der kunne lige så godt have stået “get over it”.”
Udenfor er der lysegrå tyngde i de spredte formiddagsskyer. Indenfor i det åbne køkken svalt med opslåede altandøre.
Normalt elsker Malou sommeren. Men i år træder hun ind i feriemåneden med let tøvende skridt. For tidligere års uendelige lyse timer med kæreste, familie, sammenbragte børn, venner på kryds og tværs, er blevet til få planer. En vagtsomhed. Og en ensomhed, der niver lidt. For det parforhold, der var, og som havde været de sidste ni år, ér ikke mere. Og Malou skal finde ud af, hvad hun nu skal putte i de tomme rum, som før var fyldt op af sydsjællandsk sommerlykke.
”Jeg forbinder somrene meget med det forhold, som ikke er mere. Vi var mest sammen om sommeren, fordi vi ikke bor i den samme by. Og selvom bruddet er et halvt år siden, er det som om, det rammer mig hårdere nu.”
Hun knipser.
”Juli står pludselig foran mig: nu fanger bordet! Og jeg begynder at tænke: “Gud, det kan også blive lidt ensomt.” Jeg har egentlig følt mig afklaret, haft en fornemmelse af at have vendt alle sten, men nu finder jeg mig selv rastløs og synes, at sommeren virker til at kunne blive skrøbelig og sorgfuld.”
Malou lader et mmmmm blive inde bag de rødmalede læber. Som om hun smager på, hvordan hun egentlig har det.
”Lige nu er jeg en lille smule sprød i kanterne … faktisk lidt øm, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med det hele.”
Ikke din psykolog
Den aften tilbage i slut nullerne vidste Malou heller ikke helt, hvad hun skulle stille op med det “oh well”, der landede på hendes mobil efter en lang dag, hvor hun intet havde hørt fra den mand, hun havde en kærlighedsrelation til.
Så hun gjorde det eneste, hun kunne gøre. Svarede med en intellektualiserende kækhed, der skulle dække over, hvor såret hun egentlig var.
”Jeg ville ikke erkende det på det tidspunkt, men der var en ubalance mellem os, hvor jeg hele tiden ventede på ham, enten fysisk – han kom altid for sent – eller i form af svar på en sms. Hele forholdet var i virkeligheden lidt … “oh well”.”
Hun trækker på skuldrene og løfter de let malede øjenbryn.
Det var ellers begyndt så godt nogle måneder tidligere. Ligeværdigt. Malou nyskilt. På en bar. Krudtet op. Med ønsket om at blive bekræftet, men inde under sin blondebodystocking med et hjerte, der var gået i stykker. Da hun så ham, kom hun i tanke om en scorebemærkning, hun havde læst i en bog. Og besluttede sig for at afprøve den.
”Jeg tænkte, jeg lige så godt kunne prøve den af. Så jeg gik over og sagde, svøbt i en rap kæft og en drink: “Vi kan godt noget sammen, men jeg kommer ikke til at være din psykolog.””
Hun tænker et øjeblik.
Han havde sådan en aura af … at han nok godt kunne have brug for en psykolog.”
Malou lægger hovedet tilbage i et grin.
Scorebemærkningen virkede. De blev forelskede. Men begge var de ny-forladte, og ingen af dem var færdige med at sørge over det, de havde mistet.
”På den måde var vi nok farlige for hinanden. Men jeg var ret meget på jagt efter en erstatning, der kunne rejste mig op igen, efter jeg var blevet forladt af min søns far. Jeg følte ikke, jeg kunne blive hel uden at finde en anden mand til at stå ved min side, og jeg ville bevise, jeg var værdig til at blive elsket.”
Men selvom de sammen kunne noget med ord og var vildt tiltrukket af hinanden, blev det hurtigt til en nedadgående glidetur, hvor Malou altid endte nederst. Og det var det, sms’en blev et symbol på. Og den læring, hun siden har taget med sig videre i sit kærlighedsliv.
”Jeg går virkelig op i balance. Ikke sådan at jeg sidder med en regnemaskine, men det skal gå nogenlunde op. Og man kan ikke fake sig til en balance. Det prøvede jeg nogle gange, når jeg lod som om, det ikke betød så meget i stedet for sige, at jeg var ked af det. I dag håber jeg, at jeg vil være mere ærlig, hvis nogen afviser mine følelser. Jeg håber, jeg vil være så meget mere hjemme i mig selv, at jeg tør kalde den.”
Med mascara i øjenkrogen
På det dybblå spisebord ligger notesbøger med let slynget håndskrift. Labello læbepomade, stressbold, foamroller. Blyantsholder, rosakvarts, post-its: oplad kamera, skær frugt, pizza 12.35. Og en stak bøger. Asta Olivia Nordenhof og Siddharta. Det hele fint ordnet.
I stakken af kærlighedserfaringer, der har stablet sig ovenpå hinanden igennem Malous 47-årige liv ligger blandt andet forældrenes lykkelige skilsmisse, råbegrædende teenage-breakups, hurtige møder i natten, stor kærlighed, skilsmissesorg. Og så den episode, som Malou nu åbner i sin lyserøde Macbook og trækker frem. Hun har skrevet en linje med stikord ned. Og springer igen tilbage til sine midt-tredivere. Til tiden efter sin skilsmisse. Det brud, der kastede hende ud i et frit fald, hvirvlende rundt i nattelivet. På jagt alle de forkerte steder.
Den aften sad hun i lejligheden på Bryggen med sin veninde og talte – igen – om alle de mislykkede kærlighedsmøder.
”Vi var på vej ud i byen som sædvanlig og brugte opvarmningen på at vende forkerte møder og mislykkede kærlighedshistorier. Og så sagde hun noget, som kan virke banalt, men som ræsonnerede i mig lang tid efter.
Malou holder en lille kunstpause.
”Hun sagde noget a la: “Malou, hvis du gerne vil have noget andet, må du jo også selv komme med noget andet”.”
Hun holder hånden op for sig som for at parere.
”Først gik jeg i forsvarsposition, men hun blev ved med at sige, at jeg jo ikke kan ændre på andre, men kun på, hvordan jeg sætter mig selv på spil og i spil.”
Så de to kvinder gik ud. Malede læber, stram silhuet. Men inde i Malou havde venindens ord sat sig fast. Og noget begyndte at rive sig løs, i måden hun gik til mødet med mennesker på.
”Det med at møde nogen småfuld, med hurtige replikker, lidt ironisk med mascara i krogen, og en læbestift der er flydt lidt ud. Dét at stå der med hvidvinsånde og være lidt oralt piskende og anstrengt flirtende, det var simpelthen måden, jeg havde prøvet at forbinde mig til andre mennesker på. Og det blev en slags epifani at forstå med hele min krop, at det måske ikke var vejen frem.”
Smådepri men også nysgerrig
Så Malou skiftede scene. Fra klubber med natpromille til litteraturoplæsninger om dagen – uden procenter.
”Jeg prøvede at sætte mig i situationer, hvor jeg kunne møde andre mennesker og på en anden måde. Og jeg ændrede på dele af mit sociale liv i erkendelsen af, at det ikke bare var mændene, der var dumme, men at jeg var medansvarlig for de møder. Og at det var en del af et mønster, hvor jeg søgte bekræftelse – allerhelst fra “uopnåelige” mænd.”
Malou svinger armene op over hovedet, om bag nakken. Sort mesh bodystocking.
“Noget er stadig det samme!” griner hun.
Men meget er ikke. For den dybe kærlighed, hun endelig lykkedes med at finde i sine slut tredivere, har hun givet slip på. Og derfor står hun let vaklende. For godt nok er der nogle dage skrevet i kalenderen, hvor hun skal i sommerhus med venner. Men derudover strækker juli sig lang ud foran hende. Lang, som en 18-årig dreng, der har travlt med alt andet end sin mor.
”Min søn er jo i gang med én uendelig fest, og det skal han selvfølgelig have lov til. Men jeg er da lidt vagtsom. For selvom jeg har en bred omgangskreds, er ferien jo meget forbundet med at tage væk med den gruppe, man nu er en del af. Og hvis man ikke er del af en gruppe, kan man jo godt føle, man sidder tilbage i et rum med en meget rungende akustik.”
Malou fremsiger et aaaaa, og lader det hænge lidt.
Måske kommer hun til at sidde alene på en café med et glas chablis. Og det er også okay. I den situation kan hun godt mønstre en vis rankhed.
”Jeg vil selvfølgelig helst vælge at sidde der alene. Men altså, ensomhed bliver jo lidt mindre ensom af, at vi taler om den. Og måske skal jeg ikke bare prøve at fylde de tomme rum op hurtigst muligt, men kigge på dem og se, hvad de vil mig.”
Og kærligheden. Malou er ikke på jagt, men hun tror på den. Stadig – og altid.
”Jeg elsker at elske – og at blive elsket. Jeg tror på kærligheden – i alle mulige afskygninger. Den er ikke længere forestillingen om en partner i et hus og nogle børn. Den kan se ud på så mange måder. Men den har fået flere nuancer – og et forbehold.”
”Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, jeg kunne blive skilt. Men der fandt jeg ud af, at kærlighed kan stoppe. Det kan ske, at det ikke er evigheden, der adskiller os.”
Hun nikker til, at der har sneget sig en realisme ind.
”Det lyder også bare så trist, men det er det faktisk ikke for mig. For det gør, at der også er en større vilje til at kæmpe for den og sætte endnu mere pris på den, når den er der. En forståelse af, at kærlighed også er handlinger. Og af, at hvis man ikke behandler hinanden godt, så skylder man at sige farvel.”
Hun trækker vejret ind. Dybt. Næsten som om, hun bereder sig på at holde det, som når man hopper i vandet. Indtil man bryder overfladen.
”Nu går jeg sommeren i møde alene. En blanding af småsommerdepri … og SÅ klar på at se mig omkring. Det er lidt en pil med to retninger, ikke?”
Hun griner.
”Det er ikke en harmonisk væren, men det er en spændende væren … og den slags kan man skrive på.”