Maren Uthaug til sine døtre: ”Gad vide, om jeg har maxet jer ud rent pinlighedsmæssigt”

I familien Uthaug siger man tingene lige ud. F.eks. er det kun to ud af tre døtre, der vil deltage i denne artikel. Da jeg spørger, hvor Mynte, den mellemste på 17, er i dag, svarer Maren Uthaug, 50, og hendes to andre døtre, at hun er på sit værelse.

“Hun gider ikke at være med,” siger Kamille på 20 år og smiler venligt. Inde i stuen er Allan, far til de to yngste af de tre piger og kæreste med deres mor, i gang med at tapetsere en fire-fem meter bred væg med et kort over verden, og af den grund er stuen lettere ommøbleret.

Læs også

Lise Nørgaard var ikke i tvivl: ”Det var den værste og mest underholdende tid i mit liv”

Da den yngste datter, Anemone på 14, bliver spurgt, om hun kan lide det, svarer hun slet og ret: “Nej.” Ingen griner høfligt, hvis nogen forsøger sig med en joke, der viser sig ikke at være sjov, hvorfor Maren Uthaug fortæller mange vittigheder forgæves.

Ærlig - og åben - eller måske endda bramfriheden virker til at binde familien sammen og give plads til masser af humor. Vi har sat os til rette i udestuen hos forfatter, stribetegner og humorist Maren Uthaug og døtrene Anemone og Kamille for at tale om humor på tværs af generationer.

Hvornår var I sidst ved at dø af grin?

Maren: "Vi grinte utrolig meget, da vi målte vores sofa op forleden."

Kamille: "Vi er jo i gang med at renovere stuen lidt, og så skulle vi finde ud af, hvad sofaen målte, fordi vi skulle sy nyt betræk til den, og det var simpelthen umuligt."

Maren: "Vi blev ved og ved og ved."

Kamille: "Og målte hele tiden en halv meter for lidt eller for meget."

Maren: "Vi var sådan til sidst: What’s wrong with us? Vi var virkelig rasende og grinte utrolig meget."

Kamille: "Vi bliver enten virkelig uvenner, eller også griner vi virkelig meget af sådan nogle ting. Det kommer an på, hvor meget vi har spist."

Maren: "Vi er meget obs på, hvem der har spist hvornår."

Kamille: "Så vi ikke slår hinanden ihjel."

Anemone: "De er meget ens de to, de kan grine af alt. De har den mærkeligste humor, jeg sværger. Det er sådan der bare over middagsbordet, hvor de siger et eller andet, der bare ikke giver nogen mening for andre."

Maren: "Vi har klart et eller andet internt, som ingen andre forstår det sjove i. F.eks. det her måleprojekt. Vi laver mange dumme fejl. Vi syede engang et par bukser, hvor det gik op for os, at der var noget galt. På en eller anden måde havde vi fået sat lommerne omvendt på, så man skulle fylde dem nedefra, og så er det jo virkelig svært for nøgler ikke at falde ud. Sådan noget kan vi grine af i et par år."

Kamille: "Hvis vi først begynder, holder det bare aldrig op, og det er så der, I andre synes, at vi er fucking irriterende."

Læs også

Anne Linnet: ”Der er kvindekamp – men der er også mandekamp!”

I 10 år har Maren Uthaug delt ud af komiske episoder fra sit eget liv i striben Ting jeg gjorde, som Politiken bringer hver dag året rundt. Det er blevet til flere end 3.000 tegninger, hvor Maren Uthaugs stregtegnede dame, som hun kalder hende, drikker lidt for meget, ikke har styr på sin privatøkonomi, bliver irriteret over, at hendes venner går så meget op i deres plankegulve, at man ikke må have stilethæle på til deres fester, og hvor hun endelig er begyndt at nyde sit eget spejlbillede, fordi hun med alderen hverken kan se tæt på, langt væk, med eller uden briller.

Damen har meget tilfælles med virkelighedens Maren Uthaug, og det samme gælder den skæggede mand i striben, der vil kunne spores tilbage til Allan med tapetvæggen, ligesom der medvirker tre teenagedøtre. I striben er damens ene datter begyndt til twerk og den anden til poledance, og nu struggler moren med, om hun er lykkedes helt vildt med en frisindet, feministisk opdragelse, eller om det er gået helt, helt galt.

Din familie indgår meget i dine striber. Godkender de på forhånd?

Maren: "Hvis det er noget, de direkte har sagt, så spørger jeg, og ellers misbruger jeg dem bare løs på alle leder og kanter. Meget af det er jo også totalt svineløgn, og hvis min dame i striben endelig peger fingre ad andre, peger hun flere fingre mod sig selv.

Så hvis jeg tegner eller skriver et eller andet pis om jer (kigger på døtrene, red.), falder det hele tiden tilbage på damen, som jo så er mit alter ego. Og jeg tror, at det er derfor, I er så trygge ved det. Og Allan også, han bliver jo også misbrugt hele tiden.

Anemone er formidabelt sjov at tegne for tiden, efter du fik det der hår. Jeg er lidt ked af, at du bruger linser nu og ikke briller. Du var meget mere ikonisk før, så brillerne er stadig med i striben."

Hvorfor er Anemone godt stof?

Maren: "Det er den der kompromisløshed. Du er så 14 år, som du kan blive, både med håret, der skal hænge ned i ansigtet, og tøjet og bare generelt din måde at være i verden på. Det, du siger mest for tiden, er: “Gider du at lukke døren – udefra?” Og det er jo bare skidesjovt i forhold til, at du, Kamille, allerede er blevet et menneske.

Du er ikke et væsen på samme måde mere (alle griner, red.). Mynte har også været min favorit længe, fordi hun har været så skidesur og lidt rabiat i sin måde at være teenager på, men hun er desværre også ved at falde lidt til ro, så nu har jeg kun dig tilbage (kigger på Anemone, red.)."

Læs også

Cecilie Hother: ”Da han bestilte to glas champagne, vidste jeg, det var en date”

Hvordan har du det med at være en karakter i din mors stribe?

Anemone: "Jeg synes, det er fint nok. Jeg har ikke sygt meget en mening om det, det har bare altid været der."

Kamille: "Vi har vænnet os til det."

Hvordan mærker I, at forskellige ting er sjove afhængig af generationer?

Maren: "Jeg var ung i 90’erne, hvor der jo ikke var grænser for, hvad man måtte gøre grin med: Bøsser, hudfarve, vægt, altså alt, og det har helt klart ændret sig. Jeg bliver opdraget hårdt på, og det er fair nok, for ungdommen har jo desværre ret. Det er ikke sjovt at gøre grin med, at folk er tykke, men det er jeg måske kommet til.

Derfor kunne det være smart, hvis mine striber kom med en udløbsdato. Der er masser af striber, jeg lavede for 10 år siden, som jeg simpelthen ikke ville lave i dag, f.eks. hvor jeg har gjort grin med små tissemænd. Det er simpelthen ikke i orden, men det tænkte jeg ikke over dengang.

Forleden, hvor jeg måske en lille bitte smule kom med en tyk-vits, kiggede Mynte, som jo så ikke er her i dag, på mig og sagde: “Moooor!” Altså hun kom til at grine, for det var faktisk en sjov vits, men hun sagde: “Mor, det der siger du kun for at være evil.”"

Hvornår bliver I ellers nødt til at korrigere jeres mor og sige, at det her synes I ikke er sjovt?

Kamille: "Du har virkelig gjort det meget (kigger på Anemone, red.). Du retter i hvert fald mere, end jeg gør."

Anemone: "Ja, jeg retter også nogle gange på dig."

Kamille: "Du er virkelig ultrawoke!"

Maren: "Ha ha, ja, du er superwoke."

Kamille: "Du er ultra-ultrawoke. Du har styr på alle regler, hvad man må og ikke må."

Læs også

Michael Falch: ”Jeg følte, at ungdommen falmede, og at jeg mistede mig selv”

Anemone: "Men det er ikke kun med jokes, det handler bare om, hvordan man siger visse vigtige ting. Jeg retter bare på facts. Efter pride var der rigtig meget med jer (kigger på sin søster og mor, red.).

Der blev sagt meget om de nye pronouns herhjemme, og der er jeg nødt til at gå ind og rette dem, når de siger, at det ikke giver nogen mening at bruge betegnelserne de, dem osv."

Maren: "Jeg synes f.eks., at det er supersjovt at komme med alle mulige vitser om, hvad man så kan identificere sig som."

Kamille: "Det gør du virkelig meget."

Maren: "Det er, fordi der er så utroligt meget sjovt inden for det her emne, og det er jo ikke, fordi jeg er uenig. Folk skal gøre, hvad de vil, men jeg synes så bare, at det er virkelig sjovt at sige:

“Jeg identificerer mig som hollænder. Jeg kan godt nok ikke tale hollandsk, men nu er jeg hollænder, og det skal I omtale mig som.” Nogle gange kører jeg bare 90’er-stilen og vitser om alt, og det synes I så bare slet ikke er sjovt. Jeg har virkelig en tough crowd herhjemme."

Anemone: "Jeg kan godt grine lidt af det. Jeg kan godt forstå, hvad hun mener med jokesene. Men jeg synes mest bare, at det er for meget. Det er bare evil for at være evil."

Maren: "Nej, det er jo også bare for at underholde, det er jo derfor, jeg er sat på jorden. Men derfor er den orange sofa derovre et meget vigtigt møbel for os. Der må man komme med alle de grimmeste vitser i hele verden. Jeg tror endda, vi ville kunne komme med en etioper-vits der, hvis det skulle være.

Der er no limits. Det kan vi desværre ikke gå nærmere ind i nu, hvor vi sidder ved det her bord. Det er kun i den orange sofa. Men hvis jeg ikke havde haft teenagere, var jeg ikke blevet klogere så hurtigt. Seriøst. I starten protesterede jeg vildt meget, indtil det, I sagde, begyndte at give mening for mig. I har virkelig stået fast."

Er der noget, I synes, er sjovt på tværs af generationer?

Kamille: "Med underholdning er vi meget forskellige. Jeg ser meget dansk comedy, og det har du, mor, det ret svært med. Jeg ser f.eks. Eva Jin og tv-programmet Stormester, og det kan du bare slet ikke tåle. Det er meget bare jokes og virkelig at tage pis på ting.

Mine veninder og jeg har det mega grineren over det. Eva Jin laver bl.a. en joke om en jobsamtale, hun er til, hvor hun bliver kaldt kineser. Hun joker om hverdagen og er et friskt pust til en ellers mandedrevet branche. På nogle punkter er hun lidt en woke udgave af min mor."

Læs også

Da Kwamie Livs manager døde, så hun pludselig lagene i musikbranchen klarere

Maren: "Jeg tror simpelthen, at det er for youngster til mig. Jeg ser også en del standup, men kan bedre lide de lidt ældre og mere vrede komikere, f.eks. Ricky Gervais. Jeg har set hans seneste show tre gange, og jeg er helt færdig af grin over ham.

Han gør utrolig meget grin af det med køn og de nye generationer, men på en meget britisk, sjov måde, synes jeg. Anemone … Jeg ville ikke engang turde at præsentere dig for det! Jeg kan også godt lide Dave Chappelle, som også tager den der politiske korrekthed, som, han mener, er farlig og får vendt det til, at det netop ikke er særlig rummeligt ikke at rumme forskellighederne.

Dem, der siger, at de rummer forskellighederne, bliver enormt fascistoide. Jeg synes jo, at det er helt vildt interessant med den her ophævelse af køn. Jeg synes, at det er skidespændende – og så synes jeg, at det er enormt sort-hvidt, politisk korrekt og røvsygt!

Hvis man skal kritisere de nye generationer, må man jo ikke engang fortælle historier fra gamle dage, fordi der er ord, man ikke kan bruge. Nu siger jeg det, og du må lukke ørerne, Anemone, you might die, men jeg kan jo ikke sige, at i 90’erne måtte vi godt sige neger. Så råber du og hele familien op: “Du må ikke sige det!”

Nej, jeg siger det heller ikke, jeg siger bare, at det sagde vi i 90’erne, men jeg må ikke engang sige ordet i den kontekst, at det var forkert, og så bliver det for sort-hvidt for mig.

I 70’erne brændte man også bh’erne, og man var enormt radikal på alle mulige måder, og det var så åbenbart det, der skulle til, før vi kunne finde en balance og trække vejret igen. Så det, ungdommen kommer med nu, er pissevigtigt, og jeg er virkelig glad for at få lov at følge med her på første række."

Anemone, hvad siger du til, at din mor synes, at din generation er meget politisk korrekt?

Anemone: "Jeg vil nok sige, at hun har sådan … ret. Mange er vrede på den nye generation, men vi bliver nødt til at mene tingene seriøst, så alle kan arbejde det i deres tanker, og det bliver en normal ting at tænke ind."

Kamille: "Kampen er højlydt nu, så man kan nå til et punkt, hvor man ikke tænker over det. Den kamp tager ungdommen."

Maren: "Det var en stor dag for mig, da det gik op for mig: Fuck mand, hvis man går alle de hundreder år tilbage, man kan, så har ungdommen altid haft ret. Så kan det godt være, at det er lidt brænde bh-krakilsk, men der er altid noget, der er værd at lytte til. De står på skuldrene af det, de har lært af de tidligere generationer og tager det et skridt videre til noget bedre. Det skal bare lige finde en balance."

Læs også

Anna Juul: ”Det er hårdt arbejde at være sød over for andre og sig selv”

I striben skinner det igennem, at damen er et ordmenneske ligesom Maren Uthaug selv. Når hendes døtre spørger om hjælp til andengradsligninger og kvadratrødder, får de at vide, at det er lige meget, om de forstår dem, bare de kan stave til dem.

Damen spørger sin mand, om hun godt må sparke ham over benet seks gange, hver gang han laver fejl i nutids-r, og om vi ikke alle kan aftale, at vi ikke bruger ordet værktøjskasse de næste 200 år. Også børnenes sprogblomster er godt stof for deres selverklærede krakilske mor.

Maren: "Den sidste, jeg lavede med dig, Anemone, var: “Hvis far ikke sover ind, kan han så vække mig klokken ni?” Du er simpelthen så anglofil, du tænker alt på engelsk, og det smitter virkelig meget af på dit sprog."

Anemone: "Jeg opdagede ikke, at det var sjovt det med at sove ind. I begyndte bare at grine helt vildt, og jeg var sådan: Kan I ikke bare svare på, om far kan vække mig eller ej? Come on! Jeg opdagede det slet ikke, før du pointede det ud, altså pegede det ud."

Maren: "Vi laver alle sammen de der fejl, og der er jo ingen, der kan lide at blive rettet på. Derfor er det sjovt at give damen den rolle, og jeg har muligvis lidt den rolle i familien. Jeg nægter nogle gange at svare pigerne, hvis de laver grammatiske fejl."

Anemone: "Ej, men det er så irriterende!"

Maren: Hvis Mynte f.eks. skriver og spørger, om det er okay, at hun først kommer hjem klokken et, eller om jeg vil overføre 200 kroner på MobilePay, og der så er en stavefejl, nægter jeg at svare. Især hvis det er noget med nutids-r eller ligge/lægge. Så skriver jeg bare: “Prøv igen.” Og først når der ikke er fejl, overfører jeg pengene eller siger, at det er fint nok, vi ses klokken et.

Anemone: "Altså hvad, prøv hvad igen? Jeg forstår dig aldrig."

Maren: "Der har jeg det så sjovt. Det er ustyrligt morsomt."

Hvornår er jeres mor mest pinlig?

Kamille: "Det er overraskende, hvor sjældent jeg synes, at du er pinlig (kigger på sin mor, red.). Men måske lidt til Myntes afslutning i 9. klasse."

Maren: "Not my finest moment, vi glemte at gå hjem. Til vores forsvar var alle forældre fra klassen med til picnic i Søndermarken, så blinkede jeg tre gange med øjnene og drak en flaske chardonnay, og pludselig var alle de andre forældre gået hjem, og vi stod og spillede ølspil med 9. klasserne."

Kamille: "Og vi endte med at sidde på jorden foran McDonalds. Vi skulle måske været gået hjem fem timer før."

Læs også

Julie Fagerholt: ”Jeg følte, at jeg fik mit liv tilbage”

Maren: "Hvad med dig, Anemone, hvornår synes du, at jeg er pinlig?"

Anemone: "Jeg føler, at du er rimelig god til ikke at være pinlig. Men på den anden side møder du heller ikke så ofte mine venner (Maren griner højt, red.). Men herhjemme siger du ofte noget virkelig akavet, og så er der bare ikke nogen, der griner."

Maren: "Når jeg snakker med andre mødre, føler jeg, at der er ret vide rammer for, hvad jeg må."

Kamille: "Nu har Mynte og jeg jo holdt en del fester, og du er ofte med, men det er aldrig pinligt. Så kommer der bare "Twerk It Like Miley" på, og så viser du dem, hvordan man gør det."

Maren: "Gad vide, om jeg har maxet jer ud rent pinlighedsmæssigt i og med, at jeg laver den her stribe og kan være lidt over grænsen, så jeres rammer for, hvornår noget er pinligt, bare er blevet udvidet?"

Anemone: "Det er nok en rimelig god forklaring."

Kamille: "Man bliver rimelig hårdhudet af at være i den her familie."

Jeres mor har også lavet en samling striber med gode råd til ungdommen, Sådan overlever du livet. Råd nummer 67 lyder: Kønsdele for sig, ansigt for sig – hvis man skal sende frække billeder til nogen…

Kamille: "Det er jo et rigtigt råd, vi har fået."

Maren: "Ja, når I skal sende billeder af jeres tissekone til nogen, så send ansigt først, bagefter tissekone."

Anemone: "Det er et godt råd."

Kamille: "Det har vi taget til os."

Apropos hvad andre måske ville synes var pinligt, blev Maren Uthaug i efteråret inviteret ind i et program på tv i anledning af udgivelsen af hendes fjerde roman '11%'.

Der er tale om en feministisk fremtidsvision, hvor mænd kun udgør 11 procent af befolkningen og spærres inde på et avlscenter på Lolland for kun at komme frem, når de skal hjælpe kvinderne med at videreføre slægten. Romanen indeholder bl.a. nogle meget detaljerede beskrivelser af en masse onaniretninger, som Maren Uthaug sad og udbredte sig om i bedste sendetid.

Maren: "Jeg havde researchet så meget, talt så meget om onani og skrevet så meget om det, at det var blevet som at snakke om sovs og kartofler. Da jeg kom hjem, syntes Anemone, at det havde været helt vildt sjovt at se, fordi hende værten næsten ikke kunne stille spørgsmålet om det der “o-o-o-nani.”"

Anemone: "Det var så grineren. Hun havde det helt svært med det, og jeg var sådan: What the fuck. Du er sådan en hel voksen kvinde, hvordan kan du ikke sige onani?"

Maren: "Jeg spurgte dig faktisk, om du syntes, det var pinligt, at jeg sad der og brægede op om onani i tv. Så kiggede du bare på mig. “Altså prøv lige at høre. Jeg er vokset op i den her familie, hvad tror du selv?”"