Frederikke Legaard: “Det ærgrer mig sådan, hvis venner ikke vil invitere mig hjem på middag”

“Jeg bliver altid stillet det spørgsmål,” smiler Frederikke Legaard, da jeg spørger hende, hvad hendes foretrukne medie er, og punkterer elegant det behov, vi har for at putte kreativitet i en kasse med en passende etiket på. Men det er ikke så lige til.

“Alt, hvad jeg laver, har en rød tråd, men når folk vil finde en boks til mig, passer jeg ikke ind. Jeg har forskellige udtryksformer, der trænger sig på, og det er det, der gør mit arbejdsliv spændende. Og særegent. Den ene dag sidder jeg og skriver på en kogebog, den anden laver jeg keramik, ugen efter støber jeg fingerringe i sølv, og så er jeg tv-vært side om side med Adam Price.

Læs også

”En af de første sweatre, jeg solgte, var til Miley Cyrus”

Jeg er ikke bare én ting, jeg er det hele, og det hele er mig. Det er dét, der er min kunstneriske praksis. Jeg kan godt lide, at jeg ikke kan eller skal holde mig inden for nogle særlige rammer, og jeg har næsten aldrig været tilbageholdt af andres forventninger til mig.”

Den kreative vildskab kommer ikke fra fremmede. Den er hun vokset op med. Hendes far, der er møbeldesigner og madnørd, og moderen, der er arkitekt, møbel- og produktdesigner, dyrkede det gode håndværk og den løsslupne opfindsomhed i lige mål.

“Jeg er vokset op i fuldstændig frihed. De har heppet på alle mine ideer og påfund, jeg var aldrig begrænset af regler, og de lod mig bare lege løs,” fortæller Frederikke Legaard.

Hun husker tydeligt, eller har fået fortalt mange gange, at hun som treårig stod i haven med sit eget staffeli og kastede sig ud i vilde bageprojekter som bare seksårig. Hun fik lov til at lave fejl og ramme forbi. Lave mad, der med hendes egne ord var “decideret ulækkert,” fordi udfoldelsen var vigtigere end resultatet.

“Særligt når man bager, er alt kemi, men jeg havde en idé om, at jeg bare kunne smide en masse ingredienser sammen, og så ville det blive til en kage. Det gjorde det jo ikke, men jeg lærte ikke at begrænse mig og ikke at være bange for at kaste mig ud i noget, jeg ikke allerede kunne.”

Og netop derfor giver det ingen mening, når hun bliver spurgt, hvordan hun bedst finder kunstnerisk aflad. For Frederikke Legaard laver keramik, maler, tegner, illustrerer, puster og støber glas, fotograferer, bygger møbler, laver smykker, får ideer til tv-programmer og laver bjerge af hundredvis af radiser og jordbær til designfestivalen 3daysofdesign. Hun er kunstner, og alt, hvad hun kaster sig over, er bare elementer af hendes værk.

“Første gang jeg stødte på begrænsninger, var, da jeg kom i folkeskolen. Der var det afgørende, at du viste, at du var god til dansk eller biologi, for du kunne ikke være god til det hele. Og du måtte da slet ikke prioritere håndværksfagene over de boglige. Men jeg var god til sløjd, håndarbejde og hjemkundskab og insisterede på de fags vigtighed.”

Faktisk var hun så dygtig, at hun bad om at komme til eksamen i hjemkundskab, så skolen måtte skaffe en ekstern censor, der kunne eksaminere hende. Den 15-årige Frederikke kreerede en menu bestående af pæresalat med gedeost og karamelliserede valnødder, bouillabaisse med muslinger og en caffe latte med appelsinskal.

Hun fik ‘kun’ 10. Ikke på grund af maden, men fordi hun ikke skar porren rigtigt. På et adskilt skærebræt, fordi: jord. Og sådan er det, når kreativt frisind skal tilpasses den danske folkeskole, og jord på brættet er mere afgørende end smagen af suppen.

Den kreative åre

“For mig har det været et frirum, når jeg fik lov til at tale gennem mine hænder. Jeg har altid haft krudt i røven, men når jeg malede eller legede med ler, var der helt ro i flere timer.

Læs også

Da Mø fik sit første angstanfald i 2019, fandt Fryd hende ”lille og sammenkrøllet” i en bil

Da jeg var yngre, var der nogen, som havde svært ved at acceptere, at jeg ikke skulle ligeud ad landevejen som alle andre. Gå på universitetet, tage en uddannelse og få et traditionelt job. Men det hele blev nemmere, da jeg gav mig hen til den kunstneriske vej og indså, at det var mit kald,” husker hun.

Derefter kastede hun sig ud i lidt af hvert. Arbejdede som runner på et filmset, studerede til skilteteknikker og var på Suhrs Højskole. Og så tog hun på Krabbesholm Højskole.

“Jeg startede på kunstretningen og troede egentlig, at jeg ville skifte til design. Jeg mente ikke, at jeg var god nok til at lave noget, der ikke havde en reel funktion, men blot var kunst. Heldigvis havde jeg en vidunderlig lærer, der lod mig arbejde i alle mulige retninger, og som aldrig prøvede at trække en funktion ned over det, jeg lavede.”

Det gav Frederikke Legaard en fornyet tillid til at stole på processen, og hun søgte ind på kunstakademiet Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. På det tidspunkt troede hun fortsat, at hun ville ende med at vælge ét medie som sit foretrukne, men det skete ikke, og efter to års legesyge var hun sulten efter, at der skete noget nyt. Så hun søgte ind på Pratt Institute i Brooklyn New York og gik til casting på 'Den store bagedyst', som var hendes yndlings-program, selv om hun aldrig havde lavet en glaze eller arbejdet med fondant.

Modet sejrede, og Frederikke Legaard kunne ikke alene rejse til New York med plads på den prestigefyldte skole. Med sig havde hun også et bagedyst-trofæ i tasken. Det var i 2019. Og her fire år senere forekommer hendes tempo stadig hæsblæsende.

Hvem har støttet dig mest?

“Mine forældre, især min mor. Jeg er enebarn, og hun har bare altid været der. Den omsorg og støtte, som jeg har fået fra hende, kan jeg aldrig give tilbage. Jeg håber bare, at alle er klar over, at bag de seje mennesker, der kommer frem i verden, står der ofte en endnu sejere mor.

Min mor er en kæmpe stjerne, og hvis hun nogensinde får brug for at flytte ind hos mig, når hun bliver gammel, er der altid plads,” siger Frederikke Legaard, der stadig forholder sig ydmygt til sin succes.

“Det er et kæmpe privilegium at kunne leve af det, jeg elsker mest. Men alt kommer med en pris, og derfor har jeg selvfølgelig også haft for meget på min tallerken i perioder. Jeg er kompromisløs og vil have, at alt skal være perfekt, så jeg er i en konstant læringsproces, hvor jeg hele tiden er lidt på arbejde.

Læs også

Luzia er professionel nomade – og hun har en helt særlig mission

De nye ideer kommer altid til lige inden, jeg skal sove. Så tænker jeg en proces igennem, overvejer materialer til et værk eller sammensætter en ret i hovedet. Jeg kan smage tingene, mærke kontrasterne og fornemme teksturen bare ved at forestille mig dem.”

Glem reglerne, og lav nogle fejl

Hvis der er en ting, som Frederikke Legaard går meget op i, er det mad. Smag. Måltidet. Og alt, hvad det indbefatter.

“Jeg kan ikke vælge ét måltid, der er vigtigst. Der er perioder, hvor jeg går op i morgenmaden, og så er den mit hovedfokus. Men så kommer der måske dage, hvor jeg har arbejdet igennem uden pause, og så er det den tidlige aftensmad, som jeg fokuserer på.

Ugen efter bliver det pludselig frokost, jeg gør lidt ekstra ud af. Faktisk er frokosten undervurderet. Den der pause midt på dagen. Jeg elsker hjemmelavede sandwiches, og jeg ville ønske, at der var flere gode sandwichsteder i København. Når en sandwich spiller, kan den bare det hele. Mixet af surt, salt, sprødt, fedt og så på baguette eller surdejsbrød. Det er så lækkert,” siger hun så overbevisende, at det er umuligt ikke at blive sulten.

“Til min udstilling på 3daysofdesign lavede jeg en sandwich på 1,60 meter med syltede og grillede peberfrugter, saltet italiensk skinke og en grov dijonnaise. Det var helt enkelt, og den holdt 100 procent. Og ja, den betragter jeg også som en del af min kunst.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg lavede ting, der ikke krævede en lang forklaring, eller at jeg ikke som kunstner skal retfærdiggøre, hvis jeg indgår i et kommercielt samarbejde. Altså hallo! Det er 2023, og hvem skal bestemme, hvad der er kunst? Alt, jeg laver, går jeg til som et værk. Mit hoved kører på højtryk, når jeg arbejder, og jeg glemmer tid og sted. Måske er det også derfor, at jeg nyder at gå i køkkenet derhjemme. For det føles som en form for terapi at stå med alverdens lækre råvarer og tilberede dem,” siger Frederikke Legaard.

“Det undrer mig, at vi i Danmark er så fokuserede på, at det skal gå stærkt at lave mad. Måltidskasser bliver solgt på, at det kun tager 10 minutter at smide maden sammen. Selvfølgelig er det bedre med convenience-mad end at tage på Mac’en, men du kan spise så godt og billigt, hvis du fokuserer på få gode råvarer, der er i sæson, og hvis du gider at investere lidt tid i dem i køkkenet.”

Frederikke Legaard ved, hvad hun taler om. Hendes livret som barn var broccoli-suppe, som hun bestilte på repeat, når forældrene lavede mad, og som voksen er hendes yndlingsmad hverken fine dining eller eksotisk gastronomi. Hvis hun kan vælge frit, vælger hun altid det hjemmelavede måltid.

“For mig er mad et omsorgssprog. Kærlighed serveret på en tallerken,” siger hun.

“Det ærgrer mig sådan, hvis venner ikke vil invitere mig hjem på middag, fordi de er bange for at lave mad til mig, når jeg går så meget op i det. For jeg elsker at spise det, andre har lavet til mig.

Læs også

27-årige Victoria vil ikke arbejde 37 timer om ugen: ”Nogen bliver nærmest lidt mistænksomme”

Når jeg selv har gæster, går jeg ikke op i at lave fin mad, men jeg elsker at lave ting helt fra bunden, som gnocchi eller pasta. Alt smager bare bedre, når det er helt frisklavet. Jeg er ikke vegetar, men jeg køber sjældent kød, og jeg synes, det er fedt at overraske med grøntsager, som mine venner ikke lige kender.

Der er for eksempel en italiensk bittersalat, puntarelle, der skal ligge i blød i isvand, inden man spiser den for at trække bitterstofferne ud, og som bare bliver så lækker.”

Adspurgt hvilken ret, hun ville ønske, hun selv havde opfundet, følger der en lang eftertænksom pause. Som om hun gennemgår sit mentale kartotek af smage, konsistenser og dufte.

“Altså, tænk at koge ris med bouillon og hvidvin og tilsætte ost for at gøre den cremet, og pludselig står du med en skøn risotto. Eller have opfundet butterdej og derefter lavet den perfekte, gyldne croissant. Eller lave den første pasta med den helt rigtige tomatsovs,” konstaterer hun.

“Hvis jeg skulle nævne én ting, jeg kunne spise på alle tider af døgnet, må det være kanelsnegle. Det er min ultimative favoritting, og dem bliver jeg aldrig træt af. Jeg har smagt så mange versioner. Den seneste favorit er skabt af en bager, der hedder Sam, som har Bageriet B (på Haraldsgade i København, red.). De sidder bare lige i skabet. Når jeg selv skal lave dem, giver jeg remoncen ekstra meget kærlighed, for det er den, der holder sammen på det hele. Jeg bruger brun farin, kastanjecreme og marcipan… Ej, jeg får helt lyst til en nu.”

Eftertanke behøver hun dog ikke, for at sige, hvilke køkkener, hun foretrækker:

“Jeg kan umuligt vælge én nation, men jeg kan sige en række, og jeg vil ikke engang rangordne dem: Italien, Japan, Thailand og Mexico har alle en fantastisk madkultur. Jeg har lige været en måned i Mexico, hvor rejsen næsten kun handlede om mad. Lige fra at opsøge den bedste streetfood, stå i kø og spise på gaden til at være på madskole, hvor jeg lærte at lave mexicanske nationalretter. Jeg kunne sagtens bruge et helt år på en madskole og fordybe mig.”

Hvad ville du ønske, at danskerne lærte i forhold til mad?

“Der er desværre en national barriere i danskernes køkken, hvor vi er så bange for ikke at følge reglerne og lave en ret ‘rigtigt’. Men det er så vigtigt, at vi tør eksperimentere og fejle. Jeg vil gerne opfordre alle til at have det sjovere i køkkenet og slippe hæmningerne. Vi skal spise hver dag for at overleve, men hvad hvis vi gjorde det på en anden måde end bare at spise for at blive mætte? Hvad hvis der var mere fokus på nydelse?”

Og det er netop nydelse, eksperimenter og udfordringer, der fylder i Frederikke Legaards hverdag og tanker om fremtiden.

“Jeg drømmer om at leve af min kreativitet. Jeg har altid været tidsoptimist, og hvor det tidligere irriterede mig, er jeg blevet glad for det med alderen. Da jeg lavede min udstilling til 3daysofdesign, troede jeg, at det ville tage mig en halv time at lave bjergene med radiser og jordbær, men det tog tre en halv time for tre personer at lave dem.

Det var selvfølgelig en uforudset udfordring, men det var også et held. For havde jeg været for lavpraktisk og realistisk, havde jeg jo ikke fået ideen. I dag ser jeg det som en befrielse ikke at have den der tidsbegrænsning, for dagene er enormt lange oppe i mit hoved. Lange og fyldt med nye muligheder.”