Freja Kirk

”Jeg ville kun danse med en kvinde”: 6 ting, du ikke vidste om Freja Kirk

Der sker en hel del for den 34-årige sanger Freja Kirk dette efterår. Ikke nok med at hun for nylig er blevet gift med sin udkårne på en mark i Italien – hun er også aktuel med en splinterny single, og så skal hun deltage i underholdningsprogrammet Vild med dans, hvor hun sammen med danser Claudia Rex vil udgøre det første kvindelige dansepar i programmets danske historie. Bliv meget klogere på Freja Kirk lige her.

1. Hun er netop blevet gift i Italien

Den 4. september 2021 blev 34-årige Freja Kirk gift med den 32-årige model og skuespiller Sus Wilkins til et festligt bryllup på en mark i Toscana, og der blev danset løs både i og omkring poolen, hvor kendisser som sangeren Xander, podcastvært Peter Falktoft, dessertkok Christel Pixi og DJ’en Fedty festede med. Parret har tidligere fortalt, at de særligt elsker Italien på grund af maden og den italienske ”vibe”, og så har Freja Kirk rejst en del i landet med sin familie.

Freja Kirk har dannet par med Sus Wilkins siden 2013, og parret blev forlovede i 2018.

Sus Wilkins har tidligere fortalt, at hun til at starte med syntes, at Freja virkede en smule arrogant, men at hun senere blev smaskforelsket i hele hendes væsen og var ”heartbroken i et år”, fordi Freja i starten havde en anden kæreste, indtil hun endelig en dag sagde: ”Nu har jeg tænkt på dig i så lang tid, skal vi ikke lige ses?”

Og forholdet har i den grad hjulpet Freja Kirk med at finde sig selv, fortalte hun i et interview med Eurowoman tilbage i 2016:

”Tidligere har jeg været meget introvert og urolig, men Sus har hjulpet mig til at tro på mig selv. Som kunstner kan man godt blive nervøs for, om ens musik bliver godt modtaget, men Sus siger til mig hver dag: Bare rolig, alt er godt, du er for vild."

Sus Wilkins har også sat fine ord på alt det, hun er forelsket i ved Frejas person:

”Jeg faldt bare for hele Frejas aura. Jeg følte, at hun var så selvsikker og så rolig, hvilede så meget i sit talent og sig selv. Hun er også totalt drengerøv, hvilket jeg bare elsker. Og hun tog mig bare på eventyr. Det var så magisk at være sammen med hende, at jeg glemte alt om tid og sted. Det hele var fuldstændig drømmeagtigt”, har Sus Wilkins sagt i et interview med ALT for damerne.

2. Det første betydningsfulde kys med en pige

Freja Kirk var 16 år, da hun efter afslutningen på et efterskoleophold første gang kyssede en pige på Roskilde Festival og kunne mærke, at det var noget helt særligt:  

”En af pigerne og jeg drak os virkelig fulde og kravlede ind under en scene, og så begyndte vi at kysse. Det var som en eksplosion af følelser. Det gik op for mig, at jeg i virkeligheden aldrig havde forstået, hvad folk mente, når de snakkede om sommerfugle i maven. Det var, som om brikkerne bare faldt på plads her. Den historie er vigtig for mig at få ud, fordi den var skelsættende,” har hun fortalt til Eurowoman.

Efterfølgende har Freja skrevet sangen ”Young Nights” om netop den episode, fordi den betyder så meget for hende.

3. Smed blusen på Musik i Lejet

Det føles mere naturligt for Freja Kirk at være med til drengejulefrokosten end pigejulefrokosten, og hun ville egentlig ønske, at der var unisex-toiletter overalt. Kirk har nemlig altid følt sig som en drengepige, og hun har generelt haft det svært ved de kasser, som samfundet alt for ofte sætter folk i:

“Jeg har altid haft enormt svært ved, at folk omkring mig har haft behov for at definere mig. Fra jeg var helt lille, er mit køn blevet tillagt bestemte værdier, og hver gang, jeg har fraveget det, der normalt blev forventet af en pige, har folk undret sig eller kigget skævt til mig. Jeg bader ikke i badedragt, men i badeshorts. Det føles også mere naturligt for mig at være med til drengejulefrokosten end pigejulefrokosten og til polterabend med gommen, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg vil være en mand.”

Derfor betyder det også meget for hende at være med til at skubbe til de normer, der er i samfundet. Det gjorde hun blandt andet på en optræden til Musik i Lejet i 2019:

“Det har taget mig mange år at finde ud af, hvem jeg er. Jeg har længe været bange for at stille mig frem og sige: “Ja, jeg er en pige, men jeg vil måske også gerne lidt være en dreng, og jeg ved faktisk ikke, om jeg synes, at mine bryster er det fedeste i verden. Kan jeg ikke bare have lov til at smide trøjen, uden at det bliver noget seksuelt?” Jeg synes, kvindekroppen er blevet alt for seksualiseret. Jeg synes ikke, at det er retfærdigt, at piger og kvinder skal have bh eller bikinitop på, hvis de tillader sig at tage trøjen af. Det var også derfor, jeg smed trøjen, da jeg optrådte til Musik i Lejet i sommer. Jeg havde det varmt, men jeg tænkte også, at det er nødvendigt at rykke nogle grænser, og hvis ikke folk som mig gør det, hvem skal så? Det gik op for mig, at hvis jeg vil have følelsen af, at mine bryster per definition er noget seksuelt til at forsvinde, er jeg nødt til selv at gøre noget aktivt. Jeg fik fortalt, at en far havde holdt hænderne for sit barns øjne under koncerten. Det bekræftede mig kun endnu mere i, at der tydeligvis er noget galt.”

4. Mistede sin far i 2006

Freja Kirk kom til verden i 1987 og voksede op i en haveforening i Sydhavnen med sin mor, far og storebror. Det var et hjem, der var fyldt med musik (faren var professionel pianist på Det Kgl. Teater og moren sang og spillede klaver), og Freja har beskrevet sin barndom som både lykkelig og tryg.

Det trygge blev dog revet i stykker, da hendes far gik bort i 2006, har hun tidligere fortalt:

”Derfra ændrede alt sig. Jeg var i forvejen på et lidt andet spor end mine venner pga. min seksualitet, og da min far døde, blev det svært for mig at snakke med ret mange af dem. Der var ikke rigtig nogen, der kunne relatere til det, jeg gik igennem, så jeg havde et enormt behov for at få afløb for mine følelser og begyndte at skrive musik.”

”Det blev pludselig meget tydeligt for mig, at livet faktisk har en ende. Det ændrede min måde at anskue verden på, og det hjalp mig også med at sortere i, hvorvidt en konflikt eller en kamp var vigtig eller ikke var det.”

5. Den musikalske rejse

I september 2021 er Freja Kirk udkommet med sin nye single ”But I’m Okay”, der handler om at se lyset og finde håbet frem i de svære tider.

”Alle har deres kampe, og nogle gange kan det føles umuligt at se lyset på den anden side, men jeg har valgt at stole på min erfaring, der efterhånden har vist mig, at uanset hvor dårligt et sted man er, så kommer der et tidspunkt, hvor den hårde tid er noget, man ser tilbage på. Der kommer et tidspunkt, hvor man er okay, igen. Vi har jo en unik evne til som mennesker at finde håbet frem, selv i de mest vanvittige situationer. "But I’m Okay" er sangen jeg har haft brug for, for at komme igennem de hårde tider i mit liv,” siger Freja Kirk i en pressemeddelelse ifølge Gaffa.

Freja Kirk har tidligere udgivet albummet ”Monophobia” i 2014, albummet ”Pussyfied” i 2019 – som fik intet mindre end seks stjerner i Gaffa – og EP’en ”Sloppy Seconds” i 2020.

I 2019 vandt hun desuden prisen som Årets Musiker ved Danish Rainbow Awards 2019 med begrundelsen, at hun er “en synlig LGBT-person og et forbillede, der inspirerer på de sociale medier, gennem musikken og i pressen.”

Freja Kirk har tidligere forklaret, at det blev et ”musikalsk vendepunkt” for hende, da hun i 2012 mødtes med produceren og sangskriveren Alexander Grandjean, fordi de klikkede med det samme og hurtigt efter blev signet hos pladeselskabet Mermaid Records.

I det hele taget er Freja Kirk som kunstner blevet mere selvsikker og modig gennem tiden, har hun forklaret:

“Mit første album var meget tungt og trist. Det var også alt mulig andet, men det var præget af, at jeg var i en sorgproces og havde mange ting, jeg skulle bearbejde. Musikalsk og kreativt har jeg har været igennem en proces, hvor jeg til tider har lagt bånd på mig selv i forhold til at åbne for mine følelser. Med min nye musik, og det hold, jeg har samlet omkring mig, er det, som om grænserne er blevet brudt op. Mødet med Gísli Gíslason (sangskriver for bl.a. Phlake, red.) har fx været med til at vise mig, at der ikke er nogen emner, jeg behøver være bange for. Hvis jeg vil skrive en sang om at slikke fisse, gør jeg det. Hvis jeg vil skrive om dybt personlige, smertefulde følelser, gør jeg det. “I tried dick but it didn’t feel right,” synger jeg bl.a. på nummeret Pussy Gone Wild. For fem år siden kunne jeg ikke have skrevet en tekst, som er så meget in your face. Tidligere lagde jeg låg på, så folk måtte bruge deres fantasi til at afkode teksterne, og jeg gav ikke mig selv lov til at være så eksplicit.”

6. Vild med dans-debut

I efteråret 2021 er Freja Kirk aktuel som deltager i TV2s populære underholdningsprogram Vild med dans, hvor hun skal danse sammen med den professionelle danser Claudia Rex. Parret bliver det første kvindelige par i programmets danske historie, og til Vogue Scandinavia har Freja forklaret, at det var afgørende for hendes deltagelse:

”Den eneste måde, jeg ville være med i showet på, var, hvis jeg kunne danse med en kvinde”, har Kirk sagt til Vogue Scandinavia – og til BT har hun uddybet:

”Jeg er rigtig stolt over at få lov til at være med til at rykke lidt på nogle grænser og flytte nogle idéer om, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan kønsrollerne skal være”

Freja Kirk kalder desuden showet for ”ikonisk” og Claudia Rex for "en legende”, men forklarer også, at det bliver en udfordring for hende at give den gas på dansegulvet:

”Jeg har set programmet så mange gange, men jeg har aldrig kunnet se mig selv i de danskesko”, har hun sagt til Vogue Scandinavia.

Vi glæder os til at følge med på skærmen!