Frida Brygmann: "Jeg har altid været meget flakkende. Det har været lidt af et problem"

– Jeg har altid været meget flakkende. Det har været lidt af et problem. Alle omkring mig, inklusiv mig selv, har troet, at jeg skulle være sanger. I 2011 præsenterede min veninde, som er en del af musikbranchen, mig for en masse musikere. Jeg var i himmerige. Det var så dejligt endelig at møde mennesker, som havde den samme interesse som mig. Jeg har sunget en del kor og medvirket på forskellige ting, men kunne ikke rigtig finde min egen platform. Jeg kunne ikke se, hvem jeg skulle være som artist, og hvis du ikke ved, hvem du selv er, er det svært at levere noget, som andre bliver grebet af. Det har jeg kæmpet en del med.

– Jeg kom med i teaterkoncerten Gasolin på Aveny-T, hvor jeg virkelig følte, at jeg var i mit rette element. Det var en skøn tid. Der var noget dejligt ved, at det ikke kun handlede om mig, men at der stod en instruktør, som havde et mål, og vi var en masse mennesker, som skabte noget sammen. Jeg havde det som blommen i et æg mellem de dygtigste musikere og skuespillere. Og det var rart, at jeg pludselig vidste, hvad jeg skulle i lang tid – det havde jeg ikke prøvet før.

– Ingen af mine forældre (dramatiker Line Knutzon og komponist og musiker Martin Brygmann, red.), har nogensinde haft et almindeligt 9-17-job. Selv om det helt sikkert har været svært i perioder, har jeg lært, at det er fint, at det går op og ned. Det har helt sikkert medført bekymringer, særligt for min mor, men hun har aldrig ladet os børn mærke det. Hvis hun var flad, ringede hun til nogle venner og lånte lidt penge. Ligesom min far er jeg født med et ekstremt positivt sind. Hvis jeg ikke kan se regningerne foran mig, tænker jeg ikke så meget på dem. Ude af øje, ude af sind. Det er først, når jeg går ind på min netbank, at det kan ramle. Men på en eller anden måde klarer jeg mig altid.

– Min mor og jeg har et meget tæt forhold. Vi deler mange af de samme interesser, og vi taler meget sammen om alt muligt. Især skægge ting. Vi griner meget, og hun har skolet mig ekstremt meget igennem hele min opvækst. Så står hun midt på stuegulvet og fortæller i timevis om fx jernalderen. Jeg ender også tit med at sove hos hende. Det er lidt en tradition i familien, at børnene crasher – også selv om vi er blevet voksne.

– Jeg har interesseret mig for teater længe, men det er nyt, at jeg selv er begyndt at skrive. Det begyndte for et år siden, da min kusine, Karoline Brygmann, der er uddannet skuespiller, og jeg havde fået en idé til en tv-serie. Så jeg satte vi os bare med computeren og gik i gang. Derefter tog jeg først et skrivekursus i Thiemers Magasin (boghandel, red.), hvor jeg sad sammen men en masse andre og skrev. Jeg er altid bange, når jeg skal gøre noget, jeg ikke har prøvet før. Men det gik sindssygt godt, og jeg lagde mærke til, at jeg rent faktisk var god til det. Det fungerede, det jeg skrev. Timingen og replikkerne. Folk, jeg læste det op for, grinede sådan rigtigt. Det gjorde, at jeg samlede mod til at søge ind på et kursus, som hedder StageLAB inde i Teaterhuset i Rådhusstræde. Det er et kursus for aspirerende dramatikere, hvor du bliver undervist af forskellige lærere i at skrive til teatret. Jeg skrev en ansøgning og blev optaget sammen med syv andre. Til den afsluttende opgave skulle vi skrive et stykke selv, skaffe skuespillere, sætte stykket op og spille det for et publikum.

– Jeg skrev et stykke, der hedder Arbejdsweekend. Det handler om en badmintonklub, hvor de har arbejdsweeekend. Den ene karakter er formanden for badmintonklubben, Lotte, som er en super passiv-aggressiv type, men som i virkeligheden bare er ensom, og som virkelig har set frem til den her weekend fra 8-24, hvor de bare skal have det HYGGELIGT! Den anden karakter er kontanthjælpsmodtageren Maja, der selvfølgelig slet ikke orker det, men er den eneste, der møder op, fordi hun ikke har råd til at betale de 600 kroner, man skal betale i bøde, hvis man bliver væk, "... men som faktisk skal til Møns Klint om to timer." Det er vigtigt, når du skriver karakterer, at de, selv om de er nederen, også kan vække sympati. Sådan en karakter som Lotte er jo sindssygt belastende, men hun vil inderst inde noget godt. Hun vil bare gerne yde noget til fællesskabet. Det er vigtigt ikke kun at skrive en karakter frem, som er jordens største røvhul, for så bliver det hurtigt kedeligt, synes jeg. Du skal kunne spejle dig lidt i alle, for så griner du mere af dem, når der pludselig er noget, du kan genkende fra dig selv – også de mere nederen sider, vi alle bærer rundt på.

– Jeg brugte to af mine veninder som skuespillere. Vi sad hjemme i mit køkken i min lille lejlighed på Nørrebro, da de læste manus for første gang. De kender mig og ved, hvordan mit sprog lyder, så de havde allerede mine stemmer inde i hovedet. Det var så vildt at have skrevet noget, jeg egentlig syntes var volapyk, og måske også lidt dårligt til at starte med, og så opleve skuespillerne sige replikkerne, og se hvor godt det fungerede. Jeg følte, jeg havde fødselsdag gange tusinde. Det var som at få en åbenbaring: Her var der noget, jeg var god til. Da vi skulle spille det for publikum, gik det også SÅ godt. Folk grinte lige præcis der, hvor jeg håbede. Jeg var lykkelig.

– Efter stykket skrev jeg en statusopdatering på Facebook: "Jeg vil være dramatiker." Det var meget grænseoverskridende for mig, for jeg bryder mig ikke om at promovere mig selv. Men folk ved jo ikke, hvad du laver, hvis du ikke gør opmærksom på det. Kort tid efter ringede Jon Stephensen, der er teaterdirektør på Aveny-T, og spurgte om jeg havde lyst til at skrive et stykke, der skal være klar om et år, til hans teater. Hvis jeg ikke havde skrevet den opdatering, ville han jo bare tro, at jeg stadig gik rundt og sang på gaden. Hvis alt går vel, får jeg min debut til august, så nu skal jeg bare have en masse erfaring. Skrive videre, sætte små stykker op og ikke mindst se en masse teater og blive inspireret.