Geeti Amiri

Geeti Amiri: ”Det er så fucking ydmygende. Jeg bliver helt vred”

Efter mange års kamp for frigørelse, er 28-årige Geeti Amiri blevet ivrig fortaler for minoritetskvinders rettigheder. Hun mener, at det er vigtigt at gøre op med seksuel kontrol og at give kvinder et naturligt forhold til deres kroppe. Det fortæller hun i denne måneds Eurowoman.

Debattøren Geeti Amiri kæmper. Først kæmpede hun med en opvækst med flygtningeforældre på passiv forsørgelse, tvangsfjernelse fra barndomshjemmet og seks måneder på et krisecenter.

Siden kæmpede hun med at finde vejen tilbage til et normalt liv. Og nu vil hun kæmpe for, at andre minoritetskvinder ikke skal skamme sig over deres seksualitet.

Det fortæller hun i denne måneds jubilæumsnummer af Eurowoman, som er på gaden nu.

- Kvinder skal insistere på at sige: “Jeg vil ikke skamme mig over min egen krop.” Hvad end det er et engangsknald, som du skal have lov til at nyde, eller det er en kæreste, du elsker og har sex med, så er det din krop. Det er din nydelse, og det er en menneskeret, understreger hun overfor magasinet.

Således ønsker debattøren også at gøre op med det, hun kalder ”jomfruidealet” blandt minoritetsgrupper, hvor mænd forventer, at deres kommende kone skal være ”ren” og have mødommen intakt, inden de gifter sig.  Ifølge Geeti Amiri har det nemlig skabt en tendens, hvor minoritetskvinder opsøger gynækologer og får syet jomfruhinden sammen igen.

- Det er så fucking ydmygende. Jeg bliver helt vred, siger hun og forsætter så:

- I minoritetsmiljøerne er vi ofte der, hvor en kvinde ikke engang må vide, hvad hendes kønslæber eller klitoris er. Hun skal ikke kunne mærke den. Hendes intimitet er ikke eksisterende.

Da Eurowoman møder Geeti Amiri en eftermiddag i marts, har hun tømmermænd. Hun har været ude aftenen forinden, men det er, som om det ikke blot er de mange timer på dansegulvet i går, der gør hende træt. Det er også kulminationen på tre travle år, hvor hun stort set ikke har haft tid til at stoppe op og mærke efter. Hun kører sig selv hårdt, og det gør hun, fordi den nydanske kvindekamp er meget personlig for hende.

- Jeg har levet et sindssygt liv. Det har været vigtigt for mig at fortælle, at der findes skæbner som min, så vi som samfund bliver mindet om dem, lærer dem at kende og hjælper dem, siger Geeti Amiri, der efter mange års kamp, har forsonet sig med sin familie og frigjort sig fra idealer om renhed.

Læs hele interviewet med Geeti Amiri i det store jubilæumsnummer af Eurowoman, som er på gaden nu. Her fortæller hun blandt andet om at arbejde med unge mennesker og om, hvordan hun selv har arbejdet med at frigøre sig fra undertrykkelse.

Geeti Amiri, 28 år

  • Geeti Amiri er klummeskribent for Berlingske, Ekstra Bladet, Eurowoman og alt.dk, forfatter til en selvbiografi, medvirkende i DR-dokumentarer, foredragsholder, radiovært og én af frontløberne i den nydanske kvindekamp.
  • Hun har ufuldendte studier i statskundskab og sociologi og læser nu på lærerseminariet ved Campus Carlsberg i København.
  • Geeti Amiri er initiativtageren bag showet Den Nydanske Kvindekamp, hvor hun sammen med Khaterah Parwani, Natasha Al-Hariri og Halime Oguz har sat fokus på udfordringer for kvinder i minoritetsmiljøerne.