Åbent forhold

Er du og din mand blevet for meget venner og for lidt kærester? Luise fandt en usædvanlig løsning…

Luise Thye-Østergaard bor med sin mand Jesper. Men også med Mads. I januar lagde hun og manden Jesper vielsesringen fra sig, men bor stadig under sammen tag. For deres kærlighed er intakt, men deres behov for forskellige, og derfor er de påbegyndt et ”kærlighedseksperiment”.

Læs hele historien i denne uges ALT for damerne.

I Charlottenlund bor en lille familie, som har en opbygning udover det sædvanlige. Her bor Luise Thye-Østergaard med sin mand Jesper og deres to børn. Og i huset bor også Luises kærlighedsrelation Mads med sin datter.

Historien frem til den utraditionelle konstellation begyndte i efteråret 2015. Luises mand arbejder meget, og da det en dag slog gnister mellem Luise og golfspilleren Mads Vibe-Hastrup, inviterede de ham til at bo i kælderen.

Hvor andre ville blive skilt og flytte sammen med den nye flamme, valgte parret simpelthen, hvad de selv kalder et "kærlighedseksperiment". Hun er stadig gift med Jesper, men de er ikke kærester. Og de har hvert sit soveværelse, hvor Luise af og til får besøg af Mads i sit.

Handler om behov

Fra start af har det handlet om, hvad man gør, når kærligheden stadig er der, men når man som ægtefolk har forskellige behov, forklarer Luise.

– Vi har mange gange tænkt: hvorfor gør vi det her? Men Jesper har haft behov, han godt har kunnet få dækket gennem en cykeltur eller golftur alene, men jeg har haft mere seksuelle behov, som Jesper ikke har haft lyst til at være en del af, og som jeg har haft svært ved at få opfyldt. Jeg har mange gange tænkt, at jeg lagde mit dyrebareste kort på bordet, da jeg fortalte Jesper om mine behov. Samtidig har jeg også tænkt, at hvis jeg så sad på den anden sidde af bordet uden en krone, ville det være min skæbne. Jeg har ikke kunnet være bekendt over for Jesper ikke at fortælle ham, hvad mine behov var, for risikoen for, at jeg var utro på et tidspunkt ville bare øges, og det ville ingen af os være tjent med.

I fællesskab blev Luise, Jesper og Mads derfor enige om, at Mads og Luise over tid skulle bevæge sig henimod at have et seksuelt forhold. Men helt fra begyndelsen var det vigtigt for alle parter, at de tog et skridt ad gangen. Og det startede sidste sommer, da Luise skulle på golftur med Mads:

– Jeg skulle på TV 2 Tour med Mads, hvor vi måtte kysse og sove sammen. Ikke andet. Det hele har foregået stepvis, for min mand har hele tiden skullet være med på sidelinjen.

Selvom de alle tre fra start har været ærlige overfor hinanden omkring alt, hvad de har foretaget sig, har omverdenens mistillid alligevel hele tiden hvilet på dem. Både familien, vennerne og forældrene på børnenes skole har været mistroiske, men for Luise har det vigtigste været, at hun, Jesper og Mads har kendt sandheden:

– Da Mads og jeg kom hjem fra Touren, var der mange, der ikke troede på, at vi havde kunnet lade være med at være sammen, men jeg kunne aldrig have set min mand i øjnene, hvis jeg havde brudt vores aftale. Så kunne jeg lige så godt været skredet, for det har fra start været et langt, sejt træk at bevæge sig ind i det her eksperiment.

– Der er mange, der har sagt, at det er mine behov, der bliver opfyldt, men man kan ikke sammenligne behov. Da Jesper og jeg vidste, at jeg havde behov, han ikke ville opfylde, måtte vi finde en måde at løse det på. Jeg sammenligner det lidt med en flyver, hvor man først skal tage iltmasken på, før man kan hjælpe andre. Og det er også det, jeg tror på i et ægteskab. Vi er nødt til at mærke os selv først, hvis vi skal kunne mærke den anden. Det er ikke, fordi man skal være en egoist, men man skal lære at forstå sig egne behov og give udtryk for dem. Det har begge parter glæde af.

Vielsesringen i skuffen

I januar i år lagde Luise og Jesper vielsesringen fra sig. Ikke fordi de ikke elskede hinanden, men fordi de ville gøre op med det "institutionaliserede kærlighedsbegreb":

– Vi har snakket om, at det ægteskabelige løfte ikke favner kærligheden. Essensen i kærlighed handler også om behov. Da Jesper fandt ud af, at hans behov var at være alene og ikke at være sammen med mig og børnene, græd han. For det er også tabubelagt.

Lige nu står de alle tre på en skillevej. Luise og Jesper har sat huset i Charlottenlund til salg og har budt på en villa med to lejligheder i nærheden af deres nuværende hus. For de vil alle gerne blive under samme tag, men også gøre plads til en ny kvinde til Jesper. Derfor skal Luise og Mads bo på 1. salen, mens Jesper flytter ind på 2. salen. De vil spise morgenmad og aftensmad sammen hver dag og holde jul og fødselsdage sammen. De vil være som "enhver anden familie".

– Vi er 100 procent stolte af det, vi gør. Vi kigger tit på hinanden og siger, at vi er helt vildt stolte over at løfte en opgave, vi ikke ved, hvad er. Det kræver så meget mod, så meget tålmodighed og så meget tillid til de parter, der er involveret. Man skal være taknemmelig for den læring, der er opstået. Guderne skal vide, at det her er mega hårdt, men det er også fuldstændig fantastisk.

Du kan læse hele den fantastiske historie om dette moderne kærlighedseksperiment i denne uges ALT for damerne:

  • Her får du også fortællingen om, hvordan Luise og Mads mødte hinanden.
  • Læs om, hvordan Luise adskillige gange har måttet forsikre sin mand om, at hun stadig elsker ham. For misundelsen har nogen gange fyldt meget. Rigtig meget.
  • Og læs de to interview med manden Jesper og kæresten Mads Vibe-Hastrup, hvor de fortæller uddybende om deres side af historien.
Foto: Franne Voigt | "Da Jesper og jeg vidste, at jeg havde behov, han ikke ville opfylde, måtte vi finde en måde at løse det på," forklarer Luise Voigt om deres fælles "kærlighedseksperiment".

"Et kærlighedseksperiment"

  • Luise Thye-Østergaard, 39, forfatter, foredragsholder, coach og EFT-behandler
  • Jesper Thye-Østergaard, 44, lederstilling i finanssektoren
  • Mads Vibe-Hastrup, 38, professionel golfspiller

LÆS OGSÅ: 3 råd, der skaber mere kærlig og respektfuld kommunikation i dit parforhold  

LÆS OGSÅ: ALT om emnet kærlighed - tips til dating, d