Giver det overhovedet mening at passe på sig selv, når man ikke engang er sikker på sin avisrute?

Jeg føler indimellem, at jeg spiller russisk roulette med min sikkerhed, når jeg bevæger mig ud efter mørkets frembrud. Selvom jeg aldrig for alvor har tabt, taber jeg en lille smule, hver eneste gang jeg spiller. For selv hvis jeg ”vinder”, får jeg ikke en præmie – jeg får bare lov til at beholde mit ve og vel.

Den tanke ramte mig for nyligt, da jeg kom sikkert hjem fra en nordlys-jagt i Nordhavn i København.

Allerede på vej derud begyndte jeg at tvivle på mit foretagende: Er det sikkert at gå alene rundt i mørket, eller udsætter jeg mig selv for fare? Og i modsatte boldgade: Er jeg paranoid for at tænke de her tanker?

Langt de fleste mennesker gør mig jo ikke ondt, men dét kan være svært at huske på, når store dele af mediebilledet er optaget af retssager om seksuelle overgreb, vold, frihedsberøvelse og drab på unge kvinder.

Læs også

Pludselig ændrede Ritas liv sig for altid: ”Jeg har lært at føle mig værdifuld igen”

Derfor skrev jeg en besked til min far og storebror og bad dem om at være ved telefonerne, så jeg kunne ringe, hvis jeg blev utryg, og lidt efter midnat stod jeg af metroen og begyndte at bevæge mig væk fra bebyggelsen. Målet var at finde et øde sted uden for meget lysforurening, men som jeg gik dér imellem pakhuse og containere, kunne jeg ikke tænke på særlig meget andet, end at det virkede som starten på en middelmådig krimi.

Selvom der statistisk set er flere mænd end kvinder, der bliver udsat for vold, føler jeg mig udsat, for hvad kan jeg stille op, hvis jeg faktisk bliver overfaldet? Størstedelen af voldsforbrydere er mænd, viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd, og en gennemsnitlig 19-årig knægt er mig fysisk overlegen. Dertil kommer, at der trods et stort mørketal ifølge rådet er tæt på ingen mænd, der bliver udsat for seksuelle overgreb fra fremmede, imens det stadig sker for kvinder.

Så selvom jeg sandsynligvis var sikker, følte jeg mig ikke sikker. Imens jeg spejdede mod himlen, udkæmpede der sig en kamp om tryghed, paranoia og worst case scenarios i mit indre: ”Du er a strong and independent woman, der bare gerne vil se nordlys, og selvfølgelig sker der dig ikke noget.” ”Der skal kun én psykopat til, før det går galt, og herude er der ingen, der kan høre dig skrige.” Og så videre.

To gange kom der nogen forbi, og så snart jeg spottede dem i det fjerne, låste jeg min telefon op, så jeg med ét tryk kunne ringe til min far og bror. Når de fremmede var gået forbi, åndede jeg lettet op.

Læs også

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Det gik op for mig, at jeg befandt mig i en lose-lose-lose-situation. Jeg ville tabe, hvis jeg lod frygten vinde og tog hjem, men jeg ville også tabe, hvis jeg blev. I værste fald ville et af mine worst case scenarios blive virkelighed. I bedste fald ville der ingenting ske mig, og jeg ville se mit nordlys, men det ville stadig have været en ubehagelig og utryg situation. Der var altså forskellige grader af nederlag i sigte, men ingen udsigt til sejr.

Så jeg tog hjem.

Min fejlslagne nordlys-jagt efterlod mig splittet. Og håbløs. Jeg vil ikke lade frygten begrænse mig, men jeg vil heller ikke være ”dumdristig”. Derfor forsøger jeg at lytte til min mavefornemmelse, men det virker også formålsløst. For hvor langt kommer jeg med sund fornuft, hvis jeg bare er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt ligesom de tilfældige, kvindelige ofre, der kører retssager om?

Den tilfældige uretfærdighed kan jeg ikke gardere mig imod, så hvorfor skal jeg overhovedet ulejlige mig med at tage mine forholdsregler? Man er åbenbart ikke engang sikker på åben gade ved højlys dag, så hvis jeg er uheldig, er jeg nok uheldig uanset hvad. Så faktisk kan det hele være fuldstændig ligegyldigt…

Når jeg har tænkt dén tankerække til ende, tænker jeg, ”selvfølgelig skal du leve dit liv, som du vil, men du skal også prøve at passe på dig selv”. Og kort tid efter hopper vi tilbage til, at det er formålsløst.

Læs også

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Tankerne kører rundt i en trættende, frustrerende og endeløs ring i mit hoved. Og jeg er endnu ikke kommet frem til en tilfredsstillende konklusion eller løsning, hvilket gør det hele endnu mere frustrerende. Indtil nu er mit bedste bud på en løsning at sende beskeder til min familie.

Jeg er ikke generelt bange anlagt, og jeg holder på, at man ikke skal lade sig styre af frygt. På den ene side har jeg derfor lyst til at tage happy go lucky-stien og sige til alle unge kvinder, inklusive mig selv, at de skal gøre, hvad de vil, og antage, at folk ikke gør dem fortræd. På den anden side skal man passe på sig selv og ikke være naiv.

Og på den tredje side (ja, sådan en er der også), hvor godt kan man så overhovedet passe på sig selv, når man tilsyneladende ikke engang kan vide sig sikker på sin avisrute?

Som ung kvinde føler jeg mig magtesløs og overladt til tilfældighederne. Og så er vi tilbage ved den russiske roulette. Et spil, jeg ikke selv har valgt at spille, og som jeg ikke kan vinde. For det føles som et nederlag, hvis jeg skal se det som en sejr ikke at blive voldtaget, myrdet eller tæsket.

Jeg ville ønske, at mine veninder og jeg kunne føle os trygge hvor som helst, alene og sammen, dag og nat. At vi ikke behøvede at #TextMeWhenYouGetHome eller at gå med vores nøgler imellem fingrene. Men følelsen af utryghed forfølger os, så længe der findes tilfældige ofre, og jeg aner ikke, hvordan vi løser det.