God kundeservice er en mangelvare i Danmark
Frederikke Lett om negative kundeoplevelser og positive undtagelser.
KLUMME: Forleden var jeg i en af Zaras tøjbutikker i København. Der var fart over feltet og næsvis betjening. En ældre herre, der så ud til at blive helt overvældet af det høje tempo, satte sig forsigtigt ned på et hjørne af en af de mange hvide kasser, hvor forskelligt tøj var arrangeret.
"Sir, you cannot sit there" – en spansk kvinde med stram hestehale og lige så stramt smil fløj over mod manden, og han blev med det vuns gennet op, så han måtte stå og svaje, inden hans viv forlod butikken med ham. I min ungdom i København grinede vi af den dårlige service på Café Sommersko. Nu om dage er drengene bag disken hos Joe and the Juice venlige nok, men det er KLART dem, der holder festen, mens vi andre forsøger at skære igennem støjen og en mur af tatoverede kroppe.
LÆS OGSÅ: Her er nøglen til at holde begæret i live
For nylig fortalte en kvinde mig, hvordan hun ville spise brunch hos D'Angleterre og satte sig på den mennesketomme terrasse. En tjener med høj hat, galocher og pompøs mine forklarede udførligt, at terrassen var forbeholdt hotellets gæster, men at hun kunne tage plads indenfor. "Men terrassen er jo tom," anførte hun. Da han var ubøjelig, vendte hun ryggen til og fandt et bedre sted. Og så er der min far, som prompte rejste sig og forlod en cafe, fordi de serverede ham et glas påstået friskpresset juice, som han tilfældigvis lige havde set dem hælde op fra en karton.
Selv gik jeg dagen før nytårsaften ind hos en slagter i Humlebæk. Manden skreg begejstret over disken, at han havde stegen. Frem tog han et kæmpe stykke kød, skar det til, ridsede i fedtet og forklarede om den fine marmorering. Så smed han stykket op på en vægt, og mine øjne roterede tusind gange på et sekund, da jeg så kiloprisen og akut blev for mundlam til at protestere. Faktisk blev jeg så paf, at jeg begyndte at købe spegepølser i håbet om, at han snart ville sige: "Pølsen er på husets regning". Men intet skete – regningen blev bare større, så jeg forklarede min 3-årige Ava om konceptet havregrød til aftensmad i tre måneder. Ja, manden passede blot sin forretning. Men det gør Lagkagehuset også, når de langer en tebolle over disken til de små. Det er små ting, men kunden forbinder bagefter stederne med varme.
Så mens jeg sad og skrev denne klumme, rasende over det lave serviceniveau i Danmark, spurgte jeg oraklet Facebook: "Hvem har eksempler på GOD service her i DK?" Og havde jeg lovet at æde min gamle hat, hvis der alligevel var undtagelser, så måtte jeg gøre det nu. For en regn af uforglemmelige service-oplevelser tikkede ind: Adidas-butikken i Pilestræde. Fona på Fisketorvet. Salling Super i Aarhus, hvor de stadig siger "De". For ikke at tale om Amager Fiskehus. Slagteren på Kultorvet. Sportmaster-butikkerne (ALLE siger, at de yder exceptionel service). Posthuset på H.C. Ørstedsvej. HELE Matas-kæden. I pejsestuen på Nimb skal der være en særligt servicemindet kvinde. Man bliver også godt behandlet i byerne (!) Aalborg og Aarhus, hos Beauty Cell i Kolding og naturligvis i Irma. Mindst ti mennesker nævnte Irma, som da også vandt Serviceprisen i 2015 Zara klarer sig fremragende uden god kundeservice... men hvor fedt er det, hvis man skaber negative oplevelser? Der skal så lidt til at yde noget positivt. Og handler livet ikke grundlæggende om at skabe mindeværdige oplevelser? Uanset om man er kæde eller menneske? Selv bag kæden står der vel et menneske et sted.
LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige
LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”
LÆS OGSÅ: "Jeg vil aldrig vågne og tænke, at der var en dybere årsag til, at min søn døde"