Grethe har ansat hele familien: "Vi taler aldrig privat, når vi er i butikken"

Spæde pasteller har fortrængt de mørkere kulører på bøjlerne i modebutikken Ma-Griff i Herning. Tynde skjorter med flæser og denimjakker hænger side om side, og skulle kunderne have brug for assistance til at finde det helt rigtige outfit, står fire kvinder klar til at give kyndig vejledning om alt fra lingeri og skostørrelser til jeans og balkjoler. Men ikke alle tøjkøberne er klar over, at kvinderne bag disken har et særligt bånd, selve blodets bånd. De tre ældste er søstre, den yngste er datter af Grethe, som ejer butikken.

– Vi har en sælger, der er kommet i butikken i mange år, men først sidste sommer opdagede han, at vi er søskende, for vi taler aldrig privat, når vi er i butikken, siger Grethe Bonde, der er 58 år og den midterste søster.

Hun er grundlægger af Ma-Griff, som netop har fejret 25 års jubilæum. Allerede efter et år som selvstændig ansatte hun sin storesøster, Birgith. For 12 år siden kom hendes datter, Helen, til, og senest blev Grethes lillesøster, Karin, ansat for fem år siden.

– Jeg har ansat min familie, fordi de er dygtige. Ikke fordi det kunne være hyggeligt at arbejde sammen. Vi kunne aldrig have holdt 25-års-jubilæum, hvis ikke vi havde været kompetente, fastslår Grethe.

Alle hjælper

De tre søstre er alle uddannet hos den hedengangne Vilhelm Dalgaards manufakturhandel på hjørnet af Bredgade og Skolegade i Herning. Først kom Birgith i lære, og da hun gjorde det godt, var banen ryddet for hendes to søstre, og Grethe har aldrig været i tvivl om, at Birgith og Karin kunne løfte opgaverne i butikken.

– Vi er vokset op på landet i en stor familie, så vi har altid arbejdet sammen. Begge vores forældre havde ni søskende, så når der skulle holdes fester, blev vi mange mennesker, og alle måtte i sving, fortæller Grethe.

Hun vidste også, at hendes egen datter, Helen, ikke sad på hænderne.

– Både min mand og jeg arbejder i butik og kommer sent hjem, så vores børn har lært at lave mad og gøre rent, fortsætter Grethe, der ud over Helen er mor til Christian, som arbejder i landbruget.

Hvor mange sikkert ville betakke sig for at have sin søster som chef, er Birgith og Karin glade for Grethe som arbejdsgiver.

– Jeg synes, det er dejligt, at jeg er fri for at tage alle beslutningerne, siger 61-årige Birgith, og hendes lillesøster er enig.

– Jeg har nået en alder, hvor jeg godt ved, at det er chefen, der bestemmer i sidste ende, og om det er min søster eller en anden, er ligegyldigt, siger 52-årige Karin.

– Jeg føler nu heller ikke, at jeg er sådan en chef, der slår mine medarbejdere oven i hovedet. Jeg lytter gerne til deres råd, for det skal ikke kun gå efter mit hoved, og vi er gode til noget forskelligt, påpeger Grethe.

36-årige Helen nikker:

– Nej, du er ikke sådan en russisk håndboldtræner, der står og råber ad os. Vi er nok lidt mere frimodige end på andre arbejdspladser, fordi der er en grundlæggende tillid og kærlighed mellem os, siger hun.

Masser af tøjsnak

Helen har fået modeverdenen ind med modermælken, for begge hendes forældre arbejder i branchen, og da hun selv kom i lære i en tøjbutik, blev fagsnakken ikke mindre.

– Jeg er uddannet i en anden butik, men da mor stod og manglede en medarbejder, var det oplagt, at jeg skulle arbejde for hende, siger Helen.

Mor og datter rejser sammen til de store modemesser i København og Düsseldorf, hvor de køber meget af butikkens sortiment. Så deler de værelse og taler tøj, til øjnene falder i.

Det er ikke noget problem at arbejde sammen med familien, så længe man holder den professionelle tone over for kunderne, mener Grethe, Karin, Birgith og Helen. Foto: PR.

– De ting, Helen synes er retro-smarte, synes jeg er meget mormoragtige, for jeg kan huske, at min mor gik i det. Moden går i ring, og det er en fordel at være to generationer af sted, siger Grethe.

Hun har dog en regel om, at hun skal have tre bestemte kunder i tankerne, før hun køber en vare til butikken.

– Det handler om erfaring og fingerspitzgefühl, men jeg har da brændt fingrene, griner hun og mindes en gang i 1990'erne, hvor hun købte et stort parti korte striktrøjer i et halvfjerdserinspireret snit, som hun syntes var smarte, men som kunderne havde en helt anden mening om.

Noter i festbogen

Hos Ma-Griff er prøverummene så store, at der kan stå en barnevogn i dem, men oftest optages pladsen af kunde og personale. De ansatte går nemlig tit ind og hjælper med tøjet, og de er ikke bange for at sige, hvis det er en ommer. Kan man ikke lide den ærlige snak, må man shoppe et andet sted.

– Vi kan godt finde på at sige, at "det her må du ikke købe". Det kan godt være, veninderne ikke er ærlige, men det er vi, for vi er professionelle og har ikke følelser involveret, siger Karin.

De fleste er dog glade for ærligheden, og Ma-Griff har mange stamkunder. Grethe kan ikke altid huske navnene, men hun kan huske deres køb.

– Min allerførste kunde købte en hvid nederdel i strik og en marineblå overdel, og hun er stadig kunde her!

Siden er der blevet langet tøj, sko, tilbehør og lingeri i store mængder over disken hos Ma-Griff, der i dag ligger i Søndergade. Et hjørne af butikken er helliget lange rober med blonder, pailletter og slæb, og tre gange har en kjole fra Ma-Griff været til royal fest – men Grethe vil ikke afsløre køberne, for diskretion er en dyd.

– Vi taler aldrig om vores kunder eller fortæller, hvad de har købt. Det er ikke vores opgave at vise, hvad veninden har købt – men at undgå, at kunden køber det samme, siger Grethe.

Hun har en festbog, hvori personalet noterer, når de har solgt en kjole til en stor fest eller et arrangement i området – ja, faktisk også på Fyn og i resten af Jylland, for køberne kommer langvejs fra – for at undgå, at to kvinder møder op i samme kjole.

– Vi siger ikke, hvem der har købt kjolen, men vi kan finde en anden kjole til dem eller diskret fjerne den fra udstillingen, afslører Grethe.