Suzanne Brøgger

Guide: Kvinde, kend din femilitteratur

Der er klassikerne, nyklassikerne og dem, der burde blive det. Vi har samlet 10 vidt forskellige feministiske værker, som du skal læse, hvis du vil kloge dig.

Et forsvar for kvinders rettigheder, 1792

Mary Wollstonecraft

Den engelske forfatter, filosof og fuldblodsfeminist (1759-97) er en af kvindesagens og den feministiske filosofis pionerer, og det indflydelsesrige værk Et forsvar for kvinders rettigheder, hvor hun beskriver både de ydre og de indre forhindringer for ligestilling for kvinder, har inspireret alt fra suffragetter til rødstrømper og fjerdebølgefeminister. Mary Wollstonecraft døde i barselssengen som blot 38-årig, efter at have født datteren Mary Shelley, der senere forfattede gyserromanen Frankenstein, men det er en ganske anden og endnu mere blodig historie.

Informations Forlag, 50 kr. (e-bog)

Jane Eyre, 1847

Charlotte Brontë

"Jeg er min egen herre," siger heltinden Jane Eyre i slutningen af romanen, der bærer hendes navn, og erklærede sin uafhængighed. Bogen handler om den frigørelse, der går forud for og er et hovedværk for feministisksindede forfattere i den engelsksprogede verden som Virginia Woolf. Romanen var kontroversiel, da den udkom og ikke mindst da det viste sig, at den var udgivet under pseudonym, og at ikke bare fortælleren, oh skræk, men også forfatteren var en kvinde (1816-1855), der beskrev både det ydre og indre liv. Den udkom på dansk i en nyoversættelse i 2015.

Lindhardt og Ringhof, 299 kr.

Sit eget værelse, 1929

Virginia Woolf

"En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur," skrev forfatterinden Virginia Woolf (1882-1941) i essayet, som tager udgangspunkt i to foredrag med emnet 'kvinder og litteratur', som hun holdt i Cambridge i 1928, hvor kvindelige forfattere var en sjældenhed, og deres kunstneriske evner ikke ligefrem blev besunget. Set i det lys er hele Woolfs forfatterskab et opgør med det patriarkat, hun skrev sig op imod i sit sparsomt møblerede havehus, hvor der var lidt højere til loftet end datidens kvindesyn dikterede. For et par år siden udkom Sit eget værelse i Rosinantes serie af nyoversættelser af Virginia Woolfs vigtigste værker.

Rosinante, 199 kr.

Det andet køn, 1949

Simone de Beauvoir

Alle kvinder burde have klassikeren over dem alle stående i bogreolen. Det andet køn fra 1949 er skrevet af den franske forfatterinde, filosof og feminist Simone de Beauvoir (1908-1986) og er et uomgængeligt hovedværk i moderne kvindelitteratur og den moderne feminismes teori. Er dit eksemplar ved at være slidt, er trebindsværket i en ny tobindsversion netop udkommet.

Tiderne skifter, 449 kr.

The Feminine Mystique, 1963

Betty Friedan

Den amerikanske feminist, forfatter og psykologs (1921-2006) beskrivelser af amerikanske kvinders dagligdag (dansk Farvel, kvindesag) inspirerede 70'ernes kvindebevægelse, frisatte veluddannede kvinder fra husmoderrollen og talte for ligestilling i hjemmet og på arbejdsmarkedet. Betty Friedan, der selv var hjemmegående småbørnsmor, da hun skrev bogen, grundlagde i 1966 National Organization for Women (NOW) og sendte flere generationer af kvinder på flugt fra forstæderne for at være med i en national revolution.

Find den antikvarisk eller lån den på biblioteket.

Feminist og forfatter Betty Friedan startede en lille revolution med The Feminine Mystique

Den kvindelige eunuk, 1970

Germaine Greer

Den australske forfatter (f. 1939) er en af de mest indflydelsesrige feministiske stemmer i moderne tid. Hendes debutbog blev med sin slagkraftige kritik af kvindeundertrykkelse i Vesten en klassiker for den nye kvindebevægelse og er sine steder stadig skræmmende aktuel. I 2003 blev hun igen genstand for debat, da hun udgav værket The Beautiful Boy, en kunsthistorisk hyldest til teenagedrenges skønhed.

Find den antikvarisk eller lån den på biblioteket.

Fri os fra kærligheden, 1973

Suzanne Brøgger

Suzanne Brøggers (f. 1944) debut, der er en blanding af essay, erindringer og fiktion om kvinder, kønsroller og seksualitet, slog med ét forfatterens navn som feminist fast i den kollektive bevidsthed i en tid, hvor det private blev politisk. Ansatsen var et essay om en selvoplevet voldtægt og hendes revselse af ægteskabet, kernefamilien og det at få børn, var så kontroversielt, at selv ikke Tove Ditlevsen ville anmelde skandaleværket, der blev læst som et feministisk frihedsmanifest og er inspireret af andre feminister som australske Germaine Greer og Simone de Beauvoir. Den er oversat til mere end 20 sprog og blev bl.a. rost af forfatteren Henry Miller i New York Times.

Gyldendal, 99 kr.

Suzanne Brøgger gad hverken ægteskab eller børn, da hun debuterede med Fri os fra kærligheden

Skønhedsmyten, 1990

Naomi Wolf

Den amerikanske forfatter (f. 1962) argumenterer i den internationale bestseller for, at det herskende skønhedsideal er en social konstruktion, der fastholder patriarkatet og er ødelæggende for kvinder og kritiserer bl.a. mode- og skønhedsindustrien for at dyrke et urealistisk og uopnåeligt ideal, der fremmer kosmetiske operationer og spiseforstyrrelser.

Find den antikvarisk eller lån den på biblioteket

Den amerikanske forfatter Naomi Wolf gjorde op med skønhedsidealet i Skønhedsmyten

I Love Dick, 1997

Chris Kraus

Den amerikanske forfatters (f. 1955) hypede og selvbiografiske brevroman regnes for et feministisk hovedværk, men levede et stille liv, indtil den fik et globalt gennembrud for et par år siden. Sidste år udkom den på dansk med efterord af Emma Holten. Romanens hovedperson, den næsten 40-årige filminstruktør Chris, forelsker sig hovedkulds i sin mands yngre kollega Dick. Den erotiske besættelse bliver til et fælles kunstprojekt, hvor hun og ægtemanden fra hver deres perspektiv skriver kærlighedsbreve til Dick, der i den grad lever op til sit navn. Også da Chris fortsætter med at skrive brevene på egen hånd. Tidligere i år fik romanen premiere som tv-serie på Amazon.

Gyldendal, 249 kr.

Vi burde alle være feminister, 2014

Chimanda Ngozi Adichie

Hvor har hun ret, tænkte du måske, da du så Dior-designeren Maria Grazia Chiuris statement-T-shirt med teksten We Should All Be Feminists på catwalken i Paris eller sang med på Beyoncés Flawless. Teksten stammer dog fra den nigerianske forfatter Chimanda Ngozi Adichies (f. 1977) TED Talk af samme navn, hvor hun giver sit bud på, hvad der definerer feminisme i det 21. århundrede, og hvad det vil sige at være kvinde lige nu. Essayet er udkommet i bogform og er værd at læse, hvis du vil kunne synge med på lidt mere end andet vers af Flawless, som er samplet fra talen.

Gyldendal, 50 kr.