Katjas livsstil har ført til møder med store stjerner som Bono og Hillary Clinton

Katja Iversen er landet for få timer siden i København. Hun er fløjet hertil fra New York, og hun skal lige være her et par dage, inden hun i løbet af de næste to uger skal videre til Stockholm, Canada, Geneve, Paris, Tyskland og London. Og så tilbage til New York. ”Så er jeg her. Pigen med de røde briller”, skriver hun på en sms, da vi skal mødes på Nimb for at tale om hendes liv og ikke mindst den måde, hvorpå hun bruger sit netværk. Både for sig selv, men i høj grad også for at gøre verden til et bedre sted for piger og kvinder i sin egenskab af præsident/CEO for den globale organisation Women Deliver. Og hun er svær at overse blandt Nimbs øvrige gæster denne formiddag, for netop de røde briller lyser op og gør hende let genkendelig. Noget, hun aktivt bruger, når hun møder nye mennesker. Man husker hende på de briller. Men man husker hende også – finder man hurtigt ud af – på en enorm imødekommenhed, et kæmpe smil og en rungende latter. Og på en ting mere, som får alle til grine – men det vender vi tilbage til.

Katja voksede op i et lille samfund i den vestjyske by Sørvad. Hendes forældre, der var tilflyttere, var begge lærere på den lokale skole, og Katjas mor var den første kvinde i det område, der gik i bukser. Det var et trygt og smukt sted med et kuperet landskab og en ro, der bredte sig helt ind i indbyggerne, der ikke talte mere end højst nødvendigt. Men Katja talte. Meget.

– Jeg var sådan en, der snakkede med alle, når jeg gik i Brugsen. Og når vi var ude og rejse, endte jeg altid med at sidde og dingle med benene og snakke med alle de andre på hotellet eller i bussen. Min far var meget udadvendt, og det har jeg virkelig arvet fra ham. Begge mine forældre kom fra familier med internationalt udsyn. Min mormor og morfar troede på internationalt samarbejde og aldrig mere krig, og de talte kunstsproget esperanto. Hjemme hos dem kunne man altid komme og sove en nat, hvis man havde sit eget lagen med, og derfor var der jævnligt mennesker fra hele verden i deres hus.

De rejste også selv rundt i hele verden, og min morfar lavede smalfilm fra alle mulige steder. Min mormor er en af mine tre store helte, og hun er min målestok for, at forandring er mulig. Hun var født fattig, havde et godt hoved, men hun fik ikke selv en uddannelse, fordi hun knoklede syv dage om ugen for, at hendes bror, og senere min morfar, kunne få en uddannelse. Min mormor og morfar var ikke gift, så hun vidste også, hun ikke skulle blive gravid på det tidspunkt, og derfor kæmpede hun for, at også ugifte kvinder kunne få prævention. Hun kørte rundt på cykel – med mig bagpå – og passede de ældre kvinder i området, og hendes liv var i det hele taget at være noget for andre. Mit liv er anderledes på mange måder, men jeg arbejder også med at gøre noget for andre kvinder, og det kommer grundlæggende fra min mormor. Min farmor var larger than life, også en vidunderlig kvinde, og hjemme hos hende og min farfar handlede det om god mad, en sjus og om at rejse ud og se verden. Mine bedsteforældre lærte mig, at verden er et stort og spændende sted. Ikke et farligt sted. Og jeg fik også det med hjemmefra, at det er okay at brokke sig, men det er ikke okay at brokke sig uden at gøre noget ved det. Du kan ikke bare sidde og pibe, du må sgu hanke op i strømperne og komme afsted. Hvis du vil en forandring, må du komme i gang.

Udlængslen var godt og grundigt plantet i Katja, så dagen efter sin studentereksamen flyttede hun til København. Hun havde været primus motor i Operation Dagsværk på sit gymnasium, og på sit studie på RUC blev hun optaget af studenterpolitik. Hun brugte sin tid på at læse og på at arbejde en masse, så hun hele tiden kunne spare sammen til en ny rejse. På et tidspunkt fik hun sit første internationale job, det var i Rom, så hun skyndte sig at få skrevet sit speciale og rejste derned med sin daværende kæreste. Det blev til fire år i byen, som Katja tabte sit hjerte til. Forholdet til kæresten gik dog over, og i dag har Katja det, hun kalder ”et moderne forhold” til en mand, der også har et omkringfarende job. De mødes, når boardingkortene passer sammen cirka hver anden måned. Efter jobbet i Rom blev Katja kommunikationschef i Sex og samfund og startede senere sit eget kommunikationsbureau, som førte til kontakt med FN’s Befolkningsfond, hvis ledere hun lavede kommunikationstræning for. På et tidspunkt tog hun til Boston for at besøge sin søster, som boede der, de tog sammen til New York, og så var Katja solgt. Den by måtte hun prøve at bo i. And the rest is history, som man siger derovre. Katja fik job ved FN’s Befolkningsfond og fik derigennem kontakt med grundlæggeren af organisationen Women Deliver.

– En af mine første opgaver i FN’s Befolkningsfond var faktisk at være med til at etablere Women Deliver. Jeg var blevet introduceret af en fælles ven til grundlæggeren, en ældre kvinde, der havde fået den idé, at hun ville samle alle dem i verden, der tager beslutninger om kvinders sundhed og barselsdødelighed, for der skete ikke nok på det område. Jeg var med til at mobilisere FN omkring projektet, og den første store konference fandt sted i 2007. Derefter blev jeg ved med at mødes med grundlæggeren og blev hendes rådgiver. Da hun ønskede at trække sig tilbage, fik jeg tilbudt jobbet og endte med at sige ja, selvom det aldrig er nemt at tage over efter den, der har skabt en organisation. Men det gik godt, og vi er gået fra at være 11 ansatte til i dag at være 45. Vi bliver inviteret ind og spise kirsebær med de store, noget der normalt ikke sker for så lille en organisation. Vores filosofi er, at man er nødt til at samarbejde og netværke for at rykke tingene den rigtige vej, vi kan ikke stå ude på sidelinjen og råbe. Præcis som jeg fik at vide, da jeg voksede op.

Katja Iversen og Bono. Foto: Privat. 

Netværk er kodeordet i Katjas liv. Alt, hvad hun har foretaget sig og skabt, tager udgangspunkt i hendes evne til at kontakte, fastholde og inspirere andre. Hun mødes naturligt og afslappet med folk som Bill Clinton, Bono og den canadiske premierminister Justin Trudeau. I 2016 fandt den store Women Deliver-konference sted i København. Kronprinsesse Mary var protektor, og hende havde Katja fået kontakt til, fordi de to havde mødtes ganske kort til Women Deliver-konferencen nogle år tidligere i Washington. Kontakten med Kongehuset blev holdt varm, og Kronprinsesse Mary var meget opsat på, at konferencen skulle til Danmark. I den proces lærte Katja hende godt at kende.

– Kronprinsessen er et skønt menneske, og hun vil også forandring. Hun kan bruge sin stilling og status til at gøre noget godt ud over at være Kronprinsesse. ”Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre”, som min anden store helt, Pippi Langstrømpe, siger. Det er Mary et smukt eksempel på.

Hvad er det, du kan i forhold til at få kontakt med så indflydelsesrige mennesker?

– Måske er det fordi, jeg kommer fra Vestjylland, men jeg ser dem jo bare som mennesker. Ikke som titler. Og så har jeg ikke noget problem med at lave sjov med dem eller spørge, om de også har jetlag, hvis de har været på farten. Hvis man behandler andre mennesker respektfuldt og med ægte interesse, går det sjældent galt, og så har jeg jo også noget med, som de kan bruge. Et godt brand og evidens for, at det, som Women Deliver laver, faktisk gør en forskel for piger og kvinder ude i verden. Og når man først er inde i de cirkler med indflydelsesrige mennesker, bliver man inviteret til flere frokoster og middage, hvor der er mulighed for at møde andre spændende mennesker, og så må jeg bare bruge det til mest muligt. Jeg ved godt, jeg skal ikke stå og plage Bono om et eller andet, men jeg skal da hen og sige tillykke med hans nyeste koncert, og så kan jeg samtidig give udtryk for, at jeg er så glad for, at han bruger tid på sin Joshua Tree Tour på at tale om kvinders stilling, status og muligheder. Og ja, jeg må da indrømme, at jeg somme tider kniber mig selv i armen, når jeg sidder til bords blandt verdens rigeste og mest indflydelsesrige mennesker. Jeg kan stadig få masser af sommerfugle i maven, og indimellem er jeg da ude af min komfortzone. Jeg kan godt komme ind i et rum og tænke, uh, hvorfor er jeg egentlig her? Men så ser jeg på det store billede og tænker på, at jeg gerne vil være med til at forandre verden, og så ved jeg, hvorfor jeg skal gå hen og tale med de mennesker. 

– Min tredje store helt, Nelson Mandela, ville stadig det bedste for samfundet, selvom han havde været igennem så meget, det er meget smukt, synes jeg. Han kunne let være blevet bitter. Mandela, Pippi og min mormor gør mig bevidst om, at jeg somme tider skal stoppe op og se, om jeg efterlever det, jeg siger. Gør jeg faktisk noget for at ændre verden, eller taler jeg bare om det? Der er jo også en bagside ved at rejse 80 procent af tiden, som jeg gør. Jeg er ikke altid den bedste ven. Jeg kan ikke altid være der til en barnedåb, eller hvis livet kradser lidt hos nogen, jeg holder af. Derfor er det vigtigt at have øje på pejlemærket: Gør jeg det, som jeg ser op til hos mine forbilleder? Ens liv består af valg og fravalg. Jeg fokuserer på det, der betyder noget. Jo, jeg kunne godt tænke mig at have lidt mere tid til mine venner, men jeg bor ofte hos dem rundt omkring i verden, og så får jeg set dem på den måde. Jeg har heller aldrig fået børn. Det har ikke været et aktivt fravalg, men det blev så heller ikke et aktivt tilvalg. Og generelt må jeg sige, at jeg synes, jeg har verdens fedeste liv. Jeg synes faktisk, jeg er verdens heldigste kartoffel.

Katja er aktuel med bogen ”Kvinde kend dit netværk”, hvor hun kommer med sine bedste tips og tricks til networking. At bogen er særligt målrettet kvinder, er der en grund til.

– Mange kvinder – og især mange danske kvinder – synes, at networking kan være kynisk. Det er jeg slet ikke enig i. Networking er arbejde på lige fod med alt muligt andet arbejde, og siden hvornår er forberedelse og eksekvering blevet kynisk? At kalde det kynisk kan måske somme tider være en undskyldning for ikke at netværke. For ja, det ER nemmere at blive hjemme eller snakke med hende, du kender. Og det er nemmere at sige ”jeg kan ikke, jeg skal hente børn”. Men jeg er sikker på, at det godt kan arrangeres, hvis man virkelig gerne vil til den reception. Når kvinder siger, at de ikke har tid til at netværke, er mit svar: ”Du har ikke tid til at lade være”. Dels er det ofte sådan, du får dit næste job, dels er det det, der kan forandre verden.

– Det er vigtigt, at kvinderne kommer ud over stepperne. Det kræver nogle valg. Har du ikke tid om eftermiddagen eller aftenen, fordi du skal hente børn, så gå ud og spis en frokost med en i dit netværk. Mange kvinder spiser deres frokost ved computeren i stedet for at sætte sig sammen med nogen, der kunne være fremtidige samarbejdspartnere. Eller sæt dig med nogle andre, end du plejer, i kantinen. Verden vil vinde ved, at kvinderne kommer mere i spil. Der er så mange ressourcer i kvinder, som ikke bliver brugt, og vi kan da heller ikke bare have mændene til at bestemme det hele og så sidde og brokke os i hjørnet, vel? Det handler også om magt. Det handler om indflydelse. Og det handler om at skabe det liv, vi gerne vil have. Networking er ikke kun noget, der finder sted til fine receptioner eller kendismiddage. Også et tilfældigt møde i en lufthavn eller i toget kan føre til spændende kontakter. Det handler bare om, at man lægger sin telefon væk og kigger sig omkring. Smil til folk. Så smiler de tilbage. Og hvis du tør, så sig ”goddag, sikke en smuk dag vi har i dag”. Der er masser af ting, vi kan tale om uden at behøve at tænke så meget over det, og det kan somme tider føre til, at man taler med et fantastisk og spændende menneske, men ellers aldrig ville have mødt. Katja skal videre, hun har kun kort tid i København inden afrejse til først Stockholm og så Canada, hvor hun skal mødes med Justin Trudeau og tale for forhandlerne af G7-topmødet sammen med bl.a. Malala Yousafzai og Melinda Gates. Katja rejser altid let, hun har fem kjoler med til tre ugers rejse, og hun går kun i kjoler.

– Det føles som at have nattøj på, der er ikke noget, der strammer. Jeg er begyndt at købe kjoler med lommer, så jeg kan have visitkort der, men ellers har jeg dem bare i bh’en.

Øhhh, hvad…?

– Ja, jeg har mine visitkort, min telefon og alle mine kreditkort i bh’en.

Hun stikker hånden ind under kjolen og hiver tingene frem med et stort grin.

– Mine bryster er så store, at der ikke er nogen, der ser det, ha, ha. I USA kalder vi det The Granny Purse. Det er et begreb. Og der sælges simpelthen bh’er med indbygget lille lomme.

Kigger folk ikke, når du lige hiver et visitkort ud af bh’en?

Katjas guide til networking

Forberedelse

• Få deltagerliste og eventuel talerliste inden receptionen eller mødet.
• Brug 10-15 minutter på at finde ud af, hvem der kommer.
• Hvem er de, hvem kender du i forvejen, hvem kender du ikke?
• Hvem kunne du have glæde af at tale med – og omvendt?
• Kontakt evt. en, du kender, som også kommer, så kan I introducere hinanden til nye mennesker.
• Tænk over, hvorfor du vil gå til receptionen/mødet? Hvad vil du gerne have med hjem? Og hvad vil du gerne have, at de folk, du møder, tænker bagefter?

Eksekvering

• Hils på værten og find så dem, du gerne vil tale med.
• Tal kun kort med dem, du allerede kender.
• Er du i et rum, hvor du kender alle, er du i det forkerte rum, medmindre du bare vil hygge dig.
• Læg genertheden væk, gå hen og sig hej til den, du gerne vil møde, og referer f.eks. til noget, du synes, vedkommende har gjort godt for nylig.
• Vær ærlig, og sig ikke noget, du ikke mener, bare for at få kontakt.
• Tal også om andet end arbejde. Noget I har til fælles. Ondt i fødderne på grund af høje sko?
• Hold ikke en lang tale om dig selv og dit budskab. Få i stedet den anden til at tale.
• Byt visitkort og afslut med at sige, at du gerne vil høre mere.

Opfølgning

• Hold hvad du lover. Har du f.eks. lovet at sende noget materiale, så husk at sende det.
• Skriv tak for sidst til dem, du gerne vil se igen, og foreslå evt. en kaffe eller en frokost, men gør det kun, hvis du virkelig gider og har lyst.
• Det skal være ægte.

– Jo, jo, men det er godt, for så kommer de til at grine, og så husker de mig.  Siger ”pigen med de røde briller” og forsvinder ud i Københavns gader.