"Jeg oplevede at tænke: Er vi virkelig sådan en familie, hvor én kan begå selvmord?"

T havde arrangeret det, så hun lå fint og roligt i sin seng– uden at hun kunne trække vejret. Da det første chok havde lagt sig, efter vi fandt hende, kiggede jeg på hende, og hun fik mig til at tænke på en fugleunge, der lå i sin rede.

Fra bogen "Om mørke og om lys" af Hanne Frøyr

Hanne Frøyr havde købt kager til kaffen, som hun skulle nyde sammen med sin datter en fredag eftermiddag i marts. Men mærkeligt nok blev der ikke åbnet, da hun bankede på hjemme hos hende.

– Der kunne være mange forklaringer, men jeg fik en dårlig fornemmelse, fordi gardinet var rullet for, fortæller Hanne Frøyr.

– Jeg ringede på hendes mobil, men fik ikke noget svar, og så tog jeg hjem igen. På vejen købte jeg et stykke fisk til min aftensmad, men jeg havde en underlig forudanelse om, at jeg ikke ville komme til at spise det.

Senere samme dag tog Hanne tilbage til sin datters lejlighed sammen med sin søn. De låste sig ind og fandt ud af, at Hannes datter havde taget sit eget liv.

– At finde hende død er min sjæls sorteste nat, siger Hanne.

Betjente tændte lys

Det var i 2013, og i januar i år udgav Hanne en bog om forløbet.

– Jeg har været splittet omkring det at stå frem med noget, som udspringer af det mest private og sårbare, jeg bærer på. Når jeg har valgt at gøre det, er det, fordi jeg vil trodse det tabu og de fordomme, der er omkring selvmord, siger hun.

– Jeg oplevede at tænke: "Er vi virkelig sådan en familie, hvor én kan begå selvmord?", men sandheden er, at ja, det var vi, og det skal ikke forties. Min datters død er så smertefuld for mig og den øvrige familie, at den ikke skal gøres yderligere traumatisk med skyld og skam. Jeg har taget mig retten til at fortælle om det, der er sket, men i respekt for min datter er jeg bevidst om, at det er min historie. Af samme grund bruger jeg ikke hendes navn i bogen, men nøjes med at kalde hende T.

Når Hanne tænker tilbage på den dag, hvor T blev fundet død i sin lejlighed, føles det uvirkeligt, men også uudsletteligt og detaljeret printet ind i erindringen.

– Når et menneske dør alene, møder politiet altid op for at sikre, at der ikke er sket en forbrydelse. Det gjorde de også den dag, og betjentene var omsorgsfulde, trøstede og tændte stearinlys. T havde efterladt et brev, der virkede lidt formelt, men vi fik forklaret, at sådan er det ofte ved selvmord, fortæller Hanne.

Efter T døde, fik jeg tanken om, at hun på mange måder mindede mig om den lille havfrue i H.C. Andersens eventyr ... Med en fiskehale er det ikke muligt at få fodfæste på Jorden. Både T og havfruen blev drevet af deres følelser på måder, så hvert skridt var som at træde på glasskår.

Fra bogen "Om mørke og om lys"

– Betjentenes faglige erfaring var en stor hjælp, men efterfølgende blev det tydeligt for mig, hvor lidt vi "almindelige mennesker" ved om selvmord, og hvor lidt vi taler om det, selv om gennemsnitligt to danskere tager deres liv hver dag. Det er flere dødsfald, end der sker i trafikken.

Kunne ikke hjælpe T

I tiden efter T's død havde familien mange samtaler og besluttede at være åbne omkring det, der var sket.

– Selvmord vækker uro og usikkerhed hos omgivelserne. Noget af forklaringen skal hentes i historien, hvor det tidligere var kriminelt at tage sit eget liv. De, der gjorde det, blev frataget retten til at blive begravet i indviet jord på kirkegården, og de efterladte fik konfiskeret ejendom og formue, forklarer Hanne.

– Sådan er det ikke mere, men selvmord er stadig skamfuldt, og det ord står aldrig i avisernes dødsannoncer. Ved at fortie realiteterne skåner vi den døde, men åget bliver ekstra tungt for de efterladte. Hvis vi kan bryde tabuet, lettes byrden for dem, der er tilbage. I bedste fald hjælper det også nogle af dem, der går med selvmordstanker, for åbenhed og samtale kan være vejen til andre løsninger på afmagt og fortvivlelse.

Tiden læger ikke af sig selv alle sår. Går man ind i smerten og er i den, sker der det forunderlige, at den efterhånden bliver svagere. Sorgen er ikke en fjende, men en ven som er blevet min følgesvend i livet. Et sted har jeg læst, at sorg er hjemløs kærlighed. Det giver rigtig meget mening...

Fra bogen "Om mørke og om lys"

Efter T's død har Hanne gjort sig tanker om, hvorvidt større åbenhed og ærlighed kunne have gjort en forskel.

– Jeg er uddannet psykolog og har haft en praksis i mange år, hvor jeg har hjulpet andre mennesker. Det stikker i mit hjerte, når jeg tænker på, at jeg ikke kunne gøre det samme for T, men hun gav mig aldrig indtryk af, at hun tænkte i selvmord. Hun var ikke psykisk syg, men hendes drømme og ønsker for livet blev ikke opfyldt, og hun var udmattet af at kæmpe for at få fodfæste. Til sidst gav hun op. Uanset hvor uenig jeg er i den beslutning, er jeg nødt til at acceptere og respektere hendes valg, som må have været en ubeskrivelig svær beslutning, siger Hanne.

Som en del af sin egen sorgproces har hun læst spirituelle skrifter plus bøger af blandt andre Tove Ditlevsen og Albert Camus. Det har givet hende en større forståelse for, hvorfor et menneske kan vælge døden.

Med udgivelsen af sin egen bog, Om mørke og om lys, følger et håb om, at den kan hjælpe pårørende i samme situation og måske også nå nogle af dem, der går med tanker om at tage deres eget liv.

T's selvmord er det mest forfærdelige, jeg har oplevet. Mit sind er fuld af sorg og følelser af tab af en styrke, som ikke kan beskrives, men det afbalanceres af en uendelig stor kærlighed til hende.

Fra bogen "Om mørke og om lys"

– Jeg har først og fremmest skrevet den, fordi selvmord ikke må være et tabu. De efterladte skal ikke brændemærkes af skyld og skam, for uanset hvor meget vi støtter dem, vi elsker, kan vi ikke give dem en livsmening, de ikke føler, siger Hanne.

– Selvmord bør aldrig være en løsning på problemer og afmagt, men for de efterladte letter det sorgen at acceptere det skete. Ubetinget kærlighed fordrer, at man stiller op – også til døden.