Hanne-Vibeke Holst: ”Faktisk fik jeg det bedre, så snart brystet var fjernet”

Når krisen rammer, er det vigtigt at være omgivet af mennesker, der forstår.

Sådan havde Hanne-Vibeke Holst det, da hun fik konstateret brystkræft sidste jul.

Her betød det meget, at hun kunne tale med Ritt Bjerregaard, Anne Linnet og Christine Antorini, som hun var ved at lave bogen ”Livsmodig” med, som udkommer den 7. juni på Politikens Forlag.

I det nye nummer af ALT for damerne fortsætter de fire kvinder samtalen, hvor de kommer omkring alt fra sygdom til sex.

Her er et uddrag af deres samtale om sygdom:

Hanne-Vibeke Holst: Jeg fik konstateret brystkræft i december 2016 efter en almindelig mammografi-screening. Jeg fik fjernet højre bryst den 24. januar, og det var lige, mens vi var ved at lave Livsmodig-bogen. Det var jo lidt af en bombe, men også meget godt i forhold til vores målgruppe, for vi er så mange i vores alder, som bliver ramt af lige præcis brystkræft. Ritt har en anden slags kræft, men brystkræft rammer virkelig mange i 50’erne. Og lige som alle andre havde jeg aldrig forestillet mig, at det skulle ske for mig. Men det skulle det så åbenbart.

Hvad betød det, at du havde Ritt, Anne og Christine i den svære tid?

Hanne-Vibeke Holst: Det betød enormt meget, at der var et sted, hvor jeg kunne gå direkte hen og fortælle det. Nærmest direkte fra Riget. Vi havde jo talt meget med Ritt om hendes kræftsygdom, hun var på en måde gået forrest, og hun kunne straks give nogle råd og forstod, hvad det var, jeg stod midt i. Det var virkelig, virkelig vigtigt.

Hvad betyder det for din opfattelse af alder, at du har fået brystkræft?

Hanne-Vibeke Holst: Som Anne lige var inde på, så havde Ritt tidligere sagt, at følelsen af at blive gammel hænger sammen med, om man er rask eller syg. Det nikkede vi til dengang, men pludselig forstod jeg selv, hvad Ritt havde ment. Når man får en kræftsygdom, bliver der slået hul i den beskyttende membran, man omgiver sig med. Pludselig følte jeg, at der var åbnet en dør ind til dødeligheden. Jeg følte mig ramt og svækket. Syg! Jeg kiggede på det bryst, der skulle fjernes, og tænkte, hold da op, det ser jo også forfærdeligt ud, væk med det. Og faktisk fik jeg det bedre, så snart brystet var fjernet.

Betyder det noget for din kvindelighed, at du har fået fjernet et bryst?

Hanne-Vibeke Holst: Det ved jeg sgu ikke… Nej, kvindeligheden sidder ikke der. Det har den aldrig gjort. Det handler mere om mit forhold til min dødelighed. Og der var jeg glad for, at vi var i gang med en bog, der handlede om livsmod. Så kunne jeg med det samme sige, okay, det handler om at have livsmod, selv når situationen er svær og uforudsigelig. I begyndelsen anede jeg jo ikke, hvor jeg stod. Var det alvorligt? Ville jeg dø af det? Skulle jeg have kemo? Jeg anede ingenting. Derfor besluttede jeg mig meget tidligt for at give den tid mening. Jeg ville ikke bare klippe de måneder ud af mit liv og vente på, at jeg kom ud på den anden side. For tænk nu, hvis jeg aldrig kom ud på den anden side? Jeg tænkte, okay, jeg lever for fuld blæs på trods af det her. Arbejder videre, for eksempel.

Hvad betyder det for jer andre, at Ritt og Hanne-Vibeke er blevet ramt af cancer?

Christine: – Ritt sagde på et tidspunkt, at man skulle vide, at hver dag, man har, efter man er blevet 70 og ikke er blevet syg, skal man være glad for. Det tænkte jeg meget over dengang, for jeg syntes godt nok, at det var tidligt at tænke sådan. Og så kom Hanne-Vibeke gudhjælpemig og havde fået brystkræft i en alder af 57. Det gjorde det pludselig meget konkret for mig, at ja, livet HAR en bagkant. Det opløftende er, at en kræftdiagnose heldigvis ikke er det samme som at få en dødsdom. Uanset hvordan det ender, er det også opløftende at se, hvordan man kan gribe det an og give livet mening, selvom man bliver ramt af alvorlig sygdom. For mig har det betydet, at jeg tænker meget over, hvordan jeg bruger min tid. Min tid er blevet mere dyrebar.

Hanne-Vibeke: – Der er et før og et efter kræft. Det er en kliche, men det ER der.

Hvordan har dit forløb været, Hanne-Vibeke?

Hanne-Vibeke: – Det viste sig heldigvis, at det var en ikke-aggressiv tumor i stadie ét. Prognosen er god, og jeg skulle ikke have kemo. Det havde jeg ellers fået at vide, at jeg skulle, så jeg havde bestilt paryk og det hele. Meget proaktivt. Sådan er vi jo i denne gruppe. Godt, hvad gør vi? Tjek, tjek, tjek.

Er du erklæret rask?

Hanne-Vibeke: – Ja, det er jeg. Jeg har fået stråling og skal have forebyggende anti-østrogen-behandling i fem år. I princippet burde det ondartede være væk, men der kan altid være undsluppet en eller anden lille modbydelig kræftcelle. Sådan er det, og angsten for tilbagefald kommer man nok aldrig af med, når man først har været ramt af cancer.

Ritt: – Jeg har også den angst. Min kræft er i ro, men den er uhelbredelig, og jeg kan kun få lindrende behandling. Til august skal jeg have en ny scanning, og så håber jeg bare, at det ikke har bredt sig yderligere.

Du valgte kemo fra i første omgang, Ritt?

Ritt: – Ja, for efter de to operationer mente jeg, at jeg var for svag. Og efter at have været igennem en kemobehandling sidste forår vil jeg sige, at det kunne jeg ikke have klaret lige efter operationerne, så det var en rigtig beslutning dengang. Man skal være i god form, når man skal igennem kemo.

Hanne-Vibeke: – Vi taler også en del om kroppen i bogen, og måske træner man, fordi man gerne vil være i god form, se godt ud og ikke blive tyk. Men for Ritt og mig er sund levevis simpelthen blevet et spørgsmål om at holde sig rask. Motionen er blevet en vigtig del af vores overlevelse. Det handler ikke om stramme balder mere, det er vores liv, vi kæmper for. Træning er ikke bare nice to do, det er need to do.

Ritt: – Og så er vi enige om, at vi gider ikke altid mødes og tale om sygdom. Jeg har mange forskellige venindegrupper, jeg mødes med, og der siger vi: Vi tager lige en runde, ti minutters stuegang, er der noget med sygdom? Og så slut. Så snakker vi om noget andet. Ellers kan man komme til at tale om sygdom hele tiden, og det er der ikke noget udviklende i. Så hellere tale om Trump, ha, ha.

Hanne-Vibeke: – Når man får en diagnose, må det ikke blive h-i-s-t-o-r-i-e-n. Det må ikke blive ens identitet at være syg. Det er noget, man har med sig, men ellers skal man være i live og bruge livet. Mene noget. Engagere sig. Være rasende over ting, der sker. Trump! Være politisk. Have holdninger. Påvirke sin samtid. Det kan godt være, at man har et halvt års tid, hvor man er ude på sidelinjen med sin brystkræft, men så skal man tilbage på hovedsporet.

Anne – du siger ikke så meget?

Hanne-Vibeke: – Det er fordi, Anne aldrig bliver syg.

Alle fire bryder ud i høj latter.

Hanne-Vibeke: – Smøgerne holder sygdommen fra døren.

Anne: – Smøgerne og kæresten. Jeg sidder ikke og brænder inde med noget. Men jeg vil sige, det har været rædselsfuldt at være vidne til, at I er blevet syge. Man er magtesløs. Man kan ikke gøre andet end at tilbyde sin hjælp.

Hanne-Vibeke: – Og det har I også gjort.

Ritt: – Bare det, at der kommer en sms engang imellem, betyder meget. Den omtanke og omhu, der ligger i, at man lige sender en hilsen. Og det spiller en rolle, når man ligger på hospitalet, at der kommer nogen forbi.

Anne: – Det spiller også en rolle som ven, at I nogle gange ringer den anden vej, for det kan heller ikke nytte noget, at kontakten pludselig kun handler om sygdom. Det kan den hurtigt komme til, når nogen, man holder af, bliver syge, for så kontakter man dem jo for at høre, hvordan det går. Men det er åndssvagt, hvis det er den eneste kontakt, man har. Man skal tænke over det begge veje. Kontakten skal høre til livet.

Læs resten af det store interview i det nye nummer af ALT for damerne, der er på gaden torsdag, hvor de fire kvinder også kommer omkring sex og forholdet til en krop, der ikke længere er ung.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Jeg er uhelbredeligt syg af kræft"

LÆS OGSÅ: SMS: "Jeg har brystkræft. Jeg ringer senere"

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: Jeg ville ejes og forsørges