"Jeg er stadig ikke landet i, hvorfor noget så meningsløst skulle overgå vores familie"

Om at miste sin mor

"Siden jeg var 16 år og mistede min mor, har jeg levet med bevidstheden om, at vi kan miste vores relationer. Jeg har snart levet længere tid uden hende end med hende. Det er uvirkeligt. Hun døde i 2004 og blev 56. Hun var syg med lungekræft. Fra hun fik diagnosen, til hun døde, gik der tre måneder. Lægerne troede først, at det var slidgigt af at have båret tunge Irma-poser. Men det var en helt anden virkelighed, der viste sig. Det var et gigantchok."

"Jeg skulle tage stilling til liv og død. Hvorfor er vi her? Hvorfor skal vi væk? Hvad er meningen med livet? Jeg gik i 1.g og burde kun være optaget af fest og forelskelse og det lystfylde ungdomsliv. Min mor var meget optaget af, at hendes sygdomsforløb ikke skulle være alt for traumatisk for mig, selv om det i sagens natur var forfærdeligt. “Du er hos mig, når du er hjemme, men du må ikke IKKE tage på skiferie,” sagde hun. Det, tror jeg, var hendes måde at beskytte mig på. Hverdagen skulle være så normal som muligt. Det er jeg meget taknemmelig for i dag."

"Da min mor døde, tog jeg en ubevidst beslutning om at blive voksen. Det her, det vil jeg kunne klare som et slags ja til livet på trods. Alle de dage, jeg er her på jorden, skal jeg gøre mig umage. Nu må jeg leve livet for hende. Det er et privilegium at blive ældre. Jo mere tid vi har her, jo mere taknemmelige skal vi være."

"Min mor mangler i mit liv. Vi var meget tætte. Jeg savnede hende, da jeg mødte mit livs kærlighed, Thomas, og da jeg fik børn. Jeg kommer til at savne hende, når vores datter Lily lige om lidt skal starte i skole. Det er næsten ubærligt, at min mor ikke er der til at opleve det. Jeg ved fuldstændig, hvad hun ville have sagt: "Kom her, skat," og hvordan hun ville holde Lily i hånden. Min mor var familiens hjerte, hun samlede folk. Hun var temperamentsfuld og stærk. At hun skulle blive syg og dø, var det værst tænkelige. Og så skete det alligevel."

Om at miste et barn

"Thomas og jeg har Albert på ni og Lily på fem. Thomas har Nanna på 25 fra sit tidligere ægteskab og Ida, der blev 19 og mistede livet i 2019. Jeg var så ung, 19, da jeg lærte Thomas og hans piger at kende. Jeg har kendt Nanna, siden hun var 11, og Ida siden hun var syv. Jeg kommer selv fra en stor familie med to søskende, som har en anden far end mig. Derfor var min tilgang, at hvis jeg elsker Thomas, så er Nanna og Ida en kæmpegave, som jeg tager til mig, og som jeg har en direkte relation til, og det har jeg haft hele vejen igennem. Din familie er det tætteste i dit liv, og det skal der værnes om."

"At det med Ida skete, er helt uforståeligt. At hun skulle ende med at blive taget fra os så pludseligt, fordi en mand sad bag rattet på en motorvej og kiggede ned i sin telefon og overså, at der var vejarbejde. Man ved ikke, hvor man bliver ramt fra. Man kan prøve at værne sig, men livet har sin egen løbebane. Det er ubærligt at tænke på, at et blik op, fra ham, måske kunne have reddet hendes liv. Jeg er stadig ikke landet i, hvorfor noget så meningsløst skulle overgå vores familie og er ikke i nærheden af at nå frem til en slags accept af, at Ida ikke er her længere. Slet ikke."

"Ethvert menneske skal igennem sin egen sorgproces, når man mister én i livet, man holder af. Sorgprocessen er forskellig for alle. Det er klart, at jeg har været igennem en lang proces i forvejen med at skulle leve med ikke at have min mor. Jeg har været igennem mange af de tanker, der følger. Jeg har læst teologi af en grund. Jeg går i kirke af en grund. Jeg har levet med begrebet evighed som en følgesvend længe. Jeg har, siden min mor døde, været forberedt på, at man kan miste, og at der ikke skal meget til, før det hele ramler, og at livet er skrøbeligt. Men livet kan alligevel blive ved med at overraske. Derfor mener jeg, at man må gøre sig umage med sine relationer og sit liv og sine børns liv, dem man elsker. Det er en gave, at vi overhovedet er her."

Om kærligheden

"Jeg har været sammen med Thomas i 14 år. Siden jeg var 19, og han var 37. Jeg tror, nogle gange han tænkte dengang: "Hvorfor spørger hun ikke, om vi skal flytte sammen?" Men der var jeg slet ikke, jeg havde ikke på samme måde behov for fremdrift. Han friede til mig, da jeg var 21. Det var fantastisk og overvældende. Vi var sammen, fordi vi gerne ville være sammen, og vi planlagde sjældent hvornår og hvordan. Den spontanitet har vi taget med ind i vores ægteskab. Når vi lige øjner tre timer midt på dagen, hvor vi kan gå en tur eller spise frokost og få talt noget igennem, så gør vi det. Det er vigtigt at få set hinanden i øjnene."

"Kontinuiteten mellem mennesker er sindssygt vigtig. Man lærer hinanden dybere og dybere at kende, jo længere tid, man er sammen, og man bliver hinandens livsvidner. Thomas og min tæthed er dyrebar. Vi har hele vejen igennem været optaget af hinandens liv. Han af mit som studerende og præst og jeg af hans film. Vi har brugt meget tid på at udvikle sammen. Da jeg skrev opgaver på universitetet, læste han med og kom med input, og jeg har været meget inde over alle de film, han har lavet i den tid, vi har kendt hinanden."

"Jeg har været med til at finde sangene til Druk. Hvis man ikke har fælles interesser, tænker jeg, at der kan være meget, man ikke kan dele. Så er der risiko for, at der kan komme en ensomhed snigende, og så kan jeg godt forstå, at der kan gå leverpostej i den."

"Min største frygt er at miste. Men det hører med til at elske. Sorg og kærlighed er uadskillelige størrelser. Det ved vi. Hellere have en masse kærlighed i sit liv, som man er bange for at miste, end ikke at turde kaste sig ud i kærligheden. Men det er lidt et vovestykke."

Om at vælge til og fra

"Livet er i høj grad et valg om, hvad man vil fylde det ud med. Det er vigtigt, at det ikke bare glider forbi. Det er også et spørgsmål om prioritering. At finde tid til at se de mennesker, der betyder noget for én. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har sorteret mine børns tøj i lang tid. Det bugner! Og nogle af Lilys lange bukser går hende til knæene. Men jeg ved, at det er vigtigt at bruge tid på mine relationer. Det vælger jeg."

"Jeg har også valgt at sige mit job som præst op. Det er et privilegium, at jeg har kunnet sige mit job op, det er jeg meget bevidst om. Når man bliver kastet ud i en katastrofe, som det var med Ida, ser man livet i et nyt lys. Mine børn er så små, og de skal have en mor, der er til stede, og som tager stilling til, om stresset er det værd. Deres far laver film og er en del væk, og som præst skal man være fuldt ud til stede for sit sogn, og telefonen ringer konstant, også lørdag og søndag. I vores familie hænger det ikke sammen lige nu, for så er der ikke nogen til at være der om eftermiddagen og tale om, hvordan dagen i børnehaven og skolen har været. Evigheden findes i øjeblikket, sagde Søren Kierkegaard. Det, tror jeg, er sandt."

Om relationer

"Relationer er noget af det allervigtigste i livet. Det ville være dybt ensomt og uden inspiration og omtanke, hvis vi kun havde os selv. Relationer er også det svære ved at være menneske. Hvordan står vi i forhold til hinanden? Den danske teolog K. E. Løgstrup har sagt: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd." Når man har en relation, har man også et ansvar over for det andet menneske, og man kan meget let komme til at gøre den anden fortræd. Omvendt kan man også give hinanden alt. Kærligheden, omsorgen."

"Vi mennesker er menneskelige, og det menneskelige betyder, at vi kan fejle og gøre andre fortræd. Så må vi smøge ærmerne op. Gjorde jeg hende eller ham ked af det? Skal jeg ringe? Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hvad har jeg lært af det her? Det handler om eftertænksomhed og omtanke, at man ikke bare skal lade livet glide forbi. Man skal give sig tid til at stoppe op og tænke over: "Hvad gik der egentlig galt her?""

"Vi lever i en meget individualiseret tid, som ikke handler om det relationelle, men om os selv, selvpromovering, karriere og vigtigheden af at træffe de rigtige valg. Det er jeg bekymret over. Samfundet stiller krav til en hel masse, vi skal nå og opnå og så mange ting, vi og vores børn skal leve op til. Unge mennesker er helt sindssygt fokuserede på sig selv, og det kan der jo være gevinster ved. De bliver meget selverkendte og finder ud af, hvad de er gode til, og hvad de er mindre gode til. Men det er også et enormt pres. Der er meget lidt fokus på fællesskabet. Rigdom ligger i at spise middag med sine venner, se sine forældre, lege med sine kammerater. Det er jo de øjeblikke der, for mig at se, er det vigtigste i livet, fordi vi er sammen."

"Det, der sker mellem to eller flere mennesker er uforklarligt. Den danske forfatter Søren Ulrik Thomsen taler om et menneskes blik. Øjet er et stykke anatomi. Det forgår. Det er klart. Men et blik mellem to mennesker. Hvad er det? Det er ikke materie. Men det er der! Og et blik kan ikke forgå. Det er et af de bedste billeder på stofligheden og vigtigheden af et møde med den anden."

"Relationerne er under angreb af vores telefoner og sociale medier. Når du gik på gaden for 10 år siden, kiggede du folk i øjnene. Nu kan du undgå andre menneskers blik ved at kigge ned i telefonen. Når du kigger op, er du åben over for andre."

"Kun hvis du mærker, at en relation er 100 procent ugunstig, må du slippe den. Men det er ikke det samme som at sige, at du kan vælge en relation fra. Selv om du har haft en dårlig relation i dit liv, er den med til at gøre dig til den, du er. Men du kan lade være med at give en relation merværdi. Du kan lægge den væk, men du kan ikke fjerne den."

"Relationer er ligesom blomster. Hvis du ikke vander dem, blomstrer de ikke. Relationer skal plejes. Jeg planlægger mit liv efter at fylde det med gode øjeblikke, lykkestunder, honningdepoter med gode mennesker. Jeg bruger meget tid på at lave kalender. Hvornår skal vi i sommerhus? Hvornår skal vi ud at rejse? Det er for længe siden, vi har set vores venner, hvornår skal vi invitere dem til middag? Jeg kan godt lide at fylde vores hus ud. Mennesker opbygges af hinanden. Ikke at der ikke kan være værdi i at være alene. Det er hele tiden en balancegang mellem at trække sig tilbage som en skildpadde i sit skjold og at være social."

Om Helene Reingaard Neumann, 33 år

• Uddannet cand.theol ved Københavns Universitet i 2017 og uddannet fra pastoralseminariet senere samme år.
• Ordineret præst i Helsingør Domkirke i maj 2018.
• Arbejdede som sognepræst i i Messiaskirken i Charlottenlund 2018-2020.
• Gæsteprædikant i Marmorkirken i København.
• Gift med filminstruktør Thomas Vinterberg, som hun har dannet par med de seneste 14 år.
• Sammen har de børnene Albert på ni og Lily på fem. Thomas har Nanna på 25 og Ida, der mistede livet som 19-årig i 2019, fra sit tidligere ægteskab.
• Har spillet med i Thomas Vinterbergs film Submarino (2010), Kollektivet (2016), Kursk (2018) og Druk (2020) og har også været med til at vælge sangene til Druk, som Thomas Vinterberg vandt en Oscar for i år.
• Har hen over sommeren skrevet ugentlige klummer for Kristeligt Dagblad.  
• Sammen med filmproducer Caroline Blanco er hun netop i gang med at udvikle en filmatisering af bogen Jutlandia – Krig, kald & kærlighed om hospitalsskibet Jutlandia.