Hella Joof om særlig egenskab: “Mens jeg var helt ødelagt, så jeg det udefra"

Hella Joof har altid haft to energier i sin krop og to stemmer i sit hoved. Den ene har svælget i smerten, mens den anden har kunne træde et skridt tilbage og observere – og det har hjulpet hende gennem hele tilværelsen, det fortæller hun i ALT for damernes podcast ’Tungdom’.

Da Hella Joof var 15 år gammel, fandt hun sig selv stående i regnvejr med hovedet bankende mod et raftehegn i Nærum, mens hun græd - hulkegræd. Hendes kæreste havde fundet sig en ny kæreste med lyst hår og store bryster. ”Hun var alt, jeg ikke var,” husker Hella, at hun følte.

”Jeg var fuldstændig i opløsning, der hvor man fuldstændig pixelerer i sorg. Han prøvede at holde om mig, men jeg græd bare. Jeg tænkte, at nu får jeg også dårlig ånde, fordi man altid får dårlig ånde, når man græder meget, så det sidste, han ville huske mig for var, at jeg græd og havde dårlig ånde,” siger hun med et grin over den situation, hun endte i som teenager, i ALT for damernes podcast ’Tungdom’.

”Men samtidig med, at jeg var helt ødelagt, kunne jeg ligesom se det udefra, og det tror jeg, at jeg har kunnet hele mit liv. Jeg kan beame mig ud af mig selv og betragte mig selv, der er ulykkelig – og den, der betragter, har det egentligt neutralt. Det er det, der gør, at jeg reelt set ikke går i opløsning. Min sjæl sidder på gesimsen og kigger på. Det, tror jeg, har reddet mig i nogle situationer,” lyder det fra den succesfulde filminstruktør.

I sæson to af ALT for damernes podcast ’Tungdom’ har journalist Josefine Stork Hella Joof på besøg. Det er en samtale om, hvordan Hellas svære skoletid, opvæksten uden en far, en forventning om aldrig at møde kærlighed fra mænd og en følelse af både at se anderledes ud og være anderledes end de andre har påvirket hendes tilværelse helt fra barnsben.

For Hella har ikke altid haft det lige nemt, erkender hun. Livet har taget flere snoninger, end hun kunne have ønsket, men en ting har reddet hende gennem tilværelsen: Nemlig evnen til at kunne se sig selv udefra.

De to energier

”Det eneste, vi selv bestemmer, er, hvordan vi betragter vores liv. Dem, der kommer ud af en krise, gør det, fordi de stiller sig et andet sted og betragter deres liv udefra. Er du det, der sker for dig, eller kan du betragte og definere det?” spørger Hella Joof.

”Det, der har betydet noget for mig, er, at jeg har defineret mig selv. Når jeg har haft det værst, er det, fordi andre har haft definitionsmagten over mig. Jeg er lidt sårbar, når nogen beslutter noget over mig. Der vil jeg altid kæmpe mig ud af det eller tage elevatoren op. Jeg har ledt efter en form for accept, der stadig nu gør, at jeg kan blive ulykkelig, fortvivlet og sårbar, når voksne mænd taler grimt om mig. Jeg føler mig som en lille, dum og uartig pige med snot ud af næsen og sår på knæene. Det er noget med deres autoritet, som kan få mig til at tvivle,” erkender hun.

Tvivlen kommer særligt også af den ene af de to stemmer, som hun altid har haft i sit hoved. Den har nemlig fortalt hende, at hun ikke duede til noget som helst, og at hun aldrig ville blive til noget.

”Den sagde altid ’det er noget andet med dig’. Jeg var for eksempel god til at rådgive veninder om fyre, men jeg vidste, at det ikke gjaldt for mig. Det handler sikkert om daddy issues, men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at jeg ikke følte mig forstået eller set i min barndom. Og sådan vil jeg ikke ønske, at min datter skulle have det.”

Hun har gennem sin barndom haft en følelse af at se anderledes ud og at være anderledes end andre. Det en barndom med minder om at kigge sig selv i spejlet midt om natten som barn for at prøve at finde ud af, hvem hun var, mens tankerne kørte: ”Hvorfor skal du se så anderledes ud? Hvorfor skal du tage så meget opmærksomhed? Hvorfor kan du ikke lige slappe af og skrue lidt ned?”

Om Hella Joof

  • Hun er skuespiller, forfatter, foredragsholder og instruktør
  • Uddannet skuespiller og er kendt for både Bullerfnis, Lex & Klatten og Det Brune Punktum.
  • Hun har medvirket i ni spillefim, har instrueret lige så mange, er forfatter til 10 bøger og vært på podcasten 'Om søndagen græder vi' sammen med Marie Louise Tüxen.
  • Netop nu er hun aktuel som instruktør på filmen 'Meter i sekundet', der er baseret på Stine Pilgaards succesroman af samme navn

Den anden stemme og den anden energi i Hella har netop været evnen til at træde et skridt tilbage og betragte, hvad der foregår, imens den har forsikret hende, at hun nok skulle blive til noget alligevel.

”Da jeg var yngre, havde jeg en identitet i min smerte. Jeg har prøvet at frakoble mig smerten, og det har virkelig også noget at gøre med de to energier, der altid har været i mig. Den ene ruller rundt i smerten og har det forfærdeligt, mens den anden betragtede smerten og trak mig i en anden retning,” husker hun.”

Derfor kan hun nu se tilbage på sit 60-årige liv og sige, at der er intet af det, der er sket, som hun ville være foruden. Der er nemlig en læring i den kæmpe smerte, som hun også har skrevet om i sine bøger.

”Tænk nu, hvis andre kan bruge det? Så er det ikke spildt,” slår hun fast.

mceclip0.jpg

I podcasten 'Tungdom' vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.