Blå mærker og svigt i hjemmet: "Vi venter ofte alt for længe med at skride ind"

Helle er selv vokset op i en velfungerende familie. I et børnevenligt kvarter i Nordsjælland, hvor forældrene kaldte deres unger ind fra vejen, når aftensmaden stod på bordet, og sendte dem af sted i skole næste dag med friseret hår, rent tøj og velsmurte madpakker.

Der var derfor ikke meget, der havde forberedt den i dag 45-årige skolelærer på den virkelighed, der mødte hende, da hun som nyuddannet troppede op på Enghøjskolen i Avedøre Stationsby på den københavnske vestegn.

For hun trådte lige ind i en verden, hvor forældre ikke nødvendigvis har overskud til at sætte mad på bordet eller sende deres børn i skole, og hvor en kaotisk og utryg hverdag alt for ofte ender i dårlige valg og hårde ungdomsliv med kriminalitet, prostitution og stoffer.

Afmagt og fattigdom

"Der er masser af velfungerende familier på Vestegnen. Men der er også dem, hvor alt er svært," siger Helle Kaare Lindberg.

"Hvor der er misbrug, psykisk sygdom, vold eller bare afmagt og fattigdom. I de familier er barndommen fuldstændig anderledes end den, de fleste af os kender til eller overhovedet kan forestille os."

Dengang blev Helle overvældet, for hun manglede forståelsen for, hvor svært og hårdt livet er for mange børn og unge, og hvordan opvæksten former deres liv.

"Men jeg oplevede hurtigt, at de børn og unge, der fyldte mest i klassen – fordi de lavede ballade, råbte højt eller bare havde det helt urimeligt svært – også blev dem, der fyldte mest i mit hjerte", fortæller Helle.

Det gør de stadig. Det er derfor, Helle fortsat underviser på Vestegnen og ikke kunne forestille sig at gøre det nogen andre steder. Og derfor at hun i dag – 17 år efter sit første møde med Vestegnens unger – er i fuld gang med at skrive om deres liv. Ikke i fagtekster og artikler, men som figurer i romaner.

Bøller med drømme

Helle har skrevet om sugar dating, om ungdomskriminalitet og misbrug og senest, i sin netop udgivne roman, Sofasurfer, om hjemløshed. Alle historier er set gennem den unge hovedpersons øjne og skrevet i et sprog, som unge læsere kan genkende sig selv i.

"For mig handler det om at skildre det hele menneske. Ikke bare den utilpassede teenager, der begår vold og kriminalitet eller prostituerer sig, men hende eller ham, der forelsker sig ligesom alle andre unge, forsøger at passe på sin familie, selv om den familie ikke altid er god til at passe på dem, og drømmer om at blive til noget," uddyber hun og fortsætter:

"Det vigtige for mig er at formidle, at der ikke kun er tale om rødder og bøller, men også om søde, spændende, kloge og kærlige teenagere, der har haft svære vilkår i deres opvækst og derfor nemt kommer til at træde forkert og tage nogle virkelig dårlige valg."    

Mad til de sultne

Helles bøger er fiktive, men sammensat af brudstykker fra virkeligheden. Helt unge skæbner, hun har kendt godt og fulgt gennem mange år. Nogle er hun lykkedes med at hjælpe. Andre ikke.

"Man kan ikke redde alle. Det forstår man ikke som nyslået lærer, men det finder man ud af," siger hun.

"Men man kan skabe flere lysglimt i de her børns og unges hverdag. Og det er faktisk ikke så svært at trække et barn ind til sig, se det i øjnene og vise det, at man er der for det."

Som lærer har Helle prøvet end del. På skolen har hun og hendes kolleger haft lidt ekstra mad i lærerværelsets køleskab til de børn, der ikke møder op med madpakker. Når det er blevet koldt, har de delt ud af tøj fra glemmekassen, som alligevel ikke er blevet hentet.

Så kan de børn, der ellers fryser gennem en hel vinter – eller bare møder op i beskidt eller hullet tøj – få noget nyt at trække i. Nogle børn er blevet hentet derhjemme om morgenen, fordi deres forældre ikke evner selv at sende dem af sted.

"Det står ikke i vores jobbeskrivelse. Nogle af de ting, vi gør, er ikke engang helt efter bogen. Men hvordan skulle man kunne gøre andet, når der står et barn eller en ung foran én, og man kan se, at det er desperat efter hjælp for at få livet til at fungere?" spørger Helle retorisk.

Vi taber dem

"Det er de små ting, hvor vi lige kan gribe og støtte," fortsætter hun.

"Men vi handler også i svære situationer, når børn dukker op med skrammer eller blå mærker – eller med fortællinger om overgreb eller svigt derhjemme. Selv om systemet bliver underrettet, og vi får iværksat en indsats, er det bare langt fra altid, at den virker. Jeg synes, at vi som samfund alt for ofte venter for længe med at skride ind og gør for lidt, når vi så endelig gør noget."

For mange børn og unge bliver tabt, mener Helle. Unge mennesker, der ellers var fulde af potentiale til at få gode og meningsfulde liv. Til glæde for dem selv. Og for andre.

"Det kan man selvfølgelig forsøge at rykke ved som lærer. I forhold til den enkelte elev. Men jeg håber også, at jeg med mine bøger kan rykke bare lidt ved forståelsen af, hvem de her børn og unge er," siger Helle og understreger:

"De er ikke kun besværlige, udadreagerende, grænsesøgende og enormt belastende, men også – og især – unge mennesker fulde af drømme, håb, ønsker og længsler, men som har slået sig meget tidligt og meget hårdt på livet."