Jes Dorph Petersen

"Jeg var jo godt klar over, at jeg ville ende på forsiden"

ALT for damernes læsere fik mulighed for at stille tre spørgsmål til TV-vært Jes Dorph Petersen, der lige nu er aktuel med bogen "Dorph - historier fra den anden side".

Her kan du se de ærlige svar fra manden, der de seneste 20 år er blevet allemandseje som nyhedsvært på TV2 og nu vært på Viasats Champions League-udsendelser.

I sommeren 2011 oplevede han at blive ramt af en depression, der ledte til rødvinsflasken lidt for ofte. Og det er blandt andet dét, I spørger ind til.

Hvilke tanker har du gjort dig om at fortælle din historie?

- Jeg var jo godt klar over, at jeg ville ende på forsiden, fordi min historie opfylder nogle behov i tabloidpressen. Jeg tænkte, at det ville dreje sig om én dag, hvor det ville fylde i medierne, og så ville det være ovre. Men jeg synes, det er voldsomt, når de bruger ord som "druk" og "sammenbrud". Det er en grim dag at gå i supermarkedet...

- Der, hvor det gør mest ondt, er, når min familie skal se det på forsiden. Men jeg beklager mig ikke, jeg vidste jo, det ville ske. Der er folk i Afrika, der har det værre.

Hvordan vil du råde pårørende til folk i en lignende situation, som den du var i med depression og alkohol?

- Hvis det drejer sig om alkohol, så vil jeg ikke kunne rådgive nogen. Jeg stoppede af egen fri vilje og havde ikke et decideret misbrug. Så jeg vil helst ikke gøre mig til alkoholkonsulent.

- Hvis det drejer sig om depression, vil jeg sige, at man skal tage det alvorligt. Det er en åndelig virus, man ikke kan gøre for, at man får. Man skal konfrontere det.

"Det havde jeg ikke fået lov til, hvis jeg var regnskabsmand."

- Jeg havde brug for tid og forståelse og også at blive rusket i nogle gange, fordi jeg endte med at marginalisere mig selv. Man bliver så selvoptaget, og så er det godt at have en der siger: "der findes andre i din situation. Kom ud. Vask noget tøj. Gør noget". Men jeg vil til hver en tid råde til, at man opsøger professionel hjælp, og at man snakker med dem, man får det godt af at snakke med. Men ellers vil jeg ikke råde til noget bestemt. Det ville være som hvis Jim Lyngvild blandede sig i politik.

LÆS OGSÅ: Oh Land: Shit, ham bliver jeg bare nødt til at sige hej til

Hvad er det sværeste ved at være SÅ kendt et ansigt?

- Det, jeg plejer at sige, er, at jeg jo ikke ved, hvordan det er ikke at være kendt. Jeg har været det i 20 år og de sidste 10 år af de fleste. Jeg synes, der er flere behageligheder ved det, end ubehageligheder, og jeg har svært ved at tage det seriøst, når skuespillere brokker sig over det.

- Men jeg gad da godt have en on-off-knap, og jeg nyder virkelig at være i udlandet, hvor jeg ikke er kendt. Men du er nødt til at tage hele pakken, og jeg er så overfladisk og barnlig, at jeg alligevel synes, det er sjovt, fordi jeg får så meget godt ud af det. Jeg var eksempelvis ude at skyde med FCK's trøjekanon til min polterabend. Det var skide sjovt. Det havde jeg ikke fået lov til, hvis jeg var regnskabsmand.

- Det tidspunkt, hvor det kan være svært, er som forleden, hvor jeg skulle hente en ven ved toget på Hovedbanegården, og en kvinde får øje på mig. Hun himler med øjnene og ryster på hovedet. Men sådan er det. Hun syntes åbenbart, jeg er en idiot, men det er én ud af 1000, så det har jeg hurtigt glemt.

Læs det store interview med Jes Dorph Petersen i denne uges ALT for damerne (nr. 40/2013), hvor han fortæller alt om krisen og kæresten.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen om kæresten: Vi bor hver for sig

BLÅ BOG

Jes Dorph-Petersen, 54

Opvokset i Hellerup som søn af overlærer Birgit Detlef Thomsen og ugebladsredaktør for ALT for damerne og siden Hjemmet, Kaj Dorph-Petersen. Har en storebror, Nils.

Uddannet journalist i 1984. 1989-2011 ansat på TV2, fra 1991-2011 som vært på Nyhederne. Siden 2012 ansat på Viasat som vært på UEF A Champions League udsendelserne.

Bor i Hellerup med Louise Lehrmann, som han fra på lørdag kan kalde sin hustru. Har en søn, Jens Emil på 13, med ekskonen, spec.læge Ph.d Lene Lindholm Mortensen. Og desuden fire bonusbørn, som Louise har bragt med ind i forholdet.