Guide: Her får du den bedste morgenmad i København
Der findes hundredvis af muligheder for morgenmad i København. Vi har samlet nogle af vores favoritter her.
Start morgenen ud med godt bagværk, lækre bowls med grød og smoothie eller et lunt, blødkogt æg.
Der findes et utal af morgenmadsmuligheder i København, hvis den klassiske havregrød skal have en overhaling, men det kan være svært at gennemskue, hvor du får mest god mad for dine penge.
ALT.dk har derfor samlet vores absolutte favoritter, hvor du kan stille sultne morgenmaver med mere en blot en skive rugbrød med ost.
Her er alt fra hurtige bagerier til steder, der kræver en stille morgen.
Bon appetit!
Arrebo
Den skønne lille café Arrebo er Nørrebro-kvalitet og autencitet, når det er allerbedst. Her går man op i at servere god kaffe og bagværk, der får mundvandet til at flyde (vi kan varmt anbefale deres mandelcroissanter!)
Du kan også få morgenmad i form af fx æg, yoghurt og toast, og så er der udendørsservering med udsigt til alt det liv, der udspiller sig, når børnefamilier og studerende folder sig ud på Den Sorte Plads. En upræntentiøs Nørrebro-perle, hvor man virkelig fornemmer et lokalt miljø, man får lyst til at støtte op om.
Midgårdsgade 1
2200 København N
Lille Bakery
Hos Lille Bakery på Refshaleøen kan du få Instagram-venlig, økologisk morgenmad i form af fx yoghurt med solbær, surdejsbrød med ost og skinke eller toast med æg. Her går man for alvor op i sit bagværk og serverer surdejsbrød af høj kvalitet, der uden tvivl vil ramme plet hos alle brød-elskere.
Nyd maden i de hippe omgivelser ude på Refshalevej eller bestil din morgenmad på forhånd og få den to-go.
Refshalevej 213B
1432 København K
Juno the Bakery
Stjernebageriet over dem alle, Juno the Bakery, har måske byens bedste (og mest hypede) kardemommesnurre – og mundvandet stopper ikke med at løbe her.
Hos Juno kan du også sætte tænderne i saftige surdejsboller, croissanter, der er bagt til perfektion, tebirkes, knækbrød og alle de andre bagerklassikere, der er bagt med så stor kunst, at det burde undervises i på bagerskolen.
Der er ikke meget plads i det lille bageri, så tag morgenmaden med ud i det fri, eller spis den hjemme med dagens avis ved din side.
Århusgade 48
2100 København Ø
Andersen & Maillard
Endnu en sværvægter blandt de Københavnske bagerier.
Hos Andersen & Maillard finder du en af byens bedste croissanter, en helt i orden skive brød med ost og et blødkogt æg on the side til dig, der er rigtig sulten. Deres hjemmeristede kaffe er også ganske god, hvilket ikke er så underligt, når den har prisvindende kaffeekspert Hans Kristian Andersen ved roret.
Den anden ejer, Milton Abel, har såmænd både Noma og flere eksklusive, amerikanske restauranter på CV’et, hvilket bagværket bestemt bærer præg af. Her kan du fylde sultne morgenmaver, mens du kan lade dig fascinere af, hvordan en af verdens bedste dessert-kokke tryller.
Nørrebrogade 62
2200 København N
Göteberg Plads 19
2150 Nordhavn
H15
Kødbyen boomer med gode spisesteder, og H15 er absolut ingen undtagelse. I den gamle fragtmandshal får du god, klassisk morgenmad til småpenge – det kunne f.eks. være et stykke sprødt brød med ost, et blødkogt æg eller en frisk (og lækker!) appelsinsalat.
Stemningen er Vesterbro-hip uden at være prætentiøs eller moderne. Hyggeligt, helt nede på jorden og med udkig til den skæve og farverige palette af mennesker, der bor i det gamle brokvarter.
H15 er et godt sted til dig, der vil starte morgenen i autentiske omgivelser – og som ikke har de store krav til din kaffe.
Halmtorvet 15
1700 København V
Prolog Coffee
Når du er træt af filterkaffen hos H15, kan du gå videre til hyggelige Prolog, hvor de syrlige dråber ikke bliver meget bedre.
I to år i træk er drengene bag den hippe kaffebar løbet med førstepladsen i Danish Barista Championship, og der er da også noget om snakken, hvis du spørger os på redaktionen – og det har du jo gjort, siden du er havnet her.
Mæt maven med en sprød croissant, en snasket kanelsnegl eller et lækkert, hjemmebagt knækbrød med pålæg, men glem endelig ikke at have masser af plads til god kaffe!
Høkerboderne 16
1712 København V
Mirabelle
På hippe Guldbergsgade kan du mætte maven med Mirabelles fremragende bagværker. Prøv blandt andet en mindre Morgentallerken, der har alt godt fra morgenmadskøkkenet, eller spis dig mæt i French Toast eller røræg, hvis sulten er i den mindre størrelsesorden.
Vil du hellere nyde din morgenmad på sengen - eller på vej til arbejde - kan brødet fra Mirabelles bageri bestemt også anbefales – og her åbner dørene allerede kl. 7.00.
Guldbergsgade 29
2200 København N
Bowl Market
Morgenmad i skål har alle dage været en sikker vinder, og hos Bowl Market kan du selv bestemme, om skålen skal fyldes med vitaminrige smoothies eller en lun grød.
På ægte Instagram-manér er alle skåle toppet med et sirligt låg af nænsomt udvalgt - og nøje placeret – toppings, lige fra friske bananer, goji-bær og rabarberkompot til nødder i alle afskygninger. Lige til dig, der lever vegansk, eller som bare godt kan lide at starte morgenen på den sunde og friske måde.
Gasværksvej 3,
1656 København V
Willemoesgade 31
2100 Østerbro
Sanders
Grød er efterhånden en gammel kending, men hvorfor lave noget om, der fungerer?
Start morgenen ud med en cremet grød, toppet med karamelsauce, mandler og friske æbler, banan og peanutbutter eller ristede kokosflager og bærkompot. For hos Grød er havregrød ikke bare havregrød, og sætter du pris på et kreativt twist i din daglige portion fibre, er der god grund til at smutte forbi Grød, som desuden har både vegansk og glutenfri mad på menuen.
Grød har flere adresser i København, find dem alle her.
Kaf
Duften af frisk "hjemmebag" er ikke til at tage fejl af!
Hos Kaf får du alle de surdejsboller, kager og andet bagværk, dit hjerte kan begære, og så er det ovenikøbet alt sammen plantebaseret.
De tilbyder blandt andet croissanter med og uden fyld, friskbagt surdejsbrød og spandauere, mens der også er et hav af økologiske drikke at vælge imellem.
Pssstt… Bestiller du en af deres croissanter, så giv dig selv den fornøjelse at skære den midt over. Så får du nemlig kig til croissantens mange flotte lag, og hvis det ikke er mundvandsfremkaldende, så ved vi ikke, hvad der er!
Birkegade 21
2200 København
Atelier September
Et af de syv bedste morgenmadssteder i verden.
I hvert fald ifølge det internationale modesite Mr. Porter.
Med kok Frederik Bille Brahe, der også står bag caféerne på Statens Museum for Kunst og Kunsthal Charlottenborg, i spidsen, er stilen lagt, og med hvidvaskede gulve, marmor- og træborde samt farverige tallerkener, er stedet mere end klar til at bringe luksus-feels ind i din hverdag.
Køkkenet serverer alt fra pandekager og surdejsboller til den populære grapefrugt med granola, som vi i den grad anbefaler, at du prøver.
Gothersgade 30
1123 København
Artiklen er oprindeligt fra maj 2017, men opdateres løbende.