Opråb fra Annika Aakjær: "I skal alle vide, at vi har tænkt os at holde sammen, og at vi ikke længere holder kæft"

Det kan godt være, at coronas klamme hånd har lukket og låst dørene til spillestederne og festivalerne det seneste års tid. Alligevel har der været gang i musikbranchen. Mange kvindelige artister har åbnet munden og brugt den til andet end at synge. De vil ikke længere finde sig i at blive fravalgt af dem, der laver playlister til radioen og streamingtjenester, af koncertbookere og pladeselskaber. De vil ikke tales ned til og omtales på grund af deres udseende af anmeldere og managere. De vil ikke lyve sig yngre, og de vil ikke befamles for at opnå succes. Flere musikalske fællesskaber er blevet til for at gøre op med uligheden og sexismen i musikbranchen.

I 2016 stiftede musiker Nana Jacobi sammen med vennen og kollegaen Kirstine Stubbe Teglbjærg og musikjournalist Anya Mathilde Poulsen, der har skrevet bogen Feminint Forstærket om kvinder i musik, platformen Hun Solo. Et fællesskab, hvor kvindelige artister kan bruge og løfte hinanden og opdage, at de ikke er alene om de svære oplevelser i branchen, som relaterer sig til deres køn.

Hvad er Hun Solos drøm?

"Hun Solo arbejder faktisk for en verden, hvor der ikke er brug for Hun Solo. For drømmen er en virkelighed, hvor du naturligt møder kunstnere af alle køn i medierne og på scenerne, og at vi derfor udspiller vores egen rolle. Det er vores drøm, at unge piger, nonbinære og transpersoner i alle farver og former ser sig selv repræsenteret i magasiner, på scenerne, i radioen osv. Vi vil gerne inspirere alle til at folde deres potentiale ud, uanset hvilken krop de er født i," siger Nana Jacobi.

Hvor tæt er I på den drøm?

"Der er desværre ret lang vej endnu. Men det vigtige er, at der er stor bevægelse lige nu. Det var der ikke tilbage i 2016, da Hun Solo startede. Dengang var det svært at tale om de her ting, uden at folk sukkede og vendte det hvide ud af øjnene. Derfor var mange bange for at tale om det af frygt for at komme i bad standing i branchen. Debatten om ligestilling rummer utrolig mange nuancer, som vi først nu er ved at afdække. Dertil kommer, at der for eksempel stadig sidder mænd på otte ud af 10 gatekeeper-stole i musikbranchen, og det lader til at have en betydning. Danmarks største musikmagasin, GAFFA, har for eksempel aldrig haft flere artikler om kvindelige musikere end nu, hvor der sidder en kvinde i chefstolen. Ikke at det altid behøver at handle om køn – det handler i lige så høj grad om bevidsthed og villighed til at kigge på egne blinde vinkler."

En af sangene på Nana Jacobis nye album Magnet Sky hedder "Hold dit hjerte blødt" og bliver sunget sammen med fællesfrontkæmperne Annika Aakjær og Jeanett Albeck. Som titlen antyder, handler sangen om at holde hjertet blødt i mødet med andre mennesker, selv når bølgerne går højt, og mudderkastning virker som en mere nærliggende løsning end dialog og åbenhed.

"Hun er jo sådan set meget fræk"

Annika Aakjær har også gjort sit for at skabe forandring. I september 2020 skrev hun et indlæg i GAFFA, hvor hun blandt andet refererer til en samtale, hun overhørte, mellem to midaldrende mænd på et af verdens største pladeselskaber: "Hun er jo sådan set meget fræk og kan nogenlunde synge, og så skal vi bare have fyret bandet og fundet et godt repertoire til hende," lød det. Fokus var ikke på artistens talent, men på hvordan mændene kunne forme hende som modellervoks. Heldigvis ulmer det.

"Nu er der sket noget med kvinderne i musikbranchen, vi er begyndt at holde sammen, at løfte hinanden, ikke at købe ideen om, at "der kun kan være en" og vigtigst af alt, så fortæller vi også hinanden om de oplevelser, vi har været ude for i branchen, og med hvem. Og I skal alle vide, at vi har tænkt os at holde sammen, og at vi ikke længere holder kæft," skrev Annika Aakjær i sin kommentar.

Også Maria Apetri, aka Fallulah, har mærket behovet for et kvindefællesskab. Hun grundlagde i 2018 Hej Søster med inspiration fra Trilles album af samme navn fra 1975. I 2019 stod hun for en koncert på Vega i København med en masse kvindelige kunstnere. Det var også meningen, at der skulle være en kvindekoncert i 2020, hele programmet var faktisk booket og billetterne sat til salg, men corona satte en stopper for koncerten. Nu glæder hun sig til 4. september, hvor en ny Hej Søster-koncert bliver sat op i Store Vega, hvor blandt andre Oh Land og Emma Sehested Høegh skal optræde. 

Hvorfor er der brug for, at kvindelige musikere står sammen?

"Fordi musikbranchen ikke er et miljø, der naturligt avler fællesskab for kvinder, tværtimod er det meget konkurrencepræget, fordi vi ser så få i toppen. Som kvinde, der laver musik, bliver du konstant holdt op mod andre kvinder, og det har længe været sådan, at vi har godtaget den præmis, der hedder, at der kun er plads nok til én af os ad gangen. Det gjorde jeg op med ved at skabe Hej Søster, fordi jeg tror på, at vi kan sørge for, at der er plads til alle. Vi kommer så meget længere ved at stå sammen og skabe et sted, hvor vi ikke føler os pressede og ensomme, men hvor vi reelt hepper på hinanden," siger Maria Apetri.

Hvad er det bedste at gøre for at nedbryde sexisme og ulighed i musikbranchen?  

"Det er at stille spørgsmålstegn ved ting. Hvorfor er der ikke flere kvinder på scenerne? Hvorfor er der ikke flere på radioen? Hvorfor får vi ikke den credit, vi har krav på, når vi skaber musik? Hvorfor er der ikke mere diversitet i branchen? Der er sket så meget forandring på få år, fordi vi begyndte at undre os offentligt og ikke længere ville acceptere, at "det bare er sådan, det er". Det er ærgerligt, at ansvaret for at skabe positiv forandring ikke kommer fra alle instanser, men hvis vi fortsætter med at italesætte vores oplevelser, kommer der en bevidsthed, der ikke kan ignoreres. Det ser vi allerede, selv om det går langsomt."

Hvad er dit bedste råd til en ny, ung, kvindelig artist?

"Stol på dig selv! Du må ikke glemme, at det skal være sjovt og nydelsesfuldt at lave musik. Hvis du primært laver musik for din egen fornøjelses skyld, kan du ikke gøre noget forkert. Og vær ikke bange for at gøre dig sårbar og række ud. Du vil finde ud af, at der er rigtig mange derude, der har det ligesom dig," siger Maria Apetri, der også har inviteret Lydmor, med navnet Jenny Rossander på sygesikringsbeviset, til at stå på scenen til Hej Søster-koncerten i september. Hun har flere gange stået forrest i kvindesagskampen.

I GAFFA skrev hun for et år siden et åbent brev til Ekstra Bladets redaktion om musikanmelderen Thomas Treo, som, når han skriver anmeldelser af kvindelige kunstnere, rammer dem på kønnet, fremfor på musikken.

"Det har konsekvenser for opfattelsen af kvinder generelt, og det har i særdeleshed konsekvenser for de nye spirende frø af fremtidige kvinder i musikbranchen."

Tragikomisk evighedsfortælling

Der er masser af talentfulde kvindelige artister. Masser. Det er ikke det, der er problemet i musikbranchen pt. Det ved Pernille Jensen, som er musikredaktør på Politiken.

"Musikbranchen oplever fortsat stor ulighed, når det kommer til køn. Eksemplerne er mange, men det er meget sigende, at kun omkring 20 procent af den musik, du kan høre på DR’s radiokanaler, er med en kvindelig kunstner. Og hvis du spørger, hvorfor de ikke spiller flere kvinder, jamen, så lyder forklaringen, at det er, fordi pladeselskaberne ikke signer flere kvinder. Modsat siger pladeselskaberne, at de ikke signer flere kvinder, fordi radiostationerne ikke vil spille dem. Det er en tragikomisk evighedsfortælling. En cirkelslutning, der ikke vil dø."

Pernille Jensen hiver endnu et eksempel på uligheden frem i lyset:

"Sjovt nok er det altid mænd, der bliver interviewet om det. For det er dem, der sidder på magten på både pladeselskaber og radiostationer."

Det var også Pernille Jensens arbejdsplads Politiken, der i oktober bragte en stor artikel om den danske musikbranches problem med sexisme. 97 musikere og branchepersoner, blandt andre Barbara Moleko, Signe Svendsen og Katinka Bjerregaard, har personligt fortalt om deres oplevelser med en sexistisk kultur. Også Signe Høirup Wille-Jørgensen, kendt under kunstnernavnet Jomi Massage og i øvrigt en del af Hun Solo-fællesskabet, deler sine erfaringer med, hvordan mænd i branchen har forsøgt at forhandle øl med blowjobs og stukket hånden ned mellem benene på hende.

Så kan det godt være, at coronas hånd er klam. Men der findes andre klamme hænder derude. Og de skal se at få hænderne væk fra lår og underliv. I stedet kunne de passende rydde vejen for, at flere kvindelige kunstnere blev spillet på playlister og scener og åbne ørerne for, hvad de har at sige og synge.

De er værd at lytte til.

Pernille Jensen, musikredaktør på Politiken, giver sit bud på tre kvinder, du skal lytte til

"Brimheim laver vildt stemningsfuld og samtidig meget melodisk goth-pop. Tænk Madonna i Frozen-videoen anno 2021 – med et totalt majestætisk vingefang over forskellige genrer. Det er ret enkelt: Brimheim skriver gode sange, og det håndværk kan du høre."

"Julie Pavon har en vidunderlig stemme. Den er dyb og røget, og så har hun en virkelig fed måde at bruge den på i sin funky, house-beslægtede popmusik, der får mig til at længes efter et propfyldt dansegulv. Hun lyder lidt, som hvis LCD Soundsystem og Erykah Badu dansede ind i hinanden til en køkkenfest."

"Barbro var tidligere en del af den sprængfarlige danske elektropoptrio Jenny, der kun udgav to sange, før de gik hver til sit igen. Men de to sange var så gode! Så nu vil jeg holde øje med Barbro, selv om materialet har et helt andet akustisk udtryk. Singlen I’m Fine er et lille guitarbåret trip til en anden og federe verden."