Hvis du er nervøs: 6 eksperttips til at holde tale ved dit bryllup
Det er helt ok at blive en smule nervøs, hvis du har besluttet dig for at holde tale. Få eksperternes råd her.
Emma Gad skriver intet om, at bruden bør holde tale ved sit eget bryllup i sin bibel ud i selskabslivet, "Takt og Tone". I modsætningen til gommen er bruden fritaget for at slå på sit glas. Har du alligevel besluttet dig for at rejse dig op og fortælle hele festen, hvorfor du har sagt ja til lige netop ham – eller hende –, der sidder ved siden af dig, får du to eksperters tips til, hvordan du skal holde tale, selv om du er nervøs.
Hele idéen med at holde en tale er, at din nye ægtefæle skal høre, hvad du har at sige – og at resten af festen også får budskabt med. Det kræver, at du føler dig jordbunden, slapper af og selv nyder øjeblikket. Læs her hvordan.
LÆS OGSÅ: 7 gode råd: Sådan finder I det rigtige festlokale til jeres bryllup
1. Hold en generalprøve
Inden den store dag oprinder, er det en god idé at øve det hele igennem.
- Du behøver ikke at have nogen til at lytte til din generalprøve. Det vigtige er, at kroppen ved, at nu har du sagt det højt. Din krop vil hjælpe dig, når du står der kigger rundt foran gæsterne og er nevøs. Så vil den sige til dig: "Ja ja, men vi har gjort det én gang før, bare rolig makker, jeg er her for dig", siger Berrit Kvorning, der underviser i at tale foran forsamlinger.
- Det er både for nervernes skyld og for at opbygge en performanceglæde. Holder du generalprøve dagen før brylluppet, kan du høre, at det her lyder da dejligt, det vil man da gerne høre på! Og så bliver du også gladere for at skulle aflevere det, siger hun.
Husk at gøre brug af de følgende tips, når du står foran spejlet og siger ordene højt for dig selv, så er det meget nemmere, når du skal holde tale med publikum på.
2. Pust ud
Den letteste metode til at få styr på din nervøsitet er ikke at trække en ordentlig mundfuld luft ned i lungerne, som man ellers skulle tro.
- Det er faktisk det værste, du kan gøre for sig selv. Når du tager en dyb indånding, bliver du mere anspændt. Gør det modsatte: Pust ud. Når du tømmer lungerne for luft, slapper kroppen af, og du bliver mere rolig, forklarer Lene Kleinschmidt, der underviser i at bruge kroppen og stemmen på Den Danske Scenekunstskole.
Når det bliver din tid til at tale, puster du lige så stille alt luft ud, så muskulatur i maven bliver helt stram, derefter giver din mave automatisk slip. Pr. refleks kommer det luft ne di dine lunger, hvilket gør, at din krop slapper af, og du får overblik og kontrol over situationen. Rejs dig derefter op, stå et øjeblik og mærk dine fødder i gulvet og tænk: "Dette øjeblik vil jeg rigtig gerne mindes" i stedet for at have for travlt med at kaste dig ud i talen. Og så går du i gang.
3. Kig på alle gæsterne
Hvis du har overskud til det, så kig af og til rundt på alle gæsterne, mens du taler.
- Du skal sørge for at inkludere alle og henvende dig til hele salen. Brug lokalet godt. Stå et sted hvor alle kan se sig og høre dig, siger Berrit Kvorning.
LÆS OGSÅ: DIY: 7 idéer til bryllupsinvitationer du selv kan lave
4. Ret dig op
Du har sikkert fået det læst og påskrevet, da du var teenager, og nu gælder reglen altså igen: Ret dig op. Du ser ikke bare bedre ud i dit pæne tøj, når du står der med rank ryk. Det gør dig også til en bedre taler.
- Det er vigtigt, at du ikke kollapser i kroppen. Når man bliver genert, kollapser man, lige som når man skal til eksamen. Når du mærker nervøsiteten, skal du i stedet ekspandere, rette dig op, løft dit brystben og løft hovedet, for i sekundet du gør det, er der også mere plads i kroppen til at vejrtrækningen kan fungere, siger Lene Kleinschmidt.
Du skal bruge luft til at tale og plads til at løsne op for spændingerne og nervøsiteten. Ret dig op!
5. Fokuser på konsonanterne
Det er vigtigt, at du ikke taler for hurtigt. Ellers er der ingen, der forstår, hvad du siger. Lene Kleinschmidts trick er, at du skal fokusere på at udtale konsonanterne tydeligt, når du taler.
- Du styrer tempoet ved at trække vejret, ved ikke at være bange for at holde pauser og ved at tale en lille smule tydeligere, end du ellers ville gøre. I det øjeblik, du tænker i at artikulere, skaber du plads i munden, og det gør det hele meget lettere.
6. Smil
Både fordi du ser smuk ud, når du gør det, men også fordi, at:
- Det er rigtigt vigtigt, for når du smiler, bliver der mere plads inde i munden. Alting handler om plads. Hvis du strammer alt i kroppen til, er det umuligt at tale og svært at artikulere, siger Kleinschmidt.
LÆS OGSÅ: 7 tips fra eksperten: Sådan skriver du en tale til dit bryllup
LÆS OGSÅ: DIY: 7 bordkort til bryllup du selv kan lave
LÆS OGSÅ: 30 måder at spare tusindvis af kroner på til dit bryllup