Hvor flink er du?
Værdifuld samtale
„En leverandør fra min tidligere arbejdsplads tilbød mig en karrieresamtale kvit og frit, og vi havde et meget frugtbart møde i 2½ time. Mange af hendes input har gavnet mig i min jobsøgning, så det var værdifuldt og gjorde mig rigtig glad.“
Betina, 46 år
Dr. Flink
„Jeg er virkelig ikke nogen særlig erfaren bilist, men føler mig alligevel ret sikker på de små veje omkring mit hjem. Indtil en vinterdag, hvor jeg kom kørende langsomt og ubekymret med børnene bagi. Nogle meter før et stort kryds så jeg pludselig en ældre mand gå ud på vejen med sin hund og falde plask lige frem og ned på asfalten. Blodet fossede ud, det så meget alvorligt ud, og jeg stoppede op, stod ud og gik øjeblikkelig i panik. Al fornuft var renset ud af hjernen på mig, og jeg tænkte, at alle ville tro, at det var mig, der havde ramt ham. I det samme stoppede en mand sin bil på hjørnet, sprang ud og råbte til mig: Jeg så det, det var ikke dig, du var ikke engang i nærheden af ham. Det viste sig, at manden fra bilen var læge, og han overtog straks situationen, undersøgte manden, der viste sig at være stærkt beruset, fik tilkaldt en ambulance og havde samtidig overskud til at berolige mig. Tak!“
Birgitte, 50 år
Betænksomt barn
„Forleden var jeg i teatret med min søn på ni og min svigermor. Vi havde fået gode pladser og foran os sad tre børn i forskellige aldre. Pigen, som sad foran min søn, vendte sig om og spurgte min søn, om han ikke ville have et sæde at sidde på, så han bedre kunne se. Det afslog han, for han så udmærket. Derpå sagde hun til mig: Sig til, hvis I ikke kan se, for så kan jeg dukke mig lidt. Jeg blev enormt glad for den søde bemærkning og sagde til pigen, at det var utroligt sødt og betænksomt. Det blev hun rigtig glad for – og hendes mor ligeså, og det gjorde mig glad, at jeg havde husket åbent at takke for hendes betænksomhed.“
Lotte, 46 år
Tak for tanken
„I går i S-toget var jeg faktisk lidt flink. En gråhåret mand står og venter på, at toget stopper, så han kan stå af. På en tom plads ligger en brun læderhandske. Jeg tænker, at det sikkert er hans, og at han vil ærgre sig, når han finder ud af, at han har mistet den. Jeg tager derfor handsken, rejser mig og går hen til ham og spørger, om det er hans. Nej, svarer han, og jeg sætter mig ned igen. Der går et par sekunder. Så kigger manden ned til mig og smiler og nikker. Som om han vil sige: Det var venligt af dig. Det var en lille ting, men jeg skal da være ærlig at sige, at min glorie strålede lidt kraftigere resten af dagen.“
Louise, 31 år