Hvordan tackler du konflikter?

Hvordan tackler du konflikter?

Kender du det, at et budskab bare skal afleveres lige nu! Modtageren synes ikke at dele din mening, og det virker nærmest, som om vedkommende ignorerer dig eller ligefrem „stikker af“, når du dukker op?

Eller måske er du typen, der hader at blive konfronteret direkte og slet ikke kan sætte dig ind i „de der tromletyper“, som bare skal sige, hvad de mener hele tiden.

Eller måske er du én af dem, der har det bedst med en masse chokolade, en dyne og nedrullede persienner, hvis kravene bliver lidt for høje?

Alle tre reaktioner er i og for sig fine. Udfordringen er, at vi ofte tror, at den måde, som vi håndterer livet på, er den rigtige, hvilket igen kan resultere i frustrationer. Det kan derfor være en fordel at finde ud af, hvilken af de tre helt grundlæggende kommunikationsmønstre du kommer fra! Altså er du en kæmper, én der flygter eller én, der lukker ned?

HVILKEN TYPE ER DU? TEST DIG SELV PÅ NÆSTE SIDE

 


Kæmper du?

1. Når en konflikt truer, føler du så, at den skal udryddes med det samme?

2. Når du bliver vred, bliver du det, så andre kan se det?

3. Har du det dårligt, hvis en konflikt forbliver uløst?

4. Hvis nogen skal tage styringen, ender det så ofte med, at det bliver dig?

5. Ved du, at du kan vinde de fleste diskussioner, hvis du vil?

Kan du svare ja til mindst tre af ovenstående, er du en kæmper. Dvs. du er god til at få det, som du vil have det, og er ikke bange for at tage en god konflikt (og kun du som kæmper ville kalde en konflikt god!).

Tænk over:

Du vil altid være en kæmper og kan med fordel læne dig tilbage i din personlighed, men måske lære at tælle til 10, før du taler.

Du kan også introducere begrebet „lad os nu vente og se“ som noget nyt i dit liv. Og vær opmærksom på, at andre kan blive bange for dig, så indimellem skal du læne dig tilbage, smile, og se, hvad der sker!

 
 


Flygter du?

1. Hvis en konflikt truer, får du lyst til at skynde dig væk?

2. Vender du din vrede indad?

3. Skubber du konflikter foran dig, som om de slet ikke er der?

4. Undgår du situationen og ønsker, at den på den måde bliver løst?

5. Giver du op og begynder på et andet projekt uden megen tanke på konsekvens?

Kan du svare ja til mindst tre af ovenstående, kan du have en tendens til at flygte, hvis noget kunne blive ubehageligt. Det kan i mange tilfælde være en fordel, fordi mange konflikter går væk af sig selv eller i hvert fald er nemmere at løse, hvis de kommer lidt på afstand.

Tænk over:

Hvis du har lyst til at udfordre dig selv, kan du prøve at udtrykke din irritation eller vrede konstruktivt, inden du vender det indad og gør dig selv forkert.

Prøv at skrive alle uløste, uafklarede kommunikationer ned på et stykke papir, og handl på at få dem løst allerede i dag. Opdag, hvor meget energi det vil give at få dem ud af verden. Hvis du kan mærke, at du ikke kan håndtere en konflikt, så sig, at det er sådan, du har det, i stedet for blot at flygte.

 

Lukker du ned?

1. Når en konflikt truer, får du lyst til at spise, se tv, shoppe eller på anden måde distrahere dig selv (og dermed ikke forholde dig til konflikten)?

2. Er du dårlig til at mærke din vrede/bliver du sjældent vred?

3. Er du den, der altid går og glatter ud i et forsøg på helt at undgå konflikter?

4. Har du tendens til at tilbageholde følelser?

5. Ville dine venner kalde dig den „stabile type“?

Kan du svare ja til mindst tre af ovenstående, er du måske en af dem, der lukker ned/går død, hvis hverdagen begynder at true. Det er en fordel, fordi du er god til at være den, der træder tilbage og giver andre plads, og fordi du er god til at give dig selv pauser, hvis det hele bliver lidt for intenst.

Tænk over:

Minus ved denne reaktion er, hvis den tager over, og du pludselig lever dit liv hjemme på sofaen med chips og tv-serier i stedet for at være i det virkelige liv.

Prøv at gøre noget nyt:

• Tag tre nye initiativer – allerede i denne uge.

• Lær din vrede at kende (forsøg f.eks. med kampsport, rockmusik og dans).

• Brug din naturlige ro, og når en konflikt truer, så tag den på din måde, og vid, at den reaktion er lige så fin som de andres. Gør det i stedet for at være passiv og ikke-tilstedeværende.

Fakta

Lifecoach

Sofia Manning