"Hvorfor er det så forbandet svært at bede om hjælp, når vores liv knækker?"

KLUMME: I takt med at vi bliver flere singler, bliver vennerne vores nærmeste familie. Alligevel er det så forbandet svært at bede netop dem om hjælp, når vores liv knækker og hverdag krakelerer. Der vurderes at være 1,6 millioner singler i Danmark, ifølge tv2.dk.

Jeg var indtil for nylig en af dem og har, som de fleste af dem, en særdeles veludviklet evne til at klare mig selv og være uafhængig af andre. Hvad jeg imidlertid af samme grund har en ringe evne til, er at bede om hjælp, når jeg virkelig er på spanden.

På spanden – eller rettere på gulvet – var jeg eksempelvis en mandag morgen for et par uger siden: Da jeg stod ud af bruseren og bukkede mig ned efter et par strømper, gav min ryg nemlig et højlydt knæk og låste sig fast. Jeg væltede ned på gulvet og lå der i en lang, kold time – kun iført én enkelt strømpe.

LÆS OGSÅ: Ja, singlekvinder kan godt have mænd som venner

Trak mig over stuegulvet

I takt med at min desperation steg, trodsede jeg smerterne og begyndte at trække mig hen over gulvet mod stuen, over til min iPhone og ind i øret på en læge ved Region Hovedstadens Akuttelefon. Resten af historien er forholdsvis banal, men den rejste alligevel en paradoksal tanke: I og med, at vi bliver stadig flere familieløse singler, bliver vennerne vores nærmeste. Men i og med at vi bliver stadig mere individualistiske og stræbsomme efter det perfekte – også hvad angår stil og image – får vi måske også sværere ved at lade andre, der ikke er familie, se, når vi "knækker".

Når vi spejler os i vores venner og måler vores succes og fiasko op mod dem, hvor nøgne (i enhver forstand) tør vi så vise os overfor dem? Og hvor svært er det at bede om hjælp fra dem, hvis vi pludselig ligger på gulvet og ikke engang selv kan tage tøj på? For mig skulle DET vise sig at være meget svært.

LÆS OGSÅ: Christina er ekspert på Facebook. Sådan skaffer hun kærester til sine venner

Pyjamas og gummistøvler

En låst ryg er selvfølgelig på ingen måde livstruende, og de fleste har utvivlsomt oplevet værre ting. Men den er smertefuld – og var i mit tilfælde nærmest invaliderende, mens den stod på. Min familie er spredt for alle vinde, så jeg skulle klare mig alene ... hvilket viste sig ikke helt at være muligt: Jeg kunne stort set ikke bevæge mig i to uger eller gennemføre helt basale hverdagsrutiner. At komme op af sengen og ud på toilettet var en pine, så jeg drak og spiste mindst muligt. Det sidste var praktisk. For jeg havde kun havregryn og to bakker flødeboller, en veninde havde efterladt i mit køleskab.

Jeg tabte ting konstant – også flødebollerne. Jeg kunne ikke bøje mig ned, så alt lå i et syndigt smøl på gulvet sammen med resten af min værdighed. Jeg kunne heller ikke rede mit hår, lægge makeup eller tage et ordentligt bad. Jeg kunne kun rode, se grim ud og gå ned til den nærmeste kiropraktor hveranden dag iført pyjamas og gummistøvler. Her stod det klart for mig, hvor alene man virkelig er, når man ikke tør bede vennerne om hjælp. Og hvor mange singler på spanden, der af den grund muligvis er derude.

Venskabernes lakmusprøve

Er ens familie (langt) væk, er det alligevel vennerne, man må ty til. Det indså jeg, da min ryg gik fra ondt til værre, og jeg blev klar til at tabe ansigt til gengæld for lidt hjælp. Jeg ringede forsigtigt vennekredsen rundt og frygtede at få et nej. Men hjælp fik jeg – i overmål endda: En kom og gav mig ordentligt tøj på. En anden gav mig mad. En tredje tog opvasken. Og en fjerde løftede mig op i armen og ud på en lille gåtur i solen. Oveni det fik jeg også blomster, knus, omsorg, morfinpiller og nye flødeboller. Det fik mig tilbage på fødderne igen (med begge strømper på) og var overraskende rart. Men det blev også en lille lakmusprøve på mine relationer: Nogle, jeg ikke havde regnet med, dukkede op med det samme. Andre, jeg havde regnet med, dukkede op sent eller slet ikke. Det satte tanker i gang. Om hvor gode eller dårlige venner, jeg har, men især også om, hvor god eller dårlig en ven, jeg selv er.

Har jeg selv været der tids nok eller "nok nok" for dem? Er vi vigtige for hinanden? Hvor går grænsen for, hvor grimme, krævende og uperfekte vi tillader os at være i hinandens selskab? Svært at svare på. Men vigtigt: I et land med 1,6 millioner singler og et hav af splintrede kernefamilier, har vores venskaber større betydning end nogensinde. Men de er også blevet mere overfladiske, uforpligtende og "elektroniske" end nogensinde.

God bedring ... smiley

Jeg ved, at det i dag er håbløst umoderne at være afhængig af andre. Men en sms med "god bedring" og en smiley er immervæk ikke nok for nogen af os, hvis det, vi har brug for, er et levende menneske og et varmt knus. Derfor håber jeg, at det at bede om hjælp blive det nye sort. Jeg gjorde det, fik lidt nej og mest ja. Og det var fint. Skal ens venner være ens familie og omvendt, skal der ærlighed, nøgenhed til. Det er vovet og kan være en smule grimt. Men det klæ'r rigtige venskaber.

LÆS OGSÅ: "Jeg vil gerne være din ven. Ikke din bøsseven"

LÆS OGSÅ: Simon blev skilt som 26-årig: ”Da ordene først falder på plads, vælter alt sammen: Drømmene, troen, håbet og kærligheden”

LÆS OGSÅ: Dating mysteriets "gode" undskyldninger