'I Julys roman bruges ingen fløjlshandsker i portrættet af kvinder, når de er mest irriterende'

"Cheryl er besat af en mand, hun ikke kan få"

Se hvad vores anmeldere mener om denne uges bøger.

"Barnets tarv"

Ian McEwan

Gyldendal, 200 sider, 249,95 kr.

Religiøsitet VS. Fornuft

Da et ungt dødssygt Jehovas Vidne nægter at tage imod livsbevarende blodtransfusion, står Højesteretsdommer Fiona Maye over for dilemmaet om, hvorvidt en sekulær domstol skal tilsidesætte dybfølt religiøsitet for at redde et menneskeliv. Samtidig føler den ellers så kontrollerede Fiona sig såret og ydmyget af sin mangeårige ægtemand, der har meddelt, at han ønsker sig en lidenskabelig affære. Romanen er en skildring af religiøs radikalisme versus fornuft, men også af, hvad der er bedst for et sygt og på sigt måske raskt barn i relation til dets fanatiske forældre. Skildringen af den ansvarsbebyrdede kvinde, hvis følelser truer med at tage overhånd, er rørende i en ellers lidt for letkøbt tematik. amp



"Dåsemakrellen"

Mary Uhrenholt

Skriveforlaget, 229 sider, 169,95 kr.

Forceret sjov og insisterende fiffig

Romanen kalder sig selv en "strandroman", hvilket jeg tolker som "let underholdning" – og den holder også næsten, hvad den lover. Det er den lette historie om Julie, der sammen med sin dominerende veninde forfjamsket famler rundt i livet efter den rigtige kæreste. Sådan set strand-underholdende nok, men uden vilje til at ville løfte sig op på et andet niveau. Let underholdning kan i min optik sagtens stå alene, men her bliver den for insisterende og for falde-på-halen-agtig til at være rigtig sjov. Og hovedpersonens forcerede insisteren på at være charmerende bliver for meget til, at romanen holder den underholdende stil. I stedet kammer den lidt for tit over i klicheer. amp



"Den første onde mand"

Af Miranda July

Politikens forlag, 276 sider, 250 kr.

Kvinde på kanten af vanvid

Cheryl er den kvinde, du ikke håber, du er. Eller bliver. Besat af en mand, hun ikke kan få. Alt for optaget af orden, kure, systemer og sig selv. Klar til at elske hvilken som helst læge eller terapeut, der kan give hende diagnoser i stedet for et spark bagi. I Julys roman bruges ingen fløjlshandsker i portrættet af hverken kvinder, når de er mest irriterende eller mødre, når de er mest overbeskyttende. Men det wakeupcall, som Cheryl får, da hun skal bo sammen med 21-årige Clee og hans spædbarn, er livgivende morsomt, ærligt, gør ondt de rette steder og rusker op i læseren, ligesom Cheryl forandres for altid. ap



LÆS OGSÅ: Få erotisk trekantsdrama for alle pengene

LÆS OGSÅ: Karina tog imod en seddel fra en mand i toget - og så skete dette

LÆS OGSÅ: "Jeg var nok det, man vil betegne som klassisk nørd. Bøgerne var min bedste ven"