Iben Maria Zeuthen: Grams bare løs, det er jo synd for dig

Jeg er en 31-årig kvinde, jeg er vokset op efter 70'ernes kvindekamp, og jeg har været ung i et årti med fokus på køn, kvoter, ligestilling og sprogets reproducerende kraft, og jeg har lige opdaget, at jeg alligevel hverken er i stand til at identificere sexisme, når den opstår, eller sige fra over for den.

Den aktuelle hændelse udspandt sig således: Jeg sidder i en solplet og har købt nogle bolsjer. Jeg vil nyde roen en halv time, inden turen går videre til et interview. En forhutlet mand kommer over og ruller det store skyts ud: begynder at kommentere kropsholdning og sko, ben og hår. Derefter begynder han at spørge ind til specifikke seksuelle erfaringer og tager længere omveje for at fortælle om egne præferencer. Vi er ude i noget med urinsex. Hans telefon ringer, og i samtalen genhører jeg hans vurdering af mig, hvorefter han lægger på og begynder at blive fysisk. Hånden på mine ben, aer mig i håret, kysser mig i ansigtet og fortsætter talestrømmen.

Ingen på pladsen reagerer. Jeg reagerer ikke på hans komplimenter med andet end et affejende "tak-tak". Selvom jeg sagtens kan mærke, at det slet ikke er rart eller noget, jeg ønsker. Til sidst får jeg taget mine ting og sagt tak for i dag og cykler min vej. Og først bagefter slår det mig, at jeg på ingen måde skylder noget menneske at sidde model til det, der skete, og at jeg ikke aner, hvorfor jeg ikke sagde fra.

Jeg har en teori om, at min manglende grænsesætning bundede i to faktorer:

1) Manden var en stakkel (ergo kan man ikke tillade sig at sige fra).

2) Det, han sagde, var jo positivt.

For lige at uddybe den første: Jeg er opdraget til at sætte grænser. Men jeg er også opdraget til at opføre mig kærligt og høfligt over for mennesker, især mennesker, der har det sværere end mig. De to opdragelsesbudskaber kolliderer i dette tilfælde, og høfligheds-buddet vandt. Hvis vi kigger på den anden faktor, at det, han sagde, jo var positivt, mener jeg, at mange af os har en blind vinkel her. Sexchikane og grænseoverskridende adfærd kan sagtens komme til udtryk i form af positive tilkendegivelser. Og måske er det en banal pointe, men det gik først op for mig i denne situation, at det ikke handler om den måde, man bliver vurderet på, men om selve det at blive vurderet. Ingen har ret til, uden at være blevet bedt om det, at give en vurdering af dig eller andre. At give en uopfordret vurdering af et andet individ er at gøre sig til overmanden i den relation. Det er ikke nødvendigvis et voldsomt overgreb, men det er et overgreb.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft overblikket til at sige til denne mand, at han overskred mine grænser. For sagen er, at jeg hverken gjorde ham eller mig en tjeneste ved ikke at stoppe det, for det er jo ikke i overbærenheden, at man viser sine medmennesker respekt. Overbærenheden udtrykker medlidenhed, som igen udtrykker, at man på den ene eller anden måde er bedre end den anden person. Ikke bare opdagede jeg, at jeg ikke er så bevidst om egne grænser, som jeg troede, jeg opdagede også, at det at sætte grænser ikke bare er at vise sig selv respekt. Det er også at vise den anden part respekt. Hvis jeg ville opretholde respekten, ikke bare for mig selv, men også for ham, skulle jeg selvfølgelig have sagt fra. Uanset hvor stakkels han var.