Iben Maria Zeuthen: Jeg elsker denne måde at rejse på

Jeg hoppede ombord på et tog og kørte tværs gennem Danmark. Der er noget helt særligt over togskinnerne, som skærer sig gennem landskabet. De er ikke natur, de er stål, men de har været en del af Danmark så længe, at de alligevel virker som en del af landskabet. Jeg elsker synet af det rustrøde og dog fungerende. Og så er der det ved togskinner, at de peger i alle retninger. Ikke på en forvirret og bugtet måde, men på en målrettet lineær måde. Alt føles muligt, når man står på en bro og kigger ned på skinnerne. Man skal bare følge svellerne, så ankommer man på et eller andet tidspunkt til et nyt sted. Det er enkelt. Det fjerne forbindes med det sted, man befinder sig. Togskinner er planlagt af staten, de er lagt af arbejdere, og de bygger på udlængsel og lyst til fremskridt. Det er lyden af drømme, eventyr, vilje og samarbejde, man kan høre, når det svirrer i ledningerne, og et tog nærmer sig.

Jeg har rejst på det, der lignede bunden af havet, i et tog. Den transsibiriske jernbane, gold jord, bjerge i det fjerne, en nøgen gevækst i det fjerne. Ellers bare horisont. Jeg elsker at køre gennem flimrende bøgeskove i maj, køre mod sneretningen, når det fyger i januar, og se markerne høstes i august, mens jeg tænker på det arbejdsår, der kommer mig i møde. Jeg synes stadig, det er surrealistisk at køre under vandet mod Sverige, og det gibber i mig, når man i høj fart passerer et modkørende tog. Engang kørte jeg med min mor i tog fra Paris ud til Monets have. Eller også er det en film, jeg har set. I hvert fald var toget anderledes varmt og nistret end i Danmark.

Forleden kørte jeg med tog igen, og da vi skulle ud, og den klassiske kø af svedige mennesker med tasker og halløj dannede sig, stod en teenager i vejen med hovedtelefoner på. Han lænede sig ind over nogle sæder for at få fat i noget, jeg ikke kunne se hvad var. Der opstod lidt irritation i menneskemængden, og jeg prikkede ham til sidst på skulderen for at få ham til at give plads til os, der skulle ud.

Først der opdagede jeg hans projekt. En natsværmer havde forvildet sig ind i kupeen og baskede mod vinduet. Han forsøgte at lokke den over på sin hånd for at tage den med ud af toget. Han fik den op, og den blev siddende, mens vi ventede på, at dørene skulle åbne sig, og ud kom han med sin lille bevingede ven.

Jeg elsker togskinner. Og jeg elsker den måde at se verden på, som man særligt gør, når man er ung: Det kan godt være, man ikke kan redde hele kloden. Men man føler sig stærk og unik nok til at tro på, at man kan gøre en forskel. Og i stedet for at være fokuseret på at mase sig først ud af en togkupé, ser man natsværmeren. Jeg sendte en lille bøn om, at vi, uanset hvor grelt det står til globalt set, bevarer små lommer af naivitet, rejselyst og drømmerier. Og solen gik ned over Hovedbanegården, mens jeg så natsværmerdrengen følge skinnerne ud i det blå.