"Nogle gange er det aften i sindet, selvom det er højlys dag i virkeligheden"

I perioder mit liv igennem har jeg forsøgt at dressere mit sind. Tænke mindre på fremtiden. Tænke mere positivt, tænke mere på andre, tænke mindre på døden, tænke mere på alt det, der går godt, tænke mindre i det hele taget (har du i øvrigt nogensinde prøvet at få at vide at "du tænker også så meget over tingene"? Det er det mest uduelige, passivt-kritiserende spørgsmål nogensinde. Hvad SKAL man dog stille op med det? Til kamp mod den sætning).

Nå. Men.

Forleden hørte jeg min ven sige, efter et brud med en kæreste, han holdt afsindigt meget af: "Jeg er i sorg, og ved du hvad? Jeg gider ikke være i sorg". Han havde truffet en beslutning om at starte til psykolog og kropsterapi og hvad ved jeg. Da jeg talte med ham, var det som at få sat et spejl op foran mig selv, for hans beslutning kunne lige så godt være truffet af mig selv: "Nu vil jeg hellere have det anderledes, så jeg bestemmer mig for at ændre min sindstilstand".

Jeg har al mulig respekt for terapeuter og behandlere, ligesom jeg har respekt for mennesker, der tager deres liv i deres egen hånd. Men jeg tror simpelthen ikke, det er muligt at beslutte sig for at have det på en bestemt måde. Jeg tror på, at man kan ændre tankemønstre ved hele tiden at øve sig i at tilgive sig selv, men jeg tror ikke, at man kan tvinge sig til at have det anderledes end man har det.

Jeg er med på, at det er ærgerligt at bruge sit liv på at sidde fast i negative mønstre, især hvis de med en lille bevidst handling kan ændres. Men sorgen over at miste en kæreste, identitetskrisen i at mangle et job, depressionen, der følger i kølvandet på, at børnene er flyttet hjemmefra, eller hvad det nu måtte være, er jo en naturlig del af at være menneske. Nogle gange er det aften i sindet, selvom det er højlys dag i virkeligheden.

Jeg savner, måske især hos mig selv, en større varme og eftergivenhed over for de dyk, man igennem et langt liv helt naturligt tager. Der behøver ikke være nogen grund, og den grund, der måtte være, behøver ikke "vendes til noget positivt", og det skal ikke "gå væk", og det forunderlige er, at alt imens det ikke skal gå væk, går det væk.

Vi forsøger at kontrollere os til det glade sind. Og det er en blindgyde, for det glade sind handler meget om at give slip. Sindet vil ikke dresseres. Det vil ikke herskes over. Sindet er, ud over skæbnen, det mest organiske og balstyriske ved det at være menneske. Det skal ikke coaches. Og når man burer noget inde, rusker det i tremmerne. Således også med sindet.

Al denne sindelagskontrol er selvfølgelig opstået ud fra en ide om, at man ikke vil have sit liv spoleret af negative tanker. Men alene det at beskæftige sig med det, øger de mørke tankers omfang. Jeg vil forsøge at være lige så tilgivende over for mine egne triste tanker, når de dukker op, og møde dem med lige så stor selvfølgelighed, som jeg gør med andres. Så når min ven synes, at hans sorg skal gå væk, og jeg tænker, at det skal den da, men at det skal den nok selv finde ud af, mens han koncentrerer sig om at gøre gode ting for sig selv, så må jeg huske på den tilgang, når jeg selv rammer propellen. Jeg vil lade det være aften i sindet. For jeg tror, at hvis vi accepterer sindet, så accepterer sindet os.