"Jeg bliver altid utrolig overrasket over, hvilken effekt et kirkerum har på sjælen"

En aften midt i vinterens bidende kulde tog jeg i kirke.

Den amerikanske sangskriver og sangerinde Jonatha Brooke var i Danmark og gav to intimkoncerter, og hvor bliver jeg altid utroligt overrasket over, hvilken effekt et kirkerum har på sjælen. Den måde taget hvælver sig over én, den måde rummet omslutter én. Det er så tydeligt at mærke, at man her har kunnet opleve både den største glæde og den største sorg. I skiftende tider. Her har man både budt livet velkommen og ledsaget mennesker, der forlader livet igen.

Her sad jeg, ved siden af min højgravide veninde, og fulgte Jonathas show.

Efter de første indledende muntre manøvrer lagde Jonatha guitaren og fortalte om de to sidste år af hendes mors liv.

Jonathas mor var en festlig sjæl, som ofte gjorde sin datter pinligt berørt med sit larmende væsen. Og da Jonatha gik i 7. klasse og var ægte teenager, valgte hendes mor at starte på... klovneskole. Hun ville simpelthen uddannes til klovn. Senere fik hun hudkræft og endte med at få fjernet næsen. Fire kunstige næser havde hun, så hun kunne skifte afhængig af årstiden og hudens glød, og så skulle man åbenbart have en i reserve, hvis de andre blev væk. Jonathas mor var med andre ord en klovn uden næse, og Jonatha voksede op med en følelse af lige dele kærlighed og stor flovhed over sin mor. Hendes mantra blev, som mange af os kender fra os selv, at hun i hvert fald aldrig ville ende med at blive som sin mor. Da Jonatha blev voksen, fik moren konstateret Alzheimers, og Jonatha besluttede at lade hende flytte ind hjemme hos sig, så hun kunne passe hende. Jonatha fortalte os om de to års cirkus med en senil, næseløs klovn, som rendte rundt og opførte små mere og mere surrealistiske sketches derhjemme.

Det var hårdt arbejde, og efter to år følte Jonatha sig klar til at give slip. Da det så endelig var ved at være tid, og moren var terminalt syg, skrev Jonatha sangen

"Time", hvor hun synger til døden: "Please don't come today, tomorrow is not good either", og sangen bærer omkvædet "I am not ready anymore".

Jeg har gudskelov endnu ikke oplevet at miste en forælder, men jeg forestiller mig, at sangen siger noget, der er så sandt – man bliver aldrig klar til at give slip på sit ophav. Vores mødre er dem, der har været der længst tid. De har været der, siden vi bare var små bitte frø, sået i deres indre. Vores mødre var der før vores arme, de var der før vores ben. Derfor må det føles naturstridigt at give slip, uanset hvad forhistorien har været. Og derfor bliver vi aldrig klar.

Denne erkendelse fik store varme tårer til at trille ned af mine kinder. Ved siden af mig i den gamle, kloge kirke sad et lille liv i maven på sin mor og lyttede med inde fra sin trygge hule af lunkent vand. Og anede intet om, at han en dag ikke er klar.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: "Please don't take my man"

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Traditionernes tid er også konfrontationernes tid

LÆS OGSÅ: Klumme: Forbandede mislykkede kernefamilieprojekt