Ida Wohlert: "Ingen skal blive i et dårligt forhold, men man skal også turde rumme de grå dage"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Knabrostræde, hvor jeg er født, og hvor min far stadig bor. Jeg er født midt i det gamle København og kender byen virkelig godt. Min far tog ofte mig og min bror med på de traditionelle, klassiske frokostrestauranter, hvor han var på fornavn med tjenerne, og hvor vi altid fik det samme bord. Her fik vi god flæskesteg og måske et stjerneskud i weekenden. Jeg tror lidt, det var hans åndehul – og vi elskede det. Mine forældre blev skilt, da jeg gik i 1. klasse, og så flyttede vi til Hellerup med min mor, mens min far blev i byen. Jeg elsker at gå en tur ned ad Knabrostræde og gaderne omkring, for her er mit barndomshjem endnu, selv om der har været flere skilsmisser på både min fars og mors side.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Da jeg var 18 år, rejste jeg rundt i Sydamerika. I mellemtiden blev min mor skilt fra sin amerikanske mand, som jeg var vokset op sammen med. Jeg kom hjem til et hus, der var til salg, min stedfar var flyttet, og min mor var forelsket i en ny mand. Jeg var ærligt talt rundt på gulvet og forvirret over, at alting var gået så stærkt. Det var en hård tid, for min storebror var også lige flyttet hjemmefra, og der stod jeg. Min far var super sej i den her periode og var der 100 procent, mens min mor blafrede med ørene og havde gang i sin anden ungdom. Hun var ret klar i mælet og sagde: "Sødeste skat, du er stor nok nu til at stå på egne ben – og det skal du". Hun havde fundet en 20 år yngre mand og gik med eventyret. Og heldigvis for det, for de er stadigvæk sammen, og jeg har et meget tæt forhold til ham i dag. Men jeg havde brug for at skælde ud, og det gjorde jeg en dag, hvor jeg gik ud og spiste med hende. Det var vist ikke nogen særlig hyggelig middag, men jeg følte, det var nødvendigt, og så havde jeg i hvert fald sagt min mening om hele den periode.

Din levevej?

– Helt klassisk ville jeg "noget med mennesker". Jeg har aldrig planlagt min karriere, og jeg er faktisk et meget lystbetonet menneske, som går efter det, der føles rigtigt for mig. Journalistikken kom som lidt af et tilfælde. Jeg var begyndt på basisuddannelsen på RUC, fordi jeg ikke kunne beslutte mig for en retning. Da jeg skulle vælge overbygning, foreslog min daværende kæreste, at jeg valgte journalistik, for i det fag behøver man netop ikke vælge interesseområde.

– Mit job er at tale med mennesker og formidle, hvad de har fordybet sig i. Det er det mest fantastiske og spændende fag. At jeg blev studievært var også et tilfælde. Jeg havde faktisk en lærer på RUC, som kom ind første dag og sagde: "Alle som vil være tv-værter: Op med lappen!" Det var slet ikke en del af mine overvejelser. Da jeg mødte ham nogle år senere, sagde han, at netop de mennesker, som ikke går efter at blive studieværter, ender med at blive de bedste. Det var søde ord. Jeg vidste til gengæld, at jeg ville lave tv og var med til at starte TV2/News. Da jeg så var på barselsorlov med Elliot, ringede de fra Go Morgen Danmark. Cecilie Frøkjær havde lige sagt op, og de ledte efter hendes afløser. Jeg tror faktisk, de havde ringet til en del før mig, så jeg var vist lidt et wild card. Nu har jeg været der i otte år. Men det var ikke et job, jeg søgte, og det var ekstra hårdt i begyndelsen. Jeg var nybagt mor, og Elliot var kun otte måneder, da jeg startede. Nattesøvn var der ikke meget af, og når jeg skulle forberede mig om aftenen, måtte jeg sætte mig op på vores gamle tørreloft med min computer for at få arbejdsro. Lyset gik automatisk ud hvert fjerde minut, så stod jeg der og fægtede med armene.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det gjorde Kasper for 15 år siden. Jeg arbejdede som tilrettelægger på et tv-program, hvor han var "runner". Det vil sige, at det var ham, der lavede kaffe og sørgede for, at der var kuglepenne og frokost til alle. En dag da jeg sad og spiste frokost med cheferne, havde Kasper arrangeret, at der kom et bud med en kæmpe buket blomster. På kortet stod der bare hans navn. Cheferne var ved at tabe kæberne over ham den unge runner på 21. Men det siger meget om Kaspers mod. Han går benhårdt efter det, han vil have og får det som regel. Jeg har aldrig mødt en mand med så meget drive og klogskab, og som samtidig kan mestre det nære. Men vi kan sagtens diskutere og støde sammen, for vi har begge meget energi og vilje. Jeg kan huske, at jeg engang talte med en veninde, da vi begge var i relativt nye forhold, om hvordan man undgår skilsmissefælden? Hun svarede ret klogt, at det handler om at tage en beslutning. Den tyggede jeg lidt på, men jeg synes faktisk, det er et godt råd. Det handler i hvert fald også om at tage en beslutning og ikke kun lade sig styre af lyst og følelser, som mange i min generation ellers er opdraget med. Ingen skal blive i et dårligt forhold, men man skal bare også turde rumme de grå dage, som jeg kalder dem.

Ida med mand og nyfødt ældstesøn i 2009. Foto: Arkiv.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Vi er nok ret lige, men min mand er virkelig god til at stoppe mig, når jeg bliver for meget og prøver at køre det hele efter mit eget hoved. Han er god til at sætte foden ned, og det kan være vildt irriterende i situationen, men jeg ender faktisk ofte med at være enig med ham alligevel. Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg aldrig keder mig sammen med ham, og at vi stadigvæk er sammen. Det lyder måske kynisk, men jeg tror virkelig, at den der magtbalance er sindssyg vigtig i et forhold. Den må ikke være for skæv, så bliver det uinteressant, og man mister interessen for hinanden. Når det kommer til vores børn, elsker jeg at tale med dem og prøver hele tiden at forstå dem. Det gør vi begge to, men min mand er bedre til at være klar i mælet over for dem, og det er godt. Nogle gange tror jeg ikke, man skal bruge så mange ord og forklaringer over for små børn.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg havde svært ved at få børn og var i fertilitetsbehandling i en periode, inden jeg fik Elliot for otte år siden. Det fyldte meget, og jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte: Hvad nu hvis, det aldrig sker? Kan vi få et godt liv uden børn? Jeg kunne godt se det for mig, eller vi kunne have adopteret. I dag hvor jeg er mor til to, kan jeg ikke forestille mig det anderledes, og når jeg er sammen med venner uden børn, bliver det tydeligt, at det er to meget forskellige liv, og der er ingen tvivl om, at du også betaler en pris for at få børn. Du får et andet liv, og det er vigtigt, at du kan finde ro i det, også når tingene dykker, og stemningen ikke er den fedeste. Du kan godt nå til et punkt, hvor det hele er planlægning og logistik, men der prøver jeg at fokusere på det absurde og komiske i, at alle kan sidde rundt om middagsbordet og være sure på en gang. Det sker jo, men bare man så kan grine lidt ad det hele, det hjælper virkelig.

Gravid med ældstesønnen. Foto: Bo Nymann.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i Taarbæk, og det gør min bror også. Mine bedsteforældre boede her også, og vi har tit talt om, hvorfor det sted betyder så meget for os. Vi gik til svømning i byen hos Fru Ulla Birch, og bagefter gik man hjem til mine bedsteforældre og spiste risengrød. Taarbæk er hjem for os, og jeg kan ikke komme i tanker om et sted, jeg hellere vil bo.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er faktisk hyggeligt, folk er altid utroligt søde og imødekommende, når jeg møder dem. I morges, da jeg var ude at løbe, tror jeg, at jeg nåede at sige godmorgen til fem forskellige mennesker. Jeg er til gengæld ikke vild med den stille stirren, jeg vil hellere have, at folk kommer over og siger hej. Forleden stod jeg i en bagerforretning med min søn, og så fik ekspedienten øje på mig. Og det udviklede sig altså meget rørende, for den søde dame endte med at stå med tårer i øjnene og fortælle, at jeg er så fast en del af hendes morgen, og hun elsker at vågne op sammen med mig. Dernæst fyldte hun to store poser med brød og kager og sagde værsgo! Min søn så underligt på mig og spurgte: "Hvorfor var damen så sød ved dig"? Tænk, at jeg kan få lov til at være en del af folks hellige morgenstund – og nogen oven i købet tager stilling til det, jeg laver – det, synes jeg, er en gave.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mor. Hun er en ret underspillet og lyttende type, men når hun taler, så lytter man. Forleden dag ringede hun til mig og spurgte: "Nå Ida, nu er du fyldt 40, hvor skal du så hen?" Skal jeg videre lige nu, tænkte jeg? Men mit hjerte ligger i det program, jeg laver. Jeg er vild med blandingen af historier. Nogle gange spørger folk, om jeg ikke bliver træt af at tale om dræbersnegle hver sommer og vaniljekranse hver jul. Og nej, jeg er ikke blevet træt af det endnu. Tværtimod synes jeg, det er ret hyggeligt. Heldigvis er der jo også en masse andre spændende mennesker på besøg rundt om sneglene og vaniljekransene. Jeg bliver, så længe jeg føler, jeg bliver dygtigere, og så længe folk stadig gider stå op sammen med mig.