Inger Støjberg: ”De rigtige venner har hængt ved, og så er der alle de Venstre-folk, der ikke hilser på mig”
Der gik ikke længe, fra den tidligere næstformand i Venstre, Inger Støjberg, havde meldt sig ud af partiet, til at der både mentalt og fysisk blev lagt afstand til hende. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.
Den seneste tid har været ”sær” for den tidligere næstformand i Venstre, Inger Støjberg.
Efter 19 års arbejde i partiet – og med flere markante ministerposter i bagagen – valgte hun i februar i år at melde sig ud. Og det skifte har været tydeligt at mærke, fortæller Inger Støjberg i et stort interview i denne uges Hendes Verden.
”Da jeg meldte mig ud af Venstre, gik der ti minutter, så var 19 års arbejde i Folketinget væk. Min mail, telefon og alting var lukket ned. Jeg tror virkelig, der er en eller anden IT-mand, der er løbet hen og har rykket et kæmpe stik ud af væggen, for pludselig virkede ingenting, og alt, hvad jeg har skrevet af læserbreve og kronikker, var væk,” siger hun og forklarer, at hun også helt fysisk har kunnet mærke afstanden til partiet:
”Nu har jeg heldigvis fået et kontor, der er så tilpas langt væk fra alt andet, at det ikke er til at undgå at gå 10.000 skridt. Det er der, man bliver sendt hen, hvis man lige skal køle ned i en periode, så der sidder alle vi, der er i skammekrogen for tiden.”
Farvel til familie-partiet
For Inger Støjberg har det været ”uvirkeligt” at melde sig ud af det parti, som hele hendes familie altid har været en del af.
Men rigsretssagen mod hende, som Venstre også bakkede op om, var den ”ultimative mistillid”, fortæller hun til ugebladet. Den blev vedtaget i begyndelse af februar i forbindelse med den ulovlige instruks, som Inger Støjberg står anklaget for at have givet som udlændinge- og integrationsminister, om at adskille asylpar i 2016.
”Hele min familie var samlet hjemme hos mig den dag, jeg besluttede mig for at forlade Venstre. Vi snakkede det hele igennem Der var virkelig kaldt til familieråd i familien Støjberg,” siger hun.
”I sådan en situation rykker vi sammen. De forstod mig godt, selv om min mor har været medlem af Venstre, fra hun var 18, til i dag hvor hun er 81. Det er da underligt.”
De rigtige venner
Nu er der gået et par måneder, hvor Inger Støjberg har været uden et parti og ageret som løsgænger i Folketinget.
Hun troede, at det ville være ”ensomt”, fortæller hun, men hun har fundet en glæde i sin nye rolle – også selvom det har betydet et farvel til nogle af Støjbergs tidligere partifæller:
”Jeg taler stadig med mange af mine gamle V-kolleger. De rigtige venner har hængt ved, og så er der alle de Venstre-folk, der ikke hilser på mig på gangene i dag. Det skal man lige øve sig på. Men jeg må indrømme, at jeg ikke har haft det bedre i lang tid. Jeg har i hvert fald aldrig haft så få problemer med chefen som nu, ha-ha,” lyder det fra den tidligere næstformand.
”Men det er jo ikke sjovt at være et sted, hvor man ikke er ønsket, og det tog hårdere på mig, end jeg havde regnet med. Jeg er dog ikke klar til at gå ind i et nyt parti. Jeg får da tilbud, men jeg skal lige have rigsretssagen overstået.”