Martin Krasnik: "Prøv at læse en avis. Du vil opleve, at du bedre kan huske, hvad du har læst"
Weekendavisens nye chefredaktør har haft en forfulgt Yahya Hassan boende i månedsvis på gæsteværelset. Han var rædselsslagen efter et af sine bedste interviews nogensinde, og så ville der være lidt flere træer i regnskoven, hvis det ikke var for hans afhængighed af aviser.
Hvad er din mest overraskende interviewoplevelse?
– Det mest overraskende er nok, hvor ofte toppolitikere tror, at de kan slippe af sted med at lire et eller to indstuderede svar af, når de har en dårlig sag. De må jo tro, at vi er helt retarderede. Ellers må det være interviewet med Yahya Hassan, der fik det hele til at eksplodere omkring ham, så han efterfølgende måtte tage med mig hjem og blev boende i gæsteværelset i nogle måneder.
Hvilken interviewperson har givet dig mest modstand?
“Helt klart den amerikanske forfatter Philip Roth. Det var et mega-scoop at få et interview med ham, og jeg var helt oppe at køre over det. Han var knotten hele vejen igennem, men det blev et fantastisk interview. Det blev bragt i flere internationale aviser, hvilket jeg var meget stolt af. Men Roth hadede hvert et ord, krævede undskyldninger og pudsede både advokat og litterære agenter på mig. Jeg var rædselsslagen og får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det.
Hvad er journalistikkens eksistensberettigelse i dag, som du ser det?
– Journalister har altid ligget helt i bund, når det gælder troværdighed. Det er en succes, hvis vi ligger lige over brugtvognsforhandlerne. Journalistik handler om at vise, hvordan tingene faktisk hænger sammen. Sige sandheden, simpelthen. Trænge igennem med sande, gode, velfortalte historier. Måske er det derfor, vi ofte er så upopulære. Der er så meget vrøvl og bullshit, så det er svært, men nødvendigt.
Hvad er din fornemste opgave som chefredaktør for Weekendavisen?
Avisen er fra 1749. Det er både ærefrygtindgydende og fantastisk. Så jeg skal føre den videre gennem historien, passe på den og sørge for, at den er endnu mere velskrevet, når jeg giver stafetten videre.
Hvad bliver den største udfordring?
– At få tid til at skrive og rejse. Det var jo det, jeg blev journalist for, og det jeg elsker mest af alting. Det er jeg lidt nervøs for. Får jeg tid til det? Det skal jeg!
Hvad er ifølge dig den vigtigste dagsorden lige nu?
– Åh. Der er så meget, der vakler. Men at Europas politikere er blevet så nervøse og usikre på det fælles europæiske projekt, gør mig både trist og bange for, at de ikke evner at stå sammen i en virkelig alvorlig krise.
Hvilke tanker gør du dig om avisens rolle i en digital tidsalder?
– Jeg tager ofte mig selv i at gribe ud efter en browser på telefonen og surfe nyheder og tilfældige artikler i stedet for at tage en avis. Men prøv selv at sætte dig med en avis. Og læs. Ordentligt. Så vil du opdage, at du både bedre kan huske det, du har læst, og også tænker mere over det. En god avis er både blivende og flygtig, seriøs og underholdende, og du kan have den i hånden, knitre med den, bladre i den, krølle den sammen. Selvfølgelig er der også fantastisk god journalistik digitalt, men for læseren er og bliver avisen noget andet.
Hvordan er dine egne medievaner?
– Jeg læser artikler og nyheder konstant, alt for meget, men jeg kan ikke lade være. Jeg holder Information og Politiken derhjemme, læser Berlingeren på arbejde, læser sport på Bt.dk og følger spektakulære krimisager på Eb.dk. Jeg læser om israelsk politik på Haarets.com og holder The New Yorker, The Atlantic og The Economist og læser alt for mange kvarte artikler på nettet. Hvis alt blev digitalt, ville jeg bidrage til at redde regnskoven. Jeg ser til gengæld næsten ikke fjernsyn – udover fodbold. Jeg ser meget fodbold.”
Hvad er den bedste læresætning, du har læst eller hørt?
– He is not the Messiah! He is just a naughty boy!” Brians mor i Monty Pythons Life of Brian.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
– Delphine de Vigans Alt må vige for natten.
Hvad ved folk ikke om dig?
– At jeg er meget konfliktsky.
Hvad er den største misforståelse, offentligheden har om dig?
– Jeg er vant til at høre, at jeg er en børnemishandlende jødesmovs, så det er ikke så slemt. Jeg læste forleden, at jeg i modsætning til min forgænger Anne Knudsen nok er sådan én, der går og rydder op hele tiden. Den sved.
Har rødhårede det lidt vildere end andre?
– Ja.