Interview: Thomas Vinterberg jagter uskyld

Interviewet blev første gang bragt i 2013

Instruktøren bag Festen, Submarino og It’s All about Love er tilbage med sin mest omtalte film siden Dogme-succesen i 1998. Jagten har bl.a. Mads Mikkelsen, Susse Wold og Lars Ranthe på rollelisten og har allerede vundet flere priser og givet Thomas Vinterberg de bedste anmeldelser i årevis. Her fortæller han om filmen og om sine  egne erfaringer med filmens temaer – herunder frygt, kærlighed og retfærdighed.

Jeg har lige boet i Paris i to måneder for at skrive. Jeg arbejder på en ny film. Jeg kunne tage på alle mulige eksotiske rejser for at fejre Jagten på filmfestivaler. Jeg tror bare ikke, det er det rigtige at gøre. Det gjorde jeg med Festen. I et år more or less. Det vil jeg ikke anbefale til nogen. Det satte mig helt i stå på det tidspunkt. Mit trick er at beslutte det næste projekt før premieren på det, man er i gang med. Så gør man det en lille smule mere nonchalant.

I aften skal jeg ud at spise med en mand, jeg ikke har set i nogle år. Det er den børnepsykolog, der gav mig ideen til Jagten. Kort efter Festens premiere bankede han på min dør i Kartoffelrækkerne. Det er to flytninger og en skilsmisse siden. Han sagde, at nu hvor jeg havde lavet Festen, var der en anden film, jeg burde lave. Så gav han mig en stor bunke materiale. Først tænkte jeg ikke nærmere over det. Der var så mange folk, der havde gode ideer til mig. Flere år senere tog jeg materialet frem igen. Jeg blev chokeret over, hvad jeg læste. Det var case stories fra det virkelige liv. Adskillige sager om folk, der var blevet uskyldigt anklaget for forbrydelser mod børn. Det var meget voldsomt.

Jagten

Jagten handler om en mands kamp for retfærdighed. Han er blevet beskyldt for at have forulempet sin bedste vens datter, men er uskyldig. Selv om filmen er fiktion, har vi hentet rigtig meget fra virkeligheden. Det er klart, at man kan diskutere min film. For hvad så med dem, det sker rigtigt for? Det er jeg fuldstændig enig med folk i. Vi ved, at børn kan være ofre for voksnes seksualitet. Det er frygteligt, når det sker, og det handlede Festen også om. Den var med til at skabe en masse opmærksomhed om emnet, men måske i virkeligheden også en del hysteri. I hvert fald overså vi det nye problem i 90’erne: At der er kommet en ny type ofre, som igen er børnene. De børn, der bliver trukket gennem en afhøring. Dem, der bliver sendt til gynækologiske undersøgelser, ser deres mor græde og deres far komme op at slås. Og dem, der oplever, at en, de godt kan lide, bliver spærret inde. Det er bare noget, jeg var nødt til at pege på.

Jeg har kaldt Jagten for en antitese til eller en spejling af Festen. Folk vil alligevel sammenligne dem. Det har jeg vænnet mig til. Festen er desværre ret hård at konkurrere med. Men jeg deltager ikke i nogen konkurrence. Det var jo ikke et 100-meterløb, jeg gennemførte i 1998. Der er så mange stjerner og hjerter og priser. Antal solgte billetter og antal ikke solgte billetter. Det er så overvældende, at folk ofte glemmer at snakke om filmen. Jeg tager det ikke alvorligt længere.  

Naturlighed

Da jeg var barn, boede jeg i et kollektiv. Jeg kunne godt sidde på et fremmed menneskes skød, endda selv om vedkommende ikke havde ret meget tøj på. Det kunne man dengang i 70’erne, uden at ens grænser blev overskredet. Det var der ikke nogen som helst problemer i. Jeg er lidt nostalgisk omkring den tid. Jeg synes, der var noget naivt og uskyldigt over den. Selvfølgelig var der også børneofre dengang. Vi vidste det bare ikke. Når mine børn hører om min barndom, siger de ‘ad’. Jeg mener heller ikke nødvendigvis, at det var bedre dengang, end det er nu. Det er bare en iagttagelse af, at tingene har ændret sig. Vi har mistet vores uskyld.

Der er en grad af ængstelighed omkring vores børn, som jeg egentlig ikke ved om er sund. Jeg synes ikke, vi skal gøre vores børn til potentielle ofre hele tiden. Jeg kan huske, da jeg fik at vide, at mine børn ikke længere måtte have snore i vanterne i børnehaven, fordi de kunne risikere at blive hængt i dem. Der er sikkert en god grund til det. Der er garanteret et barn, der har lidt under det. Men tanken om, at vi jo ikke kan beskytte os mod livet, ramte mig. Jeg kan godt forstå, at man er nervøs. Jeg kører også med mine børn bag på cyklen, fordi jeg har lært, at hvis de sidder foran, er det en lille smule mere farligt. Selv om det er dobbelt så hyggeligt, når de sidder foran. Så kan man snakke lige ned i øret på dem.

Løgn

‘Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden.’ Jeg synes, det var interessant at bryde med konventionen om, at børn taler sandt, i Jagten. Vi ved jo godt, at det ikke passer. Hvis der er en ting, jeg ikke kan holde ud, så er det alle de ting, vi godt ved, men som vi ikke siger. Børn er behagesyge. De kan have alle mulige grunde til at lyve. Børn kan lyve, fordi de kan se, at den, der spørger, gerne vil have, at de svarer noget bestemt. Eller for at underholde nogle kammerater i skolegården.

Jeg har løjet over for mennesker, og mennesker har løjet over for mig. Mennesker lyver hele tiden. Man kan godt forskåne andre for sandheden. Hvis man er i meget store økonomiske problemer, er det ikke nødvendigvis det rigtige at fortælle det til sine børn. Det er jeg dårlig til at lade være med. Der kommer jeg til at involvere dem. Jeg er vokset op i et miljø, hvor man bare sagde alting.

Jeg har læst mange løgne om mig selv i forskellige medier. Det er jeg holdt op med for mange år siden. Halvdelen af det, der stod, var alligevel fordrejet eller direkte forkert. Det var jeg meget forstemt og indigneret over. Det irriterede mig selvfølgelig mindre, når det var gode ting, de opfandt. Men det irriterede mig stadig. Jeg syntes, det var uretfærdigt.

Retfærdighed

Jagten er en ekstremt retfærdighedssøgende film. Det var Festen også. Jeg er måske ekstremt retfærdighedssøgende. Det er ikke et specielt charmerende træk, det med at være så stædig omkring det. Der er en flothed i at lade sådan noget gå. Men jeg kunne se, at Mads (Mikkelsen, red.) måske også er sådan. Det var hans karakter, Lucas, i hvert fald. Det havde vi tilfælles. Vi vil kraftedeme ikke finde os i det. Jeg elsker den her måde, hvor Lucas bliver ved med at insistere på, at han skal have sin kotelet, efter at være blevet smidt ud hos den lokale købmand. Det er der noget meget dansk over. Det er måske også en mandeting.

Vi er nogle mærkelige mænd i det her land. Vi er nok mindre large end kvinder. Mere pernitne. Vi er bløde og flinke udenpå, men ofte stædige indeni. Mine sydeuropæiske venner griner altid, når de er i København. De ser sådan nogle flotte selvsikre kvinder komme gående forrest med mobiltelefoner, og fire meter bagved kommer der en lille mand rullende med barnevognen. Det er de ikke vant til. Man skal ikke generalisere, men jeg synes, at der er en lidt kastreret mandegruppe i Skandinavien. Den bliver portrætteret i Lucas-karakteren. Han går fra at være et civiliseret, kristent menneske til at begynde at nikke skaller. Det klapper folk ad. Er det det, der skal til for at fylde manderollen ud? Skal vi virkelig derud, hvor vi bliver dyr? Det kunne godt være, vi skulle se at få møbleret lidt rundt på det.

Fortsætter på næste side...

Loyalitet

Jeg var engang på værtshus med en meget nær ven. Han var virkelig fuld, dum og uforskammet over for tjeneren. Han opførte sig idiotisk, og tjeneren smed ham ud. Faktisk hjalp jeg tjeneren med at få ham ud. Dagen efter ringede min ven til mig. Jeg troede, at han ringede for at sige undskyld. Men han ringede for at give mig en af de vigtigste skideballer, jeg har fået i mit liv. Han sagde: “Når man er venner, holder man sammen. Lige meget hvor åndssvag jeg er en anden gang, er det os to imod tjeneren. Ellers er vi ikke venner.” Sådan er det vel også med ens børn i en eller anden grad. Jeg tror, at mennesker er meget subjektive i deres vurdering, når det gælder deres børn. Det synes jeg også, man skal være. Der må selvfølgelig være noget selvjustits. Man skal lære sine børn, hvordan de skal opføre sig over for andre. Men ude i verden er man nødt til at stå bag dem.

Kærlighed

Jeg tror på den grænseløse kærlighed mellem mennesker. Men jeg tror også, at kærlighed i mange tilfælde er en beslutning, folk tager. Det er selvfølgelig en meget kynisk betragtning. Jeg har set mange kærestepar, som har indgået en overenskomst, og spørgsmålet er, om man kan kalde det kærlighed. Det er meget svært at beskrive, hvad kærlighed er, men jeg synes ikke, at det er nok at tage en beslutning.

Tanken om, at man bare kan skifte hinanden ud, synes jeg er meningsløs. Jeg ved godt, at det var sådan, det må have set ud for mine børn, da jeg blev skilt. Det har jeg også talt med dem om. Men jeg mener, at der skal være en virkelig god grund til det. Det ved man kun selv, om der er. Det gælder ikke kun i ægteskabet. Jeg har skiftet folk ud alle mulige steder, men kun, hvis jeg mener at have haft en god grund til det. Når man virkelig har prøvet alt. Sådan er det i hvert fald i mit univers.

Had

Jeg synes, det er fuldstændig o.k. at hade. Vi bor i et land, der ofte insisterer på at søge ind mod midten. Jeg synes, det er vigtigt, at følelser får lov at være inkonsekvente. Man kan godt hade hinanden den ene dag for så at tilgive dagen efter. Den politiske korrekthed, der gennemsyrer Skandinavien i øjeblikket, skaber en enorm impotens og middelmådighed. Den er jeg meget stor modstander af. Det er svært at skelne mellem at være rasende på et andet menneske og at hade personen. Dem, jeg har hadet, har jeg tilgivet, men det tog mange år. Der skal mere end en uretfærdighed til for at hade et andet menneske. Der skal være tale om en bevidst og systematisk ødelæggelse af det, man har kært.

Børn

Da jeg var yngre, var jeg meget bange for at få børn. Jeg tror, at de fleste mænd, der har en kæreste, som gerne vil have børn, kan genkende den ængstelse. Man er bange for, at alting ændrer sig og bliver konformt. At man flytter ind i et økologisk, gråt liv, hvor man ikke sover og ikke har sex. Det er sikkert også rigtigt for en del mennesker. Alligevel synes jeg, at det er overraskende så lidt, der ændrer sig, når man får børn. Jeg tror på, at man vælger sit eget liv. Man kan vælge at flytte ind i et børneliv eller at lade børnene flytte ind i sit eget liv.

Det er ikke specielt anderledes at få et barn nu, end det var for 12 og 17 år siden. Rutinerne sidder fast. Man glemmer ikke, hvordan man skifter en ble. Det er anderledes, fordi jeg har fået en dreng, og fordi jeg har to døtre, som er vilde med at tage sig af min søn. De har meget humor omkring det. Min ældste datter jokede med, at hun og min kone skulle være young moms samtidig, og skældte ud over, at det ikke blev sådan.

Forskellen på ikke at have børn og at have børn er meget simpel. Der er nu mindst tre ting, der er vigtigere end dig selv. Med dem er du aldrig i tvivl. Man kan sagtens komme til at forbryde sig mod det. Jeg kan komme til at være for lidt hjemme, sige noget forkert eller svigte dem. Men grundlæggende er jeg aldrig i tvivl.

Skyld

Jeg følte megen skyld over for mine børn, da jeg blev skilt. Det var der også god grund til. Det var en af grundene til, at jeg lavede Submarino. Fordi den handlede om den her mand, der går rundt og tager stoffer og prøver at være en god far for sin dreng. Jeg har nu ikke selv taget stoffer, men det rørte mig på det tidspunkt. Han er så fyldt op af faderskyld. Det syntes jeg var slemt, for mine børn kunne ikke bruge den skyld til noget. Tværtimod bliver det måske lidt værre, hvis de kan mærke, at man føler sig skyldig.

Jeg føler skyld hele tiden. Jeg føler skyld, hvis jeg kommer for sent. Jeg føler skyld, hvis jeg har været morgensur. Når jeg er stresset. Mine børn er gode til at minde mig om at være til stede. “Lad være med at sidde og sms’e ved middagsbordet, far.” Det er ikke mig, der lærer dem det, det er dem, der lærer mig det. Det vil jeg rigtig gerne blive god til. At være til stede. Men hvordan er det lige, man skal gøre? Så skulle man blive religiøs. Blive buddhist og dyrke det som en livsfilosofi. Det er jeg nok ikke parat til. Jeg tror måske, det tager ca. et liv at lære. Men man kan blive en lille smule bedre hver dag

Født i København i 1969. Blev i 1989 optaget på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole som den yngste nogensinde.

Hovedrolleindehaveren i Jagten, Mads Mikkelsen, vandt i maj 2012 prisen for Bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Cannes, og filmen vandt desuden prisen for Bedste Manuskript ved European Film Award i december.

Thomas Vinterberg blev landskendt for den første dogme-film Festen i 1998. Filmen vandt 11 internationale priser, bl.a. Juryens Specialpris ved filmfestivalen i Cannes og er udvalgt som en af 12 danske film i den danske kulturkanon.

Har siden lavet bl.a. filmene It’s All about Love (2003), Dear Wendy (2005), En mand vender hjem (2007) og Submarino (2010).

Er desuden ansat som manuskriptforfatter og instruktør på Burgtheater Wien.

Privat er Thomas Vinterberg gift med Helene Reingaard Neumann, der er skuespiller og teologistuderende. Parret fik i juni 2012 sønnen Albert Charles. Han har desuden døtrene Nanna Maria på 17 år og Ida Maria på 12 år fra sit første ægteskab.