83-årige Jane Fonda: "Jeg har været i stort set alle typer forhold. Nu er jeg færdig"

Måske du kender hende som sci-fi-heltinde i Roger Vadims kultfilm Barbarella fra 1968, som træningsguru i lycra og benvarmere i Jane Fonda’s Workout fra 1982 eller iklædt postkasserød frakke med fuld makeup og perfekt blowdry og iført håndjern, mens hun taler klimaets sag på Capitol Hill. 

Jane Fonda blev født i 1937, og som datter af superstjernen Henry Fonda var berømmelse både et livsvilkår og et åg. Faderen var fraværende og kølig off screen, moderen maniodepressiv og selvmordstruet. Barndommen igennem kæmpede hun for at opnå kærlighed og anerkendelse – og det manglende selvværd forfulgte hende i hovedparten af sit voksne liv og sine tre ægteskaber.

Men modsat normen i Hollywood er Jane Fondas stjerne kun blevet mere lysende og entydigt klar med årene. Måske særligt fordi hun nu – omsider – står alene og ikke skal måles op mod manden ved hendes side. Det er ganske sigende, at den højtprofilerede Jane Fonda-dokumentar, Jane Fonda in Five Acts, fra september 2018, er inddelt i fem kapitler – hvoraf de første fire var dedikeret til henholdsvis hendes far og de tre mænd, hun var gift med.

Hendes første ægteskab var med den franske instruktør Roger Vadim (1965-73), der også blev faderen til hendes datter Vanessa. Forholdet underminerede hendes selvtillid og eskalerede den bulimi, hun havde haft, siden hun var teenager. Hun havde altid følt sig tyk og forkert, så da hun i skolen hørte om de gamle grækeres æde- og brækgilder, kopierede hun ideen som en effektiv, nutidig slankekur.

Ægteskabet og hendes tilværelse i Frankrig var kun lige afsluttet, da Jane Fonda blev gift igen med venstrefløjsaktivisten Tom Hayden (1973-90), som hun var sammen med i de år, hvor hun var lige dele beundret for sin Oscar-vindende filmkarriere og forhadt for sine voldsomme protester mod Vietnamkrigen og fik tilnavnet Hanoi Jane efter et besøg i Vietnam i 1972, hvor hun blev fotograferet siddende på et vietnamesisk luftmissil. Billedanalysen fra højrefløjen: Jane Fonda vil skyde på sine egne, de amerikanske tropper.

Den dag i dag tilhører epoken fortsat hendes mest kontroversielle tid som aktivist og et vendepunkt i hendes liv. Det var nemlig i samme periode, hun tilføjede tre nye titler til sit CV: feminist, fitnessguru og adoptivmor. Feminismen blev italesat med størst effekt i screwball-komedien 9 to 5 (1980), hvis catchy hit og hotte cast (veninderne Lily Tomlin og Dolly Parton) gjorde filmen til det 20. århundredes mest indbringende komediefilm. Den indtjente 103,9 millioner dollars – mere end 10 gange så meget som dens budget. To år senere fik Jane Fonda igen overraskende succes.

For hvordan finansierer man bedst sine politiske aktiviteter? Ved at springe i benvarmere og lycra-leggings og indspille de til dato bedst sælgende hjemmetræningsvideoer – 17 millioner eksemplarer – og samtidig skrive en workout-bibel, der lå nummer et på The New York Times’ bestsellerliste i to år.

Men den største gevinst var, at hun omsider fik bugt med sin spiseforstyrrelse gennem 30 år og kunne skrive med ærlig indsigt: "Når mad bliver vores fjende, tager vi ikke bare på hver gang, vi taber kampen. Vi mister også vores selvværd."

Sammen med Tom Hayden ekspanderede hun såvel formuen som familien. De fik sønnen Troy, der i dag er skuespiller som sin mor, og datteren Mary, som de adopterede af en sort kvinde, der var en del af den Black Panther-bevægelse, Jane Fonda også støttede. For den biologiske mor var mere aktiv på barrikaderne end i rollen som mor – og det kunne Fondas moderhjerte ikke bære.

Jane Fondas sidste ægteskab var med grundlæggeren af CNN og milliardæren Ted Turner (1991-2001), og årene med ham blev muligvis hendes mest tilbagetrukne. Hun var mere loyal mod sin besidderiske mand og parrets otte sammenbragte børn, end hun var tro mod sig selv, og aktivisten i hende var sat på vågeblus. Men slukkes kunne hun ikke.

Action speaks louder than words

Jane Fondas politiske engagement vågnede ikke i hendes hjemland, men i de år hun boede i Frankrig med Roger Vadim. Han introducerede hende til den franske skuespillerinde Simone Signoret, som trak Fonda ind i sin kreds af franske intellektuelle, der bl.a. talte Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre.

"De missionerede aldrig. De viste bare med deres handlinger, hvad aktivisme er, nemlig at lægge egen krop til sin ideologi. Simone de Beauvoir lagde sig på togskinnerne for at bremse de toge, der bragte forsyninger til krigen," fortæller Jane Fonda til sin veninde og kollega Rosanna Arquette i podcasten Radical Musings.

Hun udlevede aktivismen med Tom Hayden, men var i granatchok, da deres ægteskab smuldrede. Ted Turner rykkede hurtigt og inviterede hende omgående ud, da skilsmissen blev officiel.

"Jeg er midt i et nervesammenbrud, giv mig seks måneder," svarede hun – og det gjorde han. Året efter var de gift.

"Jeg kunne ikke være rigtig feminist i mit ægteskab med Ted Turner. Jeg var kun intellektuel feminist," fortæller Jane Fonda til Rosanna Arquette. Hun var gift med Turner i 10 år, og det var, da hun blev skilt fra ham i 2001, at hun blev genfødt som feminist. Ved at gå i teatret og se The Vagina Monologues.

"Det var først der, da jeg grinede med hele min krop, og følte mig set og forstået, at jeg blev embodied feminist."

Og det har hun så været lige siden. Ligesom hun er forblevet ugift.

"Jeg er 83 år gammel. Jeg har hverken tiden eller forfængeligheden til at være i et forhold," griner hun.

"Jeg har været i stort set alle typer forhold. Nu er jeg færdig. Og jeg føler mig på ingen måde ensom, tværtimod."

Og hvordan kan man også føles sig alene, når man tilbringer sin 82-års fødselsdag i fængsel med koryfæer som Gloria Steinem, Diane Lane, Catherine Keener og Sally Field i fælles front mod Donald Trump og til kamp for miljøet?

Til The New York Times har Jane Fonda forklaret, at de bedste aktivister er ældre kvinder. "Hvad har du at miste, når du bliver ældre? Jeg er ikke ude efter endnu en mand, der er bange for stærke kvinder. Jeg har været gift med tre af dem. Nu er jeg alene. Jeg har tid. Jeg har mod."

Og spørger man Jane Fonda, har hun ikke bedrevet nogen vigtigere form for aktivisme, end de Fire Drill Fridays, hun iværksatte, efter hun havde rundet 80 år. Hun blev ansporet af to af sine personlige forbilleder: Klimaaktivisten Naomi Klein og hendes bog On Fire og Greta Thunberg og hendes skolestrejker for klimaet. Jane Fonda havde ellers forholdt sig optimistisk, efter Trump blev valgt i 2016.

For måske kunne hun manipulere ham til at gå ind i klimakampen ved at trække samtlige sexbomber med en grøn samvittighed – med Pamela Anderson i front – til at tage en kammeratlig snak med den nyindsatte præsident. Bejleriet blev dog afvist, og hendes indignation voksede:

"Aktivisme er fortvivlelsens modgift. Det er bedre end Prozac," sagde hun i en tale til the National Press Club sidste år. "Dit humør bliver løftet, når du lever op til dine egne værdier."

I stedet for at gå lobbyistens vej, gik hun nu til græsrødderne. Hun allierede sig med direktøren for Greenpeace i USA, Annie Leonard, flyttede ind på et hotel i Washington D.C. og hyrede tre advokater til at rådgive hende i, hvordan hun blev arresteret tilpas mange gange til at gøre opmærksom på sin sag – uden at få en fængselsdom.

For Jane Fonda er naturligvis bevidst om, at hun får opmærksomhed, fordi hun er en af de mest kendte klimaforkæmpere og ikke en af de vigtigste miljøekspert. Og det er hele ideen: at bruge sin berømmelse til at skabe opmærksomhed om noget andet og vigtigere end hendes egen person, nemlig den jord, der brænder under vores fødder.

Jane Fonda agiterede for Bernie Sanders som ny amerikansk præsident, men da han røg ud af ræset, kastede hun straks sin energi mod Joe Biden.

"At stemme handler om at vælge sin modstander," forklarer Jane Fonda.

"Du må aldrig undlade at stemme, blot fordi din kandidat ikke bliver valgt. I stedet skal du se på, hvem du helst vil trække i din retning: en midtersøgende politiker eller en fascist?"

Aktivisme-musklen skal trænes

Spørger man Berlingskes udlandsredaktør og USA-ekspert, Birgitte Borup, om det særegne ved Jane Fonda, er hun ikke i tvivl.

"Aktivismen er en gennemgående tråd i hendes liv, både som skuespiller og privat. Det gør, at hun fremstår autentisk. Uanset om hun havde kæmpe succes med film som Kina-syndromet og 9 to 5, fremstår hun meget rent som sig selv," siger Birgitte Borup.

"Det mest særegne ved Jane Fonda er hendes evne til at bevare sin relevans. Hun er jo vokset ud af en tidsalder, hvor brug og smid væk-kulturen ramte alle kvinder i Hollywood, når de passerede 40 år. Så var du yesterday’s news. Hun gjorde sig uundværlig."

Birgitte Borup fremhæver også, at Jane Fonda siden 70’erne har været forud for sin tid, fordi hun allerede dengang gjorde, hvad der forventes af alle skuespillere i dag: Hun forholdt sig til tidsånden, var transparent i sit politiske ståsted og turde gå ind i den offentlige debat uanset hvilken shitstorm, der kunne ramme hende. Men hvorfor er hun fortsat en provokerende figur i USA, hvor hun, modsat kollegaen Dolly Parton, nærmere skiller end samler vandene?

"Alle ved, at hun er venstreorienteret og har holdninger til krig, atomvåben, feminisme og klima. Hendes fundament er en modstand mod det etablerede, og derfor har hun et helt andet publikum end Dolly Parton, hvis opskrift på succes er forholde sig politisk neutral. De to kvinder repræsenterer i virkeligheden et clash mellem to celebrity-kulturer. Det blev særligt tydeligt, da Jane Fonda prøvede at trække Dolly Parton ind i sin dagsorden ved Emmy Awards-showet i 2017," forklarer Birgitte Borup og hentyder til begivenheden, hvor Jane Fonda angreb Trump fra scenen – og Parton smidigt snakkede udenom.

"Det var nok Dolly Partons sang, der er det mest mindeværdige ved 9 to 5. Men hun har aldrig taget ejerskab på det feministiske budskab. For Dolly Parton var filmen popkultur, for Jane Fonda var den politik."

Men hvem skal løfte arven efter Jane Fonda? Ifølge Birgitte Borup er der to spor for fremtidens klimaforkæmpere at gå.

"Klimaaktivisme vil ikke blive ført videre af enkeltpersoner, men af en hel generation. Jane Fonda har jo vist, hvordan man kan agere trailblazer og blikfang på en og samme tid. Og at man kan bruge sin egen platform til at give andre taletid. Den feministiske og karrieremæssige aktivisme, ser vi flere Hollywood-personligheder samle op på. Den mest oplagte efterfølger er Reese Witherspoon, der om nogen har taget sin karriere i egne hænder, og ikke vil ligge under for doktrinen om, at du er dead meat i filmbranchen efter 40."