Janni Pedersen: Når tanken kom, om vi ikke længere passede sammen, tænkte jeg især på én person
Kort efter Janni Pedersen var startet på studiet, forelskede hun sig, og siden har hun og manden, Kim Faber, holdt sammen. Også gennem svære perioder. Når de kom, tænkte TV 2-journalisten særligt på én person, fortæller hun i et nyt interview med Hendes Verden.
Hun var 27 år og lige begyndt på sin uddannelse, da et møde på studiet ændrede alt.
Her blev Janni Pedersen nemlig introduceret for den dengang 40-årige journalist Kim Faber, og de to fandt hurtigt ud af, at de skulle været et par – noget, de har holdt fast i lige siden. Det var i 1990'erne, og helt fra starten tog de deres forhold meget seriøst, fortæller TV 2-journalisten til ugebladet Hendes Verden.
”Kort efter jeg var startet på journalisthøjskolen i Aarhus, forelskede jeg mig i Kim. Jeg sluttede årtiet med at blive mor til Nana, og på den måde gik jeg fra at have et ungdomsliv til at have et familieliv. Kim havde i forvejen en søn på ni år, så jeg havde testet hans forældreevner, og det var han god til, og så fik vi Nana – min lille bamse,” siger Janni Pedersen.
Ingen fremmed mand
I 2006 blev Jannie Pedersen spurgt, om hun ville være vært på TV 2 NEWS. Hun tog imod tilbuddet og følte, at hun skulle knokle ekstra meget igennem, samtidig med at hendes mand også havde travlt på sit arbejde.
”Det var indimellem svært at få det hele til at hænge sammen på hjemmefronten, for Kim havde ulandsbistand som sit stofområde og rejste vildt meget,” forklarer hun til Hendes Verden.
Deres travle arbejdsliv kom derfor til at påvirke deres samliv, også på den negative bane, men gennem det hele var der særligt én person som gjorde, at Janni holdt fast i ægteskabet gennem de svære perioder.
”Vi har da haft vores ture, og i perioder har vi ikke kunnet mærke hinanden så meget på grund af kalendere og arbejde. Når den ene pludselig siger: ”Har du taget tre 19-vagter i træk, når du ved, jeg skal til Afrika,” er det noget, de fleste par kender i en eller anden udstrækning. Jeg har dog altid vidst, at vi skulle være sammen – også når temperaturen blev lunken. Når tanken kom snigende, om vi ikke længere passede sammen, tænkte jeg: Nej, Nana skal ikke vågne op til en fremmed mand i min seng, som ikke elsker hende så højt, som Kim gør,” siger Jannie Pedersen.
For et par år siden spurgte Kim så Janni, om de skulle springe ud i et nyt eventyr sammen, og hun sagde ja.
Ny ømhed
Parret har i dag faktisk fundet en ny ømhed i deres parløb, som er kommet i kølvandet på, at Kim foreslog, at de skulle kaste sig ud i at skrive krimibøger sammen.
Det kan hun kun gøre med ham, og hun nyder deres ”seniorliv” sammen, fortæller hun.
”Jeg er stadig lidt i tvivl, om jeg overhovedet kan skrive. Lad mig sige det sådan, at hvis Kim ikke var her i morgen, kom der ikke flere krimier fra mig. Det er noget, vi gør sammen, og på den måde har vi fået et seniorliv sammen, som ikke er alle forundt. Der er også kommet en anden ømhed mellem os, for han er ikke en gammel idiot, selv om han bliver 67 næste gang. Jeg har kærlighed nok til at favne alle de skavanker, som nok kommer til ham før mig,” lyder det fra Janni Pedersen.
Læs hele interviewet med Janni Pedersen i ugens Hendes Verden – om opvæksten og tabet af ungdomskæresten, om i dag at betragte TV 2 News-makkeren Lasse Sjørslev som en nær ven – og om hendes personlige kamp mod aldrig at føle sig dygtig nok.