Janni Pedersen: "Jeg havde et medfødt mindreværd"
Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det tv-vært og forfatter Janni Pedersen, som tager os med gennem sine aldre.
0-10 år (1968-1978): Livet i ledvogterhuset
"De år var meget præget af at bo på landet, hvor jeg havde en god og tryg barndom i et lille ledvogterhus med mine forældre. Der var præmiewhist i forsamlingshuset, hvilket jeg kunne spille fra en tidlig alder, og jeg gik til gymnastik og håndbold. Mine forældre var meget unge, så når de holdt fest, sov jeg under sofabordet. Sådan er der vist mange i min generation, der gjorde. Da de blev skilt, gav det dønninger i landsbyen, for de var blandt de første, der tog springet og blev skilt.
Det var det min mor, der skulle forsørge mig og min storesøster efter skilsmissen, så hun tog først en HF-eksamen og arbejdede om natten, inden hun startede på lærerseminariet. Hende så jeg ikke ret meget til i de år, og når hun kørte af sted i sin gamle Kadett, kunne jeg godt spekulere over, om jeg fik hende at se igen. Jeg kan huske, jeg engang sad og kedede mig derude på landet og kom til at skille vores gamle drejeskivetelefon ad. Jeg fik ikke sat den helt rigtigt sammen igen, så da min mor ringede hjem, kunne hun ikke høre mig, men jeg kunne godt høre hende. Det har prentet sig ind i min hukommelse, og det handlede nok mest om angsten for at miste hende, for hun var jo den, der var den.
Jeg tror især, jeg lærte, at kvinder skal kæmpe ekstra hårdt for at uddanne sig og blive til noget i livet. Men vi havde det også sjovt derhjemme. Min far så jeg mindre til. Jeg var kun hos ham en gang imellem, og så var vi typisk på Slagelse Stadion for at se fodbold."
10-20 år (1978-1988): Rejecocktail og movieboks
"Jeg blev kæreste med Dennis allerede i 9. klasse og var det i fire-fem år frem. For mig var det meget trygt at have en fast kæreste i den periode, hvor man finder sig selv, sin personlighed og sin seksualitet. Dennis og jeg flyttede hjemmefra sammen og inviterede vennerne på rejecocktail, flødekartofler, guitarspil og movieboks. Jeg var også meget glad for Dennis’ forældre, Sonja og Leif, for alt fungerede hjemme hos dem, og der var krebinetter på bordet om onsdagen.
Hjemme hos mig var der lidt mere gang i den og lidt mere højlydte diskussioner. Måske husker jeg det ekstra tydeligt lige nu, fordi Dennis lige er død. Han skrev til mig for to år siden, at han havde fået cancer. Da han for nyligt kom på hospice, skrev vi en del sammen. Vi betød så meget for hinanden i de år, vi var sammen og tog de første spæde skridt ind i livet. Vi har lagt kimen til hinandens voksenliv, og det kom til at stå tydeligt for os, da vi kommunikerede i hans sidste dage."
20-30 år (1988-1998): Fuld fart på festen
"Jeg boede i Jylland i de år, fordi jeg læste statskundskab i Aarhus, var med i kulturorganisationen Frontløberne, arbejdede på et kulturmagasin og tog kurser i journalistik. På det tidspunkt ville jeg også gerne være journalist, men jeg fik aldrig søgt ind på journalisthøjskolen. Jeg havde et par veninder, der gik der, og jeg tror, jeg syntes, at de var meget dygtigere end mig, så jeg turde ikke søge ind.
Aarhus var en fed by at bo i. Jeg festede, gik på cafeer og levede et ungdomsliv, hvor man lige går ind og ser den der russiske film, alle snakker om, eller det der mærkelige band, der spiller. Alt det kunne Aarhus.
Bagefter flyttede jeg med min kæreste til Viborg og åbnede Cafe Morville i byen sammen med hans storesøster. Jeg tror, jeg vejede 24 kilo, da jeg endelig fik taget mig sammen til at søge ind på journalisthøjskolen. Ja, man løber stærkt i restaurantionsbranchen. Det var sjovt at starte sådan et sted, men jeg vidste også godt, at jeg skulle videre en dag. Kort efter jeg var startet på journalisthøjskolen i Aarhus, forelskede jeg mig i Kim (journalist Kim Faber, som Janni er gift med, red.).
Jeg sluttede årtiet med at blive mor til Nana, og på den måde gik jeg fra at have et ungdomsliv til at have et familieliv. Kim havde i forvejen en søn på ni år, så jeg havde testet hans forældreevner, og det var han god til, og så fik vi Nana – min lille bamse.
Jeg nåede dog ikke at blive færdig med journalisthøjskolen, inden jeg fik hende, så det sidste år på skolen var jeg væk hele ugen, mens hun boede sammen med Kim i København. Jeg ringede hjem og talte i telefon med hende i løbet af ugen og græd, når vi lagde på. Det var vist hårdere for mig, end det var for hende."
30-40 år (1998-2008): Mande-ven til optøning
"Jeg kom i praktik på Nordisk Film, hvor jeg lavede dokumentarer til TV2. Jeg kunne godt lide at finde cases og vække den tillid i dem, der skulle til, for at få dem til at fortælle – også voldsomme ting. Jeg kunne også godt lide at dykke ned i papirerne og søge aktindsigt og den slags.
Senere blev jeg fastansat på TV2 Nyhederne, og der fandt jeg stille og roligt ud af, at det kunne jeg jo godt finde ud af. I starten var det mig, der lavede de bløde afslutningsnyheder, men det blev mere og mere krimi og de store retssager, og jeg blev hurtigt kendt som et sikkert kort på redaktionen, fordi jeg er ret grundig med mit arbejde. Det ser så nemt ud, når man står foran byretten, men der ligger et stort forarbejde med at tale med advokater og undersøge paragraffer. Jeg var altid forberedt, og man hørte mig aldrig sige: ”Det ved jeg ikke noget om”.
I december 2006 blev jeg spurgt, om jeg ville være studievært på News. Jeg kan huske, at Kim sagde: ”Det er fint, bare du ikke begynder at blive genkendt på gaden.” Ha-ha, undskyld skat! Lasse Sjørslev og jeg blev et makkerpar, og vi var vist både seernes gode selskab og hinandens. Jeg tror, det var meningen med os, at han skulle lægge en dæmper på mig, og jeg skulle tø ham lidt op. Det lykkedes vist meget godt. Der voksede også et tæt venskab ud af det, for jeg deler det meste med Lasse. Han er min mande-ven, og vi har altid hinandens ryg."
40-50 år (2008-2018): ”Har du taget tre 19-vagter …?”
"I den periode var der sindssygt meget arbejde, og det var nok inspirationen, jeg fik med fra min mor. Du skal knokle, for der er ingen, der hjælper dig. Du skal være dygtig. Især når du hedder Pedersen og kommer fra en landsby lidt uden for Slagelse. Det var indimellem svært at få det hele til at hænge sammen på hjemmefronten, for Kim havde ulandsbistand som sit stofområde og rejste vildt meget. Vi har da haft vores ture, og i perioder har vi ikke kunnet mærke hinanden så meget på grund af kalendere og arbejde.
Når den ene pludselig siger: ”Har du taget tre 19-vagter i træk, når du ved, jeg skal til Afrika,” er det noget, de fleste par kender i en eller anden udstrækning. Jeg har dog altid vidst, at vi skulle være sammen – også når temperaturen blev lunken. Når tanken kom snigende, om vi ikke længere passede sammen, tænkte jeg: ”Nej, Nana skal ikke vågne op til en fremmed mand i min seng, som ikke elsker hende så højt, som Kim gør”."
50- år (2018-): Ømhed og døden tættere på
"For et par år siden blev jeg vikar på Go’ aften Danmark. Når man har siddet og interviewet retsordførere hver dag på News, er det meget anderledes, men jeg føler faktisk, det, jeg laver nu, er mere opbyggeligt og inspirerende, for det er noget, andre kan lære af. F.eks. da jeg havde veninderne til en pige, der døde af organsvigt, i studiet, fordi de har lavet en indsamling i hendes navn, som hjælper andre unge med organsvigt. At sidde med to piger med tårer i øjnene og både skulle passe på dem, så de ikke knækker helt sammen, men også få seerne til at mærke deres sorg på 11 minutter, det kan jeg godt lide. Efter sådan et job går jeg glad hjem, selv om historien var trist.
I starten af min tid på skærmen havde jeg nok lidt et ”se mig”-syndrom, for jeg havde et medfødt mindreværd. Jeg var jo en pige fra landsbyen, og jeg skulle knibe mig selv i armen for at tro på, at jeg var i tv. Sådan har jeg det ikke mere. Hvis jeg en dag bliver taget af skærmen, er det også ok, for nu ved jeg, at jeg er en dygtig journalist, og jeg lader det ikke længere afhænge af, om folk kan lide mig. Selv om der kommer mange ubehagelige beskeder på de sociale medier, er de fleste søde – også til at spørge om de må få taget et billede.
Indimellem hører jeg, at folk kalder mig ”vores Janni.” Objektivt set er jeg ikke særlig køn, men jeg minder dem nok om naboens datter – én der ikke er så farlig og én, de gider snakke med. Der er heller ikke særlig stor forskel på mig i tv og mig i virkeligheden. Derfor rammer det mig også mere personligt, når jeg pludselig ser en kommentar om, at jeg har et skrækkeligt falsk grin. Jeg har grinet sådan i 54 år. Og det er altså en kommentar i den milde ende af, hvad jeg modtager.
Kim spurgte for et par år siden, om jeg ikke ville skrive en krimi sammen med ham, og jeg sagde ja. Jeg er stadig lidt i tvivl, om jeg overhovedet kan skrive. Lad mig sige det sådan, at hvis Kim ikke var her i morgen, kom der ikke flere krimier fra mig. Det er noget, vi gør sammen, og på den måde har vi fået et seniorliv sammen, som ikke er alle forundt. Der er også kommet en anden ømhed mellem os, for han er ikke en gammel idiot, selv om han bliver 67 næste gang. Jeg har kærlighed nok til at favne alle de skavanker, som nok kommer til ham før mig.
Jeg kan se, at børnene er godt i vej, så jeg er ikke længere bange for at dø. Jon er godt gift og har to børn, og Nana bliver en fantastisk produktionsleder næste sommer og har en sød kæreste. Når børnene har det godt, kan man lettere slippe dem. Ja, jeg er jo kun 54, så døden er ikke nært forestående. Men den rykkede tættere på, da jeg oplevede Dennis dø for nyligt og så hans børn stå ved hans side og kunne klare sig selv. Så tænkte jeg på, at mine børn også kan klare sig uden mig nu."