Er det kun i provinsen, vi har "ondt i røven"?

Er fænomenet, der på godt gammeldaws dansk hedder ”ondt i røven”, specielt udbredt i provinsen? Er det herude, hvor vinden blæser lidt mere frit, at der ikke er plads til de store armbevægelser, eller er der generelt tale om en dansk folkesygdom?

Det er selvfølgelig vores gamle ven janteloven, som jeg snakker om. ”Du skal ikke tro, du er noget”. Jantelovens første bud ud af ti. Den lader vi lige stå lidt. For hvorfor skal man egentlig ikke tro, at man er noget? For det er man da. Eller…?

Men er det fordi, jeg er fra provinsen, at jeg kender alt til janteloven, og ind imellem stadig ligger under for den? Selvom jeg egentlig ved bedre, falder jeg af og til for fristelsen af at sætte andre på plads, helst i kasser, så de passer ind i mit eget univers. Betyder det, at jeg ikke kan finde ud af at glæde mig på andres vegne? At jeg er et dårligt menneske? At jeg er misundelige på de, der klarer sig godt. Måske bedre end mig?

"Jeg tror ikke, at janteloven nødvendigvis er mere udbredt i provinsen, bare meget mere synlig."

Men nej, det betyder det ikke. Og jeg tror ikke, at janteloven nødvendigvis er mere udbredt i provinsen, bare meget mere synlig. Her er færre mennesker, flere kender hinanden på den ene eller den anden måde, og det er lettere at falde uden for kategori herude. Vi er vokset op med, at man skal ”klappe hesten” og lige ”spise brød til”, inden vi handler. Så slår man ud med armene, får man af vide, at man da vidst skal retur til landjorden i en fart – og det er måske meget sundt – engang imellem. Men der skal sgu også være plads til at folde vingerne ud og prale af, hvad det nu end er, man har udrettet. Skal der ikke?

Jeg er født og opvokset i Kalundborg og boede der indtil, at jeg var 19 år, hvor jeg tog på opdagelse i USA. I øvrigt et land, hvor janteloven er en by i Rusland. Men det er en helt anden historie, som I får en anden gang. Da jeg kom hjem fra det store udland, flyttede jeg fra byen og kom så tilbage igen for syv år siden, dvs., at jeg har været væk fra byen i godt ti år. Jeg kan nævne mange historier fra min hverdag, hvor jeg netop tænker, at folk herude har næsen lige lovligt langt fremme og burde have lidt mindre ondt et vidst sted.

"Det er lige fra kommentarer om den bil, de kommer kørende i til den guldhalskæde hendes mand har om halsen."

Fx har jeg en veninde, der flyttede fra Kalundborg for mange år siden. Hun har vel ikke været mere end 18 år på det tidspunkt. Hun har skabt sig en succesfuld forretning, og er sidenhen blevet gift med en international popstjerne. Hun bor i dag i Københavnsområdet, og hun kan godt mærke forskel på storbyen og provinsen, når vi taler Jantelov. Når hun er på besøg hos sin familie, er det lige så sikkert som Amen i kirken, at folk ved, at hun er hjemme. Man kan endda være så heldig, at det står i avisen dagen efter. Det er lige fra kommentarer om den bil, de kommer kørende i til den guldhalskæde hendes mand havde om halsen, da de handlede i Kvickly.

Folk snakker om, hvilken mad de købte hos slagteren, måden, de gik på, da de var ude at gå tur i det gode vejr med resten af familien. Eller tøjet, hendes hår. Smilede hun, eller tror hun, at hun er noget. Jeg kunne blive ved… Der er intet, der går næsen forbi herude. Hun fortæller selv, at hun tror, at i provinsen handler det meget om at være ens. Om at være ligesom de andre, fordi man gerne vil passe ind i fællesskabet. Og det mener hun ikke er tilfældet i storbyen på samme måde. Her hylder man nærmere de, der formår at skille sig ud.

Og jeg tror, at hun rammer plet med netop de ord.

Læs mere og følg mig på min blog Enstemmeiprovinsen.dk