"Det kom fuldstændig bag på mig, at jeg havde brystkræft, for jeg havde intet mærket"

0-10 år (1961-1971): Mors ambitioner

"Jeg voksede op i Valby. Min mor insisterede godt nok på, at det var Frederiksberg, fordi det var finere, men det var altså Valby. Mine forældre drev en danseskole, så jeg dansede selvfølgelig også. Alligevel levede vi på mange måder parallelle liv. De underviste eftermiddage, aftner og weekender, så jeg var meget hos min mormor. Det føltes aldrig som et svigt, for det var det tryggeste sted i verden, og jeg elskede min mormor højt."

"Da charterrejserne gjorde deres indtog i 1960’erne, og vi begyndte at tage på ferie til Mallorca, havde vi pludselig al tid i verden sammen, og det gik op for mig, at den samhørighed, mine forældre delte i hverdagen, ikke fandtes på ferier. De var lidt som to fremmede, der intet havde til fælles. Som barn er det jo noget, man mærker uden helt at forstå det. Men det var tydeligt, at det var sådan, det var. Det, de var fælles om, var deres fag og ambitioner. For danseskolen. Og for mig."

"Min mor, der selv havde danset klassisk ballet, vækkede mig en søndag morgen meget tidligt og tog mig med på Det Kongelige Teater. Jeg troede, vi skulle se en forestilling, for det havde vi gjort så mange gange før, men i stedet skulle jeg klæde om sammen med en masse andre små piger og danse vals og strække fødder. Jeg blev optaget på balletskolen som en af i alt 16 elever det år. Syv år gammel. Det var 100 procent hendes ambitioner, for børn i den alder har ikke den slags. Jeg havde i hvert fald ikke. Jeg ville bare gerne være ligesom alle andre og gå til spejder."

10-20 år (1971-1981): At slippe fri

"Et af mine første minder fra Gammel Scene er at svæve højt over publikum som en af to små sylfider på en lille sky. Vi var spændt fast med læderremme under chiffonkostumerne og skulle se yndige ud. Men jeg var helt afsindig bange. Senere lærte jeg at elske den scene og den daglige magi på teatret. Slangekrøllerne hos frisøren og klæde-ud-festen mellem kulisserne. Og så var jeg bare i det, som børn er. Det er først med den voksnes blik, jeg kan se, hvor hårdt det også var. Med morgentræning og endeløs kritik og konkurrence."

"Jeg blev sorteret fra som 13-årig. Og mine forældre var forfærdede. Det var en ren katastrofe for dem. Men for mig var det den totale lettelse. Jeg slap ud af den herlovianske hakkeorden, der fandtes på skolen dengang. Og følte mig fri. I stedet begyndte jeg på Sankt Annæ. Og fandt ud af, at jeg havde et enormt fagligt efterslæb, men at jeg kunne synge. Og så dansede jeg jazzballet hos Britt Bendixen. Det var hende, der landede mig de første dansejob på helt andre scener end den, jeg havde været vant til."

"Og så pludselig, på et afbud, blev jeg tilbudt en rolle. Jeg debuterede som 17-årig i farcen Tak, så er det nok for i aften med Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard. Det var en berusende oplevelse at mærke, hvordan jeg kunne få et helt publikum til at grine. Jeg vidste, at det skulle jeg have mere af."

20-30 år (1981-1991): En hær af liderlige stuepiger

"Det var ikke mig, der valgte skuespilfaget, men faget, der valgte mig. Selv om jeg mærkede, at der var meget mere mad i skuespillet end i dansen, satte jeg mig jo ikke ned og lavede en karriereplan. Det var bare sådan, det blev. Og som 25-årig tog jeg en beslutning og droppede dansen helt. Alligevel turde jeg ikke søge ind på skuespillerskolen. Jeg var simpelthen så angst for at blive afvist, at jeg ikke engang gjorde forsøget."

"Og så havde jeg jo arbejde. Jeg spillede en hær af liderlige stuepiger på ABC Teatret i de år og fik roller på Privat Teatret og Amager Scenen. Mit balkort var fyldt op, og undervejs modtog jeg en form for mesterlære af de bedste i branchen. Især Lisbet Dahl blev en mentor for mig. Hun har en helt uovertruffen intuition omkring teater og ved, hvordan hun får replikker til at fungere optimalt – vent lidt, læg en pause ind her, giv los. Hun gav mig redskaber, som jeg har brugt lige siden og stadig bruger i dag."

"Jeg blev i det hele taget lynhurtigt en del af det slæng, der lavede revyer, farcer og lystspil. De var stjerner, men de behandlede mig som deres ligemand. Det er ikke alle, der kan det, de kan. Enten har man talent for humor, eller også har man ikke. Du kan ikke vilje dig til det. De mærkede, at jeg kunne, og tog mig ind, men jeg var også bare heldig at være der på det tidspunkt. Helt vildt heldig, faktisk. For det føltes som at være på en lang lejrskole. Med de allerbedste. Og så blev jeg oven i købet betalt for det."

30-40 år (1991-2001): Den søn, jeg aldrig fik

"Jeg mødte min mand, lige da jeg rundede de 30. Klaus arbejdede som scenograf og var gennemtræt af skuespillere, så han ville overhovedet ikke have mig til at starte med. Men jeg besidder heldigvis en stor portion stædighed. Da jeg lykkedes med mit foretagende, fulgte der en lille dreng på fem år med. Jeg plejer at sige, at han blev den søn, jeg aldrig fik. Det var ret problemfrit fra starten, fordi jeg ikke lod, som om jeg var hans mor. Og fordi vi havde humoren til fælles. Vi fandt forbløffende hurtigt sammen om at synes, at hans far godt kunne være lidt latterlig, og lave himmelvendte øjne ad ham. Vi har helt sikkert været en fornøjelse at bo sammen med."

"Da jeg var midt i 30’erne, blev jeg castet til en julekalender. Vi filmede om sommeren, så jeg var fuldstændig uforberedt, da december kom rullende, og Alletiders jul blev den her kæmpe succes. Det var vildt at hente mit papbarn i SFO’en og blive overfaldet af unger, der ville have mig til at synge alle sangene. Som jeg i øvrigt havde glemt teksterne til. Det er meget overvældende at blive allemandseje overnight."

"Og selv om langt de fleste er søde, skal du lige finde ud af at agere i det, når folk stopper dig på gaden og tror, de ved, hvem du er. Jeg havde en kasket trukket godt ned om ørerne den jul. I dag er jeg bare stolt af at have været med til at skabe en serie, der har fået så fin en plads i dansk børnekulturarv. Det er enormt rørende, når et par langlemmede, lidt barske fyre siger: ”Hey, det er dig fra julekalenderen!” Så ved man jo, at de engang har været små bløde drenge, der har siddet klistret til skærmen en hel december."

40-50 år (2001-2011): Skæbnen i egne hænder

"Jeg er en late bloomer. Jeg lærte hurtigt, at jeg kunne få mennesker til at grine. At jeg kunne gå ind på en scene og se ud over et publikum og tænke: ”I griner ikke nu, men det gør i om lige præcis 45 sekunder.” Og så få det til at ske. Som på klokkeslæt. Det er en vild og magtfuld oplevelse. Alligevel tog det mig lang tid at få skovlen under mig selv og opdage, at det ikke var det eneste, jeg kunne. At jeg ikke er så ubegavet, som jeg rendte rundt og troede, men faktisk havde ideer og tanker om min branche og mit fag, som andre gad lytte til og kunne bruge."

"Jeg fandt ud af det i løbet af de ti år, jeg sad i bestyrelsen i Dansk Skuespillerforbund og var med til at påvirke arbejdsvilkårene for danske scenekunstnere. Og jeg fandt ud af det i forbindelse med, at rollerne begyndte at svinde ind, da jeg ramte de 40, og teaterscenen forandrede sig. Jeg kunne jo ikke bare sidde med hænderne i skødet, så jeg slog mig sammen med Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Thomas Mørk og Karsten Jansfort og lavede ComedieTeatret."

"Det var i en erkendelse af, at hvis vi ville forsætte med de genrer, vi elskede – lystpil og revyteater – så måtte vi sætte dem op selv. Vi turnerede landet rundt. For fulde huse. Vi havde faktisk den bedst sælgende forestilling i de år, vi eksisterede. Det var en måde at tage skæbnen i sine egne hænder på. Og magten over min egen karriere. Men det gav mig også mod på at stille mig i spidsen for noget og tage lederrollen på mig."

50-60 år (2011-2021): Dødeligheden lige i ansigtet

"Det var i mine 50’ere, at jeg for alvor tog den rolle på mig. Men først blev jeg ramt af sygdom. Det kom fuldstændig bag på mig, at jeg havde brystkræft, for jeg havde intet mærket til det. Og selvfølgelig slog det benene væk under mig, man får jo klasket sin dødelighed lige i ansigtet. Jeg reagerede på sådan en lidt akavet måde og tænkte ”åh, nu bliver jeg nødt til at aflyse den og den forestilling.” Og så udsatte jeg ellers lægerne for fuldt pensum og endte med at vælge efterbehandling med kemo fra, da jeg kunne se på statistikerne, at der var større risiko for alvorlige senfølger end chance for, at behandlingen ville have forebyggende effekt på tilbagefald. Jeg har aldrig fortrudt det valg. Men jeg advokerer heller ikke for det. Det er helt op til den enkelte at træffe den beslutning, der føles rigtig."

"Da jeg kom ud på den anden side, ventede der i bogstavelig forstand en ny begyndelse. Jeg blev tilbudt at overtage Sønderborg Sommerrevy, og Klaus og jeg besluttede os for at gøre det sammen. I 2019 blev jeg kunstnerisk leder og direktør. Og så ramlede vi ind i corona. Det var en helt afsindig start, men vi har fundet fodfæste. Og vi arbejder benhårdt på at skabe et revyshow, som ikke kun er til mormor og morfar, men også appellerer til nye generationer. Vi gør det, fordi vi synes, det er vigtigt. Det er jo vidunderligt at grine sammen. Humor giver os et pusterum fra al alvoren i verden – og det er en pause, vi har brug for. Vi vil gerne, at de pusterum fortsat skal findes. Så vi kan huske, at vi ikke kun er uenige, men også kan samles om glæde og grin og om at have det godt."

61- år (2022-): Gamle venner og nye tider

"Jeg kan godt fange mig selv i at ønske, vi var rykket fra København til Sønderjylland tidligere i vores liv. Det er hårdt at flytte fysisk væk fra sin verden, og jeg savner familie og venner. Jeg savner mine mennesker. Folk siger ”få nye venner”, men jeg har jo dem, jeg skal bruge. Og de er mine livsvidner gennem 40 år. Sådan nogle støver man ikke bare lige op. Omvendt giver det så god mening for os begge, at det her bliver vores sidste store projekt. At føre den her form for teater, som ellers har trange kår, ind i en ny tid og sikre den et nyt publikum."