”Jeg bliver utryg, når jeg er i fitness, fordi mænd glor så meget”

”Jeg bliver utryg, når jeg er i fitness, fordi mænd glor så meget”

Vi har talt med 9 kvinder om, hvorvidt der skal laves flere fitnesscentre kun for kvinder.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at flere svømmehallers valg om at kønsopdele svømmebassiner blev debatteret heftigt i medierne. Men svømmehallerne er langt fra de første til at tage skridtet i retning af et mere kønsopdelt samfund. I 2014 åbnede Danmarks første fitnesskæde kun for kvinder, Orange Fitness, der indtil nu er at finde i byerne Middelfart, Sønder Omme, Odense, Haderslev og Børkop.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder

Ejeren af Orange Fitness Søren Kim Larsen uddyber baggrunden for fitness konceptet.

"Orange Fitness er et modstykke til traditionelt fitness, hvor fordommen er, at folk elsker at se på sig selv. Nogle kvinder kan ikke lide at se sig selv i spejlet, og badet kan være krævene for blufærdigheden, derfor valgte jeg det fra," siger han i artiklen 'Ingen mænd i Orange Fitness' fra lokalavisen i Middelfart, MelfarPosten, fra 2014.

Eurowoman.dk har sat sig for at undersøge, hvad holdningen til disse kønsopdelte fitnesscentre er blandt danske kvinder. Er der et behov for flere fitnesscentre kun for kvinder og i givet fald hvorfor? Vi har talt med ni vidt forskellige kvinder, der alle kommer med deres personlige holdning til fænomenet.

LÆS OGSÅ: Josephine er "plus size"-model: "Det har ændret mit syn på min krop"

Grænseoverskridende blikke

Flere af de kvinder Eurowoman.dk har været i kontakt med, fortæller at de finder det ubehageligt at gå i træningscentre med mænd, fordi de føler sig begloet af det modsatte køn.

"Når jeg bruger løbebånd og crosstrainer, har jeg ikke noget imod, at der også er mænd! Men så snart, jeg bruger maskiner til styrketræning, såsom bænkpres og vægtløft, synes jeg, at det er grænseoverskridende og irriterende, at de er der, fordi de glor. Jeg har også oplevet mænd, der griner til hinanden, fordi jeg ikke kan løfte så mange kilo ad gangen. Hvis jeg kunne vælge hold eller et helt fitnesscenter, hvor der kun er kvinder, så ville jeg helt klart gøre det," fortæller 27-årige Bettina Cecilia Poulsen.

Camilla Kristine Filskov og Caroline Berendt på 25 og 24 år deler den samme oplevelse.

"Det irriterer mig, at der er mænd i træningscenteret. Vi kommer ikke uden om, at hvis du er den eneste pige i styrketræningslokalet, så har du et utal af øjne på dig. Det er distraherende og ubehageligt. Jeg er jo ikke taget til træning for at blive vurderet eller observeret," siger Camilla Kristine Filskov og Caroline Berendt fortsætter:

"Jeg bliver utryg, når jeg er i fitness, fordi mænd glor så meget. Derfor vælger jeg altid holdtræning. Her er der nemlig næsten kun kvinder, og det passer bedre til mig."

Fravælger styrketræning på grund af mænd

For nogle af kvinderne har mændenes stirrende blikke i fitnesscenteret resulteret i, at de ikke bruger styrketræningsfaciliteterne, selvom de gerne ville.

"Jeg vælger udelukkede holdtræning, fordi der ikke er nogen mænd. Jeg ville egentlig gerne styrketræne engang imellem, men at skulle stå og "gøre sig til", hvor alle mændene er, bryder jeg mig ikke om. Det er grænseoverskridende," siger 24-årige Mie Schultz Lyskov.

Ligeledes lyder det fra Nanna Nymand Smith på 22.

"Jeg er begyndt kun at deltage i holdtræning, når jeg er i fitness, fordi jeg har følt mig overbegloet af mænd, når jeg har været på 'gulvet' og lavet almindelig styrketræning."

Mindre flovhed over egen krop blandt kvinder

For 32-årige Karen Ribergaard Poulsen vil et fitnesscenter kun for kvinder gøre hende mindre flov over sin krop.

"Som nybagt mor overvejede jeg at melde mig ind i et fitnesscenter kun for kvinder, fordi jeg var flov over min krop. Jeg havde en følelse af, at kvinder ville være mindre fordømmende, fordi de ved, hvad det vil sige at kroppen ændrer sig, når man får børn. Jeg ville synes, at det var fedt, hvis der kun var kvinder," siger hun.

Værre at træne blandt kvinder end mænd

Selvom flertallet af de kvinder, vi har været i kontakt med, ville ønske at deres fitnesscenter kun var for kvinder, er der også andre, der mener, at træning blandt mænd er at foretrække.

Hverken Marie Reinholdt eller Ditte Engels Hermansen på 24 år, vil betale en krone for et medlemskab i et træningscenter uden det modsatte køn.

"Jeg har vænnet mig til at træne med mændene, og jeg finder ekstra motivation i at træne blandt dem, så jeg ville nok aldrig melde mig ind i et fitnesscenter kun for kvinder, fortæller Marie Reinholdt.

Ditte Engels Hermansen er enig og uddyber:

"Jeg synes, at det er meget værre at træne med andre kvinder faktisk. Jeg spejler mig ikke i mænd, derfor har jeg det ok med at træne med dem. Til gengæld bliver jeg helt vildt presset af de pæne kvinder i Finnes World, der har perfekt hår. Også når de sveder. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end et fitnesscenter kun med kvinder, siger hun.

Nej tak til et kønsfordelt samfund

21-årige Sara Dorthea Nielsen er ligeledes imod kønsopdelte fitnesscentre.

"Jeg kan godt være nervøs for, at vi med tiden ikke kan foretage os noget som helst på tværs af kønnene. Og det synes jeg, vil være rigtig ærgerligt. Desuden mener jeg, at vi skal se mænd som sparringspartnere frem for trusler i træningscenteret. De ved trods alt ofte mere om fitness, end vi gør, og det er bare med at udnytte," afslutter hun.

Det bliver spændende at se, om der i den nærmeste fremtid vil dukke flere kønsopdelte fitnesscentre op i gadebilledet. Uanset om man synes om det eller ej, lader det til, at behovet og interessen er der i hvert fald blandt flertallet af de kvinder, vi har været i kontakt med.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver du ulykkelig af Facebook

LÆS OGSÅ: Følgere i tusindvis: Sådan blev disse kvinder nogle af landets største YouTube-stjerner

LÆS OGSÅ: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"