”Jeg er ikke så disponeret for at gå i selvsving af selvfedme”
Skuespiller Andrea Vagn Jensen om den mest krævende rolle, hvor hun var begravet fra livet og ned i en jordbunke, om at blive bedre med årene og om sin bedste egenskab, som både er en fordel og ulempe.
Hvad er du bedst til?
– At ombestemme mig. Det har både sine fordele og ulemper, men jeg er rigtigt god til det. Jeg er også rigtigt god til at være distræt.
Hvornår har du sidst grædt?
– Sidste gang, jeg ombestemte mig og kom så frygteligt meget i tvivl.
Hvilken rolle har været mest krævende?
– De mest krævende roller er jo de dårlige roller… Men af gode roller må jeg nok sige, at rollen som Winnie i ”Glade Dage” af Samuel Beckett, som jeg spillede på HamletScenen i Helsingør for nogle år siden, var af allerstørst sværhedsgrad. Det er et stykke med en næsten stum medspiller, og man er fysisk meget begrænset, fordi karakteren sidder begravet fra livet og ned i en jordbunke. Dertil er teksten absurd, og det føltes indimellem som at køre i en rundkørsel med 50 afkørsler uden skiltning. Men det lykkedes os at lave en ret original version af denne moderne klassiker, og faktisk er det nok den forestilling, jeg er mest stolt af.
Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?
– Jeg er en god ven i nøden og tror på generøsitet og rummelighed i alle dets aspekter.
Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?
– Altid og aldrig. Selvfølgelig er der øjeblikke, hvor der er et godt flow, og jeg kan mærke, at jeg ad åre er blevet god til det, jeg laver, men det er altid efterfulgt af bevidstheden om, at det altid kan blive bedre. Det er lidt anstrengende at have det sådan, men det betyder også, at jeg ikke er så disponeret for at gå i selvsving af selvfedme og bare gentager noget, der engang fungerede.
LÆS OGSÅ: Tv-vært Peter Mogensen: far efter one night stand
Hvornår har du nydt dit arbejde mest?
– Mange gange. Jeg elsker samarbejdet, at være en del af et team, at gøre hinanden gode, at smide egoet ad helvede til og give sig hen til historiens og produktionens bedste. Allermest nyder jeg den første del af prøvearbejdet, hvor alt endnu står åbent og er muligt. ”Udslet Hornsleth” på Teater V var f.eks. en skøn produktion, fordi manuskriptet var så skide hamrende originalt og velbegavet og tankemobiliserende.
Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har et stort ar på indersiden af min højre arm. Som halvandenårig væltede jeg kogende vand ned over mig selv. Hvis det havde ramt mig i ansigtet havde det været temmelig fatalt. Jeg holder meget af mit ar, det har altid været med mig.
Hvilken succesoplevelse er din største indtil nu?
– Succes er sådan en luftig størrelse, der har svært ved at slå rod i mig. Jeg har desværre en tendens til at glemme succeser. De kommer og går, som overfladiske bekendtskaber, der er skønne i nuet, men ikke konstante.
Hvornår er du mest træt af dig selv?
– Når jeg mister modet, når jeg bliver rastløs og ikke kan finde ro i nuet. Når jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg vil.
Hvilken ros er den største, du har fået?
– Jeg har ret ofte fået at vide, at jeg er en modig spiller. Jeg vælger at opfatte det som ros.
LÆS OGSÅ: Kendt sangerinde var forkrøblet af depression