"Jeg var bare en tom skal"

Robyn Funder blev voldtaget til en fest i december 2014. Hun har fortalt sin historie til ALT.dk, og artiklen er baseret på Robyn Funders personlige historie. Denne artikel er andet kapitel ud af tre.

Den eneste person omkring Robyn, der kendte til voldtægten, var hendes gode veninde. Robyn kunne ikke få sig selv til at fortælle om overgrebet til nogle andre. Ikke engang hendes forældre eller hendes bedste ven i Danmark. Men da årets cirkusfestival stod for døren, var hun nødt til at gøre noget. Hun var bange for, at den mand, der havde voldtaget hende, pludselig ville dukke op. Festivalen var en del af pensum på den cirkusskole, hun gik på i Stockholm, og det var ikke en mulighed bare at blive væk.

Derfor besluttede hun at fortælle om overgrebet til sin lærer. Med trykken for brystet fik hun sagt, hvad der skete den aften efter julefrokosten. Hvordan hun var vågnet på maven i sengen med ham ovenpå sig, mens han var i gang med at voldtage hende. Hendes lærer var rystet og prøvede at overtale hende til at politianmelde voldtægten. Men Robyn var rædselsslagen ved tanken om at skulle gå til politiet. Hun havde hørt historier fra sine veninder, hvor de ikke var blevet taget alvorligt af politiet.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt"

Stor ståhej for ingenting

Derfor var det også med rystende ben og en klump i halsen, at hun alligevel tog på politistationen med sin veninde i hånden for at anmelde voldtægten – ikke så meget for sin egen skyld, men mere så han ikke kunne gøre det igen.

- Jeg frygtede, at politibetjentene ville kigge skeptisk på mig. Og tanken om, at dem, som skal passe på en, ser skeptisk på en, er sygt ubehagelig. De skal jo hjælpe os, og tanken om, at de ikke ville tro mig, gjorde mig bange. Tænk hvis de ville stille mig ubehagelige spørgsmål eller kommentere, om jeg flirtede med ham eller lagde op til noget. Nogen gange kan den slags spørgsmål godt forvirre mig, og jeg ville måske begynde at tænke over, om det måske var min skyld.

Betjenten, der tog imod Robyn, var rund om maven og virkede rar. Selvom han stillede mange direkte spørgsmål, følte hun sig tryg. Først da hun skulle fortælle om det øjeblik, hun vågnede med manden ovenpå sig, blev det rigtig svært. Vejrtrækningen skød igennem hendes krop som små, korte ryk, hun rystede over det hele og tårerne trillede ned af kinderne. Kroppen reagerede på autopilot, uden hun kunne kontrollere noget som helst. Veninden tog hendes hånd, og politimanden talte roligt til hende, så kroppen langsomt faldt til ro. Hun følte sig godt behandlet, men blev nervøs, da betjenten til sidst sagde, at hun ville blive kontaktet af en advokat og en efterforsker:

- Jeg var glad for, at det blev taget alvorligt. Men jeg følte også, at jeg var til besvær. Jeg var bange for, at hvis der kom al den ståhej, og det ikke ville blive til noget, så lå det ligesom alt sammen på mig.

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt

Trusserne

Dagen efter voldtægten havde Robyn smidt sine brugte trusser ind i sit skab på skolen, fordi hun ikke kunne holde ud af have dem på. De trusser blev nu det vigtigste bevis i sagen mod manden, der havde voldtaget hende. I en papirpose afleverede hun de snavsede trusser til politiet. Mere end tre måneder tog det, før der kom svar på, om de kunne bruge dem som DNA-bevis.

I de måneder blev Robyn syg hele tiden. Smerter i led, ondt i halsen og hovedpine tvang hende til at blive i sengen de fleste dage. Når hun endelig blev frisk nok til at tage i skole, blev hun igen ramt af smerter, så snart hun kom derop:

- Jeg tror, at det var min krops måde at reagere på al den stress, jeg havde i kroppen. Der var så mange tanker, der hele tiden kørte rundt. Mest af alt følte jeg mig bare som en tom skal. Alting blev gjort med en følelse af, at jeg havde lagt et hylster omkring mig.

Retssagen

Teknikkerne kunne fastslå, at gerningsmandens DNA var i Robyns trusser. Der var derfor ikke nogen tvivl om, at de havde haft samleje. To gange blev han hentet ind til afhøring, hvor han nægtede, at de havde haft sex. Tredje gang kunne politiet spørge ham, hvordan hans sæd var havnet i Robyns trusser, hvis de ikke havde haft sex. Sagen var nu klar til en retssag.

Robyn var på sommerferie i København og nød at være væk fra det hele i Sverige. I juni blev hun så indkaldt til retten i Stockholm og fløj derop til retssagen. For første gang skulle hun være i rum med gerningsmanden, som hun dårligt nok vidste, hvordan så ud. Robyn sad i retten med sin advokat, da han blev ført ind i håndjern. Hun kunne ikke holde ud at se direkte på ham, så hun prøvede at se udenom. Han var en høj, bredskuldret mand med muskuløse arme. Huden var mørk, og han havde grønne bukser og bluse på, som hun tænkte stammede fra fængslet.

Mest af alt ville Robyn bare gerne væk. Hun ville væk fra ham, væk fra retssalen og væk fra alt det, der skulle til at ske:

- Alt den alvorlighed skræmte mig. Jeg ville hellere være uden for og lege med sne og være sådan helt 'uuuuh lykkelig,' end jeg ville sidde inde i retten med så alvorlige ting. Selvfølgelig er det mig, der vælger at gå i retten, men jeg ved også bare, at hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg været respektløs over for mig selv. Jeg ville aldrig have kunnet tilgive mig selv. Jeg ville have levet med skammen om, at jeg ikke havde gjort noget, og at jeg kunne have hjulpet andre ved at gøre det. Så jeg tænkte, at nu kunne jeg ligeså godt gøre det, selvom det var pisseuhyggeligt.

Boblen brister

Da Robyn gik i folkeskole, lærte hun sig selv at lukke sig inde i en boble. Når de andre mobbede hende, fordi hun var anderledes end dem, lagde hun et beskyttende skjold omkring sig selv, så ord ikke kunne ramme hende. Den boble havde hun ikke brugt i årevis, men da gerningsmanden skulle fortælle, hvad der var sket den aften til julefrokosten, fandt hun den frem igen.

Han fortalte i retten, at Robyn havde siddet op i sengen, da han kom op – og kigget på ham med et blik, der indbød til sex. Så havde hun lagt sig ned, rørt ved hans mave og rullet rundt på siden. Om Robyn så var faldet i søvn derefter, var han ikke klar over, men han mente bestemt, at hun havde inviteret ham til at have sex uden ord.

Først da gerningsmandens advokat holdt sin afsluttende forsvarstale, bristede Robyns boble. Under hele retssagen havde hun siddet krummet sammen med armene tæt op af kroppen for at skjule, hvor meget hun svedte af nervøsitet. Men da advokaten begyndte at fortælle sin version af hændelserne den aften, brændte det endnu mere i hendes krop. Trommer bankede løs i hendes ører, mens blodet pumpede rundt i hendes spændte krop. Robyn rykkede sig frem og lagde hænderne på bordet, mens hun stirrede på advokaten:

- Jeg havde det, som om jeg skulle kaste op. Jeg kiggede direkte på ham og tænkte, hvordan kan du tillade dig at sige de ting. Hvad hvis det var sket med din egen datter? Jeg havde lyst til at kaste op udover ham. Han sagde, at hans klient jo ikke kunne vide, at jeg ikke ville have sex med ham, når jeg ikke havde sagt nej, selv mens jeg sov. Jeg kunne bare mærke i hele kroppen, hvor forkert det var. Jeg havde det så klamt. Som om det var en ret for ham at trænge ind i mig, når jeg sov!

Læs tredje og sidste del af Robyns historie på mandag og find ud af, om det lykkes at få dømt gerningsmanden – og hvordan voldtægten kommer til at forandre hendes liv.

LÆS OGSÅ: #aldrigdinskyld samler danskere i kampen mod voldtægt

LÆS OGSÅ: Voldtægtskampagne bør fokusere på mændene

LÆS OGSÅ: ALT for damerne starter ny anti-voldtægskampagne