Siger du også "nej" alt for sjældent?

Min mellemste søn på to et halvt år er kommet i trodsalderen. Han siger nej til alt, og han vil bestemme alt. Han siger nej, hvis vi skal ud ad døren – han siger nej, hvis vi skal være indenfor. Han siger nej, hvis han skal i seng, han siger nej, hvis han skal stå op af sin seng, han siger nej, hvis jeg siger, han skal spise med sin gaffel, han siger nej, hvis jeg tager gaflen fra ham, og i morges kastede han en Lego-mand i bolden på mig, fordi han selv ville tage sine støvler på, mens han på en helt vild måde og med en ret heftig diskantlyd stod midt i stuen og skreg NEIIIIIIIIIIIIIIIIJ.

Jeg hader det ord, trodsalder. Det er rimelig besværligt at have en søn, der konsekvent vil det modsatte af det, han bliver bedt om, og jeg synes ikke nødvendigvis, det er superfedt at forsøge at få flyverdragten at et barn, der ligger og spræller helt vildt på gulvet, fordi han vil sove med den på – men omvendt ville livet som forældre sgu blive ret tungt, hvis ens børn aldrig lærte at sige: “Nej, jeg kan selv”.

Der er noget fantastisk ved et nej. At sige nej er forbundet med det at stå ved sig selv. ”Nej” er grænsebommene mellem ens identitet og verden omkring en. Et lille ord, der markerer kæmpestørrelser som selvstændighed og fri vilje. Når min søn siger nej til mig (eller, alternativt, skriger NEIIIIIIIIIIIIIIIIJ), siger han i virkeligheden: Jeg er ikke længere en del af din krop. Jeg er ikke din arm eller dit ben, jeg er ikke en forlængelse af dig, som du kan få til at gøre præcis, som du vil. Jeg går selvfølgelig ud fra, at han med tiden lærer at dosere sit nej i lidt mere rimelige doser, men jeg håber aldrig, han glemmer den stolthed og styrke, han kan udbasunere sit nej med i dag. Det er godt at stå ved i en tid, hvor ”ja” er på mode.

At sige ”nej” bliver betragtet som reaktionært og kedeligt, mens ”ja” viser omstillingsparathed og fleksibilitet. Vi har helt glemt, hvor svalende et velplaceret nej kan være. Da jeg var midt i 20’erne, opdagede jeg, at jeg var totalt mørbanket af hele tiden at sige ja. Ja til arbejde, ja til muligheder, ja til mænd – og selvom alle jaerne hver for sig bragte en masse fantastisk med sig, bragte alle jaerne tilsammen også en tomhed med sig, en slags eksistentiel udmattelse. Det var faktisk, hånden på hjertet, svært for mig helt konkret at formulere et nej.

Hvis der var en mand, der ville på date med mig, som jeg egentlig ikke gad date, havde jeg kun to muligheder: Enten 1) gik jeg i flyverskjul, eller 2) gik jeg på date med ham alligevel. Selve det at formulere en afvisning var jeg sindssygt dårlig til – lige indtil jeg besluttede mig for, at nu ville jeg sgu lære at sige nej og til min store overraskelse opdagede, at det var meget nemmere, end jeg troede. Og at jeg desuden blev en marginalt federe person af det.

Eksempelvis syntes mænd, der ville på date med mig, sjovt nok, at det var rarere at få et klart svar end en tavs telefonforbindelse og en stendød mail. Jeg er fortaler for nejets genkomst. Nej er det ord, revolutioner er gjort af. Nej er kamp og vilje og selvstændighed og trods. Så bring it on, sønnike. Gjald dit nej ud over byens tage. Og tag endelig dine støvler på selv.

LÆS OGSÅ: Sådan lykkes 'projekt lykke'