Jimmy Jørgensen: Kvinder ville ikke have børn med mig
Med det liv Jimmy Jørgensen levede, var han ikke en kvinderne ville have børn med, mener han. Men det har ændret sig nu.
Netop nu er 48-årige Jimmy Jørgensen aktuel i Beatles-forestillingen 'Hey Jude', men han er også for bare 14 måneder siden blevet far for anden gang og har for første gang dedikeret sig til rollen som en familiefar for datteren Billie, som han har med skuespiller Signe Egholm på 32.
− Jeg har gerne villet det i mange år. Tror jeg... Jeg tror, at jeg har bildt mig selv ind i nogle år, at jeg gerne har villet det. Men så har jeg levet på en helt anden måde. Hvis man var sammen med mig, så tænkte man ikke, at jeg var én, man skulle have barn med, siger Jimmy Jørgensen, som har en datter fra et tidligere forhold med Lise Ringhof, som dog smed ham på porten, da datteren var tre år på grund af, at hans livsstil som musiker dengang ikke passede til familielivet.
− Efter jeg har fået Billie, har jeg fundet ud af, at jeg i 10 år bare har forsøgt at komme mig over weekenderne. Og arbejdet uafbrudt. Og så forsøgt at komme mig over den næste omgang tømmermænd. Nu giver alting mere mening, og min tid bliver brugt mere fornuftigt. Det gør mig lykkelig. Måske er jeg mere hel nu, end jeg nogensinde har været.
På spørgsmålet om, hvorvidt han måske endelig er blevet voksen, er svaret vævende. Vildskaben er stadig derinde, og lysten til at feste forsvinder nok aldrig. Men har han opnået en større modenhed her i slutningen af 40'erne?
− Det kombineret med, at Signe er hurtig til at sige fra. Jeg er ligesom et vildt dyr i en indhegning. Jeg har brug for et stød en gang imellem. Jeg er altid gået efter kvinder, som kan finde ud af at sige fra. Det, tror jeg, har noget med min barndom at gøre. Min mor var også god til det, men hun var alene, så der har manglet 50 procent nogle gange, og det har jeg ikke været sen til at udnytte. Måske er det også derfor, jeg er så god til at køre om hjørner med folk.
I hvert fald blev det udnyttet, at Jimmys mor ikke altid fik stillet så mange retningslinjer op for sin grænsesøgende søn. Hun var bryggeriarbejder, og hendes timer på fabrikken lå om natten. Familien boede i datidens ghetto-lignende område i Vanløse, hvor det var nemt for drengene at finde ballade. Faren er en britisk sømand, som havde familie i sit hjemland og som Jimmy Jørgensen først opstøvede og fik kontakt med som voksen med hjælp fra programmet 'Sporløs'.
Sin egen rastløshed i dele af sit liv bebrejder Jimmy Jørgensen dog ikke længere sin far.
− Fra jeg var 20, til jeg var 40, havde jeg en masse kriser om, hvem jeg var, og hvorfor jeg altid lavede de samme fejl. Men der kommer et tidspunkt, hvor man må sige, at nu er det mit eget liv. Det er ikke min mors skyld eller min fars skyld. Det kan godt være, at det har været svært i nogle år, at han ikke var der, men det kan jeg ikke sidde som snart 50-årig og græde over. Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver patetisk. Det kan forklare nogle ting, men det kan ikke være en undskyldning, siger Jimmy Jørgensen.
Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne nr. 52/2012