Johan Bülow: Det kræver "fucking hårdt" arbejde at være iværksætter

I den lille havneby Svaneke på Bornholm ved alle, hvem familien Bülow er. Det er her, fætteren har sin bolsjebutik, her, hvor mor-Pernille har sit glaspusteri og butik – og også her, hvor Johan og Emma Bülows iværksættergen stammer fra. Som 14-årig solgte Johan is og sodavand i en strandkiosk på Hullehavnen i Svaneke og arrangerede kæmpefester med et mobildiskotek i morens kælder. Og Emma sad som 10-årig ved vejen og solgte kirsebær med orme i og mor-Pernilles andensorteringsglas på Svaneke Torvemarked.

– Det var mest min "ting" at sælge mors glas. Vi byggede en trækvogn, fyldte den med glas, og så rullede jeg den ned på torvet hver lørdag, siger Emma Bülow, der er i dag er 24 år og ejer af The Mallows, der laver luksusskumfiduser.

Hun er det nyeste skud på stammen i iværksætterfamilien Bülow, siden storebror Johan i 2007 startede Lakrids by Johan Bülow, der i dag er et sandt lakridsimperium. Men hvad er det, de to bornholmske søskende er blevet fodret med, der gør dem til nogen af de mest succesrige, unge iværksættere herhjemme?

Johan: – Vi har haft en barndom, hvor vi fik mange muligheder for at udfolde os. Vores hjem var ikke så regelfyldt som hos mange andre, og det var meget få gange, at vi fik et nej. Og hvis vi fik nej, blev vi mega irriterede.

Emma: – Men vi vidste til gengæld også godt, hvornår et nej var et nej. Vi havde frihed under ansvar, og så længe vi overholdte de spilleregler, der var, fik vi lov til det meste. Vores mor og far har altid involveret sig i vores projekter. Hvis der eksempelvis ikke var nogle pæne glas til den lørdag, jeg skulle sidde på torvet, så sandblæste min mor og jeg dem og gjorde dem flotte, så de kunne sælges. Vores forældre har på hver deres måde gjort meget for, at vores projekter skulle lykkedes.

Johan og Emmas forældre blev skilt, da Emma blev født. I deres opvækst var faren den rolige og grundige bankmand, der sørgede for tryghed og orden, mens moren var den entreprenante, der udlevede sin drøm som selvstændig glaspuster. Da det var på sit højeste, havde hun 35 ansatte, og det betød, at når Emma og Johan var hos hende, måtte de med på arbejde. Også ud på de sene aftentimer, og da de sad i en autostol, hvor hun skiftevis arbejdede og ammede.

Johan: – Hun var en total iron-kvinde. Jeg forstår slet ikke, hvordan hun kunne have to små børn, fire butikker og stadig lave hjemmelavet aftensmad med kartofler fra bondegården ved siden af. Du skal fandeme stå tidligt op om morgenen for at kunne nå det...

Emma: – Hun værdsatte familien og ville hente os i ordentlig tid og være der som mor, selvom hun havde travlt. Derfor har hun også altid inkluderet os i sin forretning. Ligegyldigt om det var i forhold til omsætningen i hendes butik, eller når vi blev smidt ud i bilen med dyner en mørk aften, fordi glasovnen var gået i stykker.

Johan: – Men vi hjalp hende også. Det var aldrig sådan, at jeg fik 20 kroner for passe Emma, men hvis mor var ude at handle eller skulle ordne praktiske ting, passede jeg Emma, for ellers havde det ikke kunne lade sig gøre.

Morens flid og store passion for sit arbejde gjorde indtryk på både Johan og Emma. For hun lærte dem, at arbejde ikke er noget, man kun tager for at sikre sig mad på bordet, men fordi man ikke kan lade være.

Johan: – "Hvis det føles som arbejde, så gør du det forkert", har vi lært. Arbejde er en del af livet og noget, der er sjovt og fyldt af passion. Vores mor har givet os troen på, at alt er muligt. Vi har fået fundamentale entreprenante ting med i bagagen fra hende og lært grundlæggende ting som at lave momsregnskab og betale skat af vores far. Vores far har været en stor hjælp i den ikke så kreative del af forretningen, men det har været mindst lige så vigtigt, når alting gik rigtig stærkt! De var ligeglade, om det var lakrids eller noget andet, vi lavede, så længe vi arbejdede med det, vi godt kunne lide. Arbejde skal give én positive oplevelser, men også klask over nallerne. Hvis man ikke får de slag, får man heller ikke den fede fornemmelse, når det lykkes.

– Men vi kommer også fra en lille by, hvor folk gerne har villet frem i verden. Ud af de 150 elever, der gik på Svaneke Skole samtidig med os, har Emma og jeg lavet vores to forretninger, Gorm har lavet sin pizzakæde, Kadeau-drengene har skabt Michelin-restauranter, og Aura er blevet en kendt sanger... Det fortæller meget godt historien om vores forældres generation, som for 30 år siden byggede fundamentet for et miljø, hvor folk har villet bygge deres egen forretning. De har skabt et spirende turistliv i Svaneke. Siden vi var børn, har vi lært, at når det var sommer, og turisterne kom, så havde vi 12 uger til at tjene penge, så vi kunne gå ned og købe varer i Daglig Brugsen på Torvet, så den kunne overleve hen over vinteren. Lokalsamfundet har været i fælles front i forhold til turismen, og når du vokser op i sådan et miljø, får du også en skabertrang.

Der er ni års aldersforskel på Johan og Emma. Og som for de fleste andre søskendepar var Emma hende den irriterende lillesøster og Johan den onde storebror. Men i takt med at de begge er blevet ældre, har de fået mere og mere gavn af hinanden. Særligt da Emma begyndte at arbejde for Johan i 2013.

Emma: – Da jeg blev færdig med gymnasiet, havde jeg ikke en drøm om at begynde at læse. Jeg vidste, jeg ville lave mit eget på et tidspunkt, men ikke hvad det skulle være. Så jeg søgte en stilling i Johans virksomhed og aftalte, at det skulle være min "uddannelse".

Den beslutning har siden vist at være den helt rigtige for Emma, men dengang var Johan skeptisk. For hvad nu hvis det skabte splid i familien?

Johan: – Grundlæggende synes jeg, at forretning skal være forretning, og det betyder, at man også skal være i det "game" og være bossy, hvis det er nødvendigt. Men som far, ven eller bror vil jeg gerne være givende og sød, og det kan godt være lidt svært at forene de to ting, hvis man arbejder sammen. Der er en skillelinje mellem kærlighed og familie og det at drive en forretning. Jeg ville ikke risikere noget som helst familiært, også selvom jeg vidste, at Emma kunne lære sindssyg meget af at arbejde hos mig. For tænk, hvis det gik ud over det fundamentalt vigtigste, vi har?

Johan og Emma talte med forældrene om det, og de syntes, at det var en god idé, at Emma begyndte at arbejde for Johan. Men de vidste godt, at det krævede en ekstra stor indsats fra begge sider, hvis det skulle fungere optimalt.

Johan: – Jeg sagde til Emma, at hun var nødt til at gøre det dobbelt så godt som alle andre. Der var flere mennesker, der gerne ville have det job. Der ville altid være dem, der tænkte: jaja, hun fik kun det job, fordi Johan er hendes bror. Men Emma lykkedes til perfektion med jobbet – og du er en rockstjerne herude nu, siger Johan henvendt til Emma.

Emma: – Men det var også enormt vigtigt for mig at gøre det godt, for jeg ville ikke have, at andre følte, at jeg skulle behandles anderledes. Jeg tog arbejdshandskerne på og var ude og dragere lakrids på en 12-timers-vagt om søndagen, var med til møderne om nye labels og sendte lakridser til Dubai. Jeg var lige så gode venner med dem på lageret som på kontoret.

– Men jeg endte også med at fungere som bindeled mellem Johan og de andre ansatte. Ikke fordi jeg sladrede til Johan, hvis de fortalte mig noget, men mange af de ansatte betroede sig ofte til mig. Det var måske også med til, at det lykkedes så godt.

Johan: – Sådan har jeg slet ikke tænkt på det, men det kan godt være..., siger han eftertænksomt.

Efter tre år hos Johan sagde Emma op. Hun ville starte sit eget, følge sin egen drøm om at lave noget sødt til ganen, ligesom både fætteren og storebroren havde gjort. Og gjort godt. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at hun den 17. november 2016 solgte sin første bøtte The Mallows i Tivoli.

Emma: – Jeg har fået sukker ind med drop, og jeg vidste, at jeg ville blive i slikbranchen. Men jeg kunne lige så godt have lavet en ny sodavand, nu endte det bare med at blive skumfiduser.

Johan: – Overordnet set er der lidt en grønthandlerfilosofi gemt i vores forretninger. Jeg synes faktisk, at de smukkeste forretninger, der bliver skabt, er grønthandlere. Det er udlændinge, der kommer til Danmark, som ikke taler super godt dansk og kan have svært ved at integrere sig, men som laver en grønthandel for at tjene penge og få deres hverdag til at lykkes. De ser, at deres fætter åbner en grønthandel, og så gør de det også. I vores tilfælde har vi set vores fætter lave bolsjer og klare det godt. Det var også her, at lakridsideen opstod. Jeg syntes, bolsjer var for nemt at lave. Der var ikke så store udviklingsmuligheder, men lakrids er så dansk og elsket herhjemme, samtidig med at der var mulighed for at forædle det på et højere niveau.

Det samme vil Emma med sine skumfiduser, der blandt andet er overtrukket med chokolade, lakrids og syrlig citron. Men Emma er stadig i opstartsfasen. En fase, som Johan tydeligt husker, trods de efterhånden mange år, der er gået, siden han stod i morens køkken på Bornholm og lavede klistret lakrids.

Johan: – Jeg vil enormt gerne hjælpe Emma, men jeg tror ikke, der er noget, jeg kan lære hende. Man skal lære at være selvstændig. Det gjorde jeg også selv. Jeg skulle finde ud af, at jeg skulle gøre alt selv. Det lyder banalt, men når man har arbejdet for nogen og fast fået en lønseddel, skal man lige finde ud af, at den ikke kommer af sig selv. Du skal tage stilling til alt. Lige fra at afregne sukkerafgift til at lave sporbarhed på et produkt til Grønland. Du aner ikke, hvad du skal gøre, men skal bare løse problemet. Det hele afhænger af dig de første tre år, du har kun dig selv at læne dig op ad. Hvordan reagerer du på det som menneske? Det skal Emma finde ud af selv.

Emma: – Jeg har selvfølgelig haft en lettere start end Johan, fordi jeg har arbejdet på Lakrids og set mange ting, jeg kan bruge i min virksomhed nu. Jeg vidste, hvad en sukkerafgift var, hvad sporbarhed var, og jeg har arbejdet med gavegrossister, som Johan ikke anede, hvad var. Så på den måde har jeg haft et forspring.

Johan: – Hvis jeg ser tilbage på Lakrids efter et år, var jeg ikke der, hvor Emma er nu. Som i slet, slet ikke. Jeg havde brugt 14 måneder på at lave en opskrift, der stadig klistrede sammen, og serverede det i små, hvide kaffeposer. Men det er også det smukke ved det hele, at jeg har kunnet give nogle ting videre, som har gjort det nemmere for Emma.

Når man spørger, om de to søskende ser hinanden og resten af familien Bülow som konkurrenter, er svaret klart:

Johan: – Der er ingen af os, der ser hinanden som konkurrenter. Vi er helt enige om, at der er nogle klare skillelinjer, men vi har aldrig haft et problem i forhold til konkurrence. Det bunder nok også i, at vi glæder os på hinandens vegne. Vi bidrager med viden til hinandens forretninger.

Udefra kan det virke som en stor, måske endda uoverkommelig, opgave at løfte arven efter sin succesrige storebror, der sælger lakridser for millioner over hele verden. Men den tanke skræmmer ikke Emma.

Emma: – Det motiverer mig, at det er gået så godt for Johan. Jeg er stolt af ham, inspireret af ham. Jeg tror mest, at presset kommer fra mig selv. Jeg vidste, at jeg var nødt til at stå skarpere fra starten og ikke kunne komme på markedet med et halvt produkt. Jeg vil altid blive sammenlignet med ham – og uanset hvad jeg gør, er jeg altid Johans lillesøster, siger hun, mens Johan skynder sig at tilføje:

Johan: – Men alt det, Emma har skabt, har hun selv skabt. Jeg har ikke hjulpet særlig meget, selvom mange tror det. Det var det helt rette tidspunkt for Emma at lave sit eget på. Hun skulle ikke blive ved med at arbejde for mig, for så ville hun aldrig føle, at hun kunne strække benene helt. Og det ville skabe noget utilfredshed i forhold til hendes egne, personlige mål, så det er fedt, at hun har lavet noget, hun kan være super stolt af, smiler han.

Der er dog én ting, Johan har kunnet give videre til Emma. Og det er, at det kræver "fucking hårdt" arbejde at være iværksætter. Begge er de enige om, at fyringer er noget af det værste, men også de mange dag- og nattetimer, man lægger i at få forretningen op at køre. Særligt Johan oplevede det på den mest ekstreme måde, da han i 2012 gik ned med stress og måtte revurdere sine prioriteter.

Johan: – Når jeg ser tilbage på de første 6-7 år, var jeg eddermaneme villig til at skubbe ALT til side for min virksomhed. Jeg brugte 100 timer om ugen på arbejde og havde ikke altid mulighed for at være der, hvor jeg gerne ville. Med den arbejdsindsats, jeg lagde hver uge, skulle jeg blive straffet. Og havde du spurgt mig to minutter inden, der slog et lyn ned i min nakke, havde jeg bare sagt: jaja, jeg har travlt, men sådan er det. Jeg var nået til et punkt, hvor min bedste ven klappede mig på skulderen og sagde: Jeg gider ikke det her mere. Vi er bedste venner, men vi ses aldrig. Du ringer aldrig, hvad sker der?

– Jeg er faktisk glad for, at jeg fik stress, for jeg har lært at strukturere min tid og prioritere at være sammen med min kone, børn og dem, der betyder noget. Der er nogle ting, man må gøre op med og blive bedre til. I dag arbejder jeg den halve tid, men når det samme, fordi jeg bruger min tid bedre. Det skulle jeg lære – og det kommer Emma også til.

Emma: – Jeg oplever allerede nu, at jeg har venner, der har forståelse for, at jeg arbejder meget, og andre, der ikke har. Dem, der forstår det, kommer ud på kontoret om aftenen med take-away-mad eller til en kop kaffe, mens jeg betaler regninger eller vasker maskiner. Mens andre venner kræver, at jeg er der ekstremt meget, og det kan jeg bare ikke. Nogen gange er jeg bare pissetræt og kan ikke overskue at fortælle om, hvordan det gik med den der nye maskine... dem, der forstår mig, ved, hvornår de skal spørge om hvad, og hvornår de skal lade være.

Johan: – Jeg har sgu mistet venner undervejs. Dels fordi jeg har arbejdet meget, men også fordi succesen er blevet for stor til, at de har kunnet rumme det. Jeg har ellers været meget afslappet omkring det, men hvis jeg i forvejen ikke har været der nok for dem, hvilket jeg helt sikkert ikke har, så tror jeg, at det er en blanding af, at de ikke helt kan rumme, at jeg i en meget ung alder fik mit eget hus på Frederiksberg og kørte i en lækker bil, blandet med skuffelsen over, at jeg ikke kom til deres fødselsdage. Det føltes meget voldsomt, når gamle venner kom hjem til mig, og jeg i deres øjne kunne se, at de ikke kunne håndtere det. Jeg har måttet gøre mine ofringer – og det kommer du også til, siger han på storebrormåden og kigger på sin lillesøster.