Ældre kvinde læser et brev

Ulykkelig læser til 'John ser alt': "Kommer hun godt igennem skilsmissen?"

Læserne har skrevet til synske John Braad fra ’John ser alt’ i Hjemmet. Her svarer han på: Kommer min datter godt gennem sin skilsmisse? Og en forelsket læser skriver igen til John, om vedkommende har mødt den rette?

Kære John

Min datter skal skilles.

Kommer hun og hendes familie godt igennem skilsmissen? Får de solgt deres hus i år? Vi er blevet tilbudt en seniorbolig i år, men får vi efterfølgende solgt vores hus?

Vil jeg benytte min efterlønsaftale?

Den utålmodige

Kære utålmodige

Det er godt, din datter og svigersøn kommer videre med deres liv. Det er en skilsmisse, der har været undervejs længe, da de også har haft gode perioder og ikke er uvenner. Men de passer bare ikke sammen mere.

Det hele vil ske stille og roligt, og de forbliver venner. Der går ikke længe, inden din datter er i et nyt forhold, hvor hun bliver lykkelig. Alt det her vil være skånsomt for deres barn, som også får det bedre, når der er ro på. Men der vil gå et halvt år endnu, inden der kommer nogen, som vil have deres hus.

I vil også få styr på jeres nye liv. I vil takke ja til seniorboligen og nyde tilværelsen der. Du vil benytte dig af din efterlønsaftale og blive meget glad for beslutningen. Nyd jeres nye liv.

Kære John

Jeg skrev til dig for nogle år tilbage, hvor du svarede mig, at jeg ville finde en ven på nettet. Det er sket nu.

Jeg er forelsket, og det tror jeg også, han er, men han skal bare have mere tid. Jeg har en plan med, hvor vi skal bo med tiden. Jeg har ikke fortalt min ven om mine planer, det er for tidligt. Er det ham, du har set til mig?

Singlen

Kære Singlen

Jeg kan se, at han er en rigtig god mand, som gerne vil dig. Men han er også en meget privat person, som godt kan lide at være sig selv og fordybe sig i tingene.

Så mit råd til dig er, at du skal gå stille og roligt frem og lade ham styre farten. Han har været i et svært forhold, som han ikke helt har rystet af sig, da hun ville styre det hele.

Han nyder den ro, han har fundet. Jeg føler, det er ham, jeg har set til dig.

Skriv til John

JohnBraad.jpg

John Braad er synsk og hjælper dig med at finde bortkomne ting og forklare mærkelige hændelser.

Skriv et brev og vedlæg et foto af dig selv, så vil John prøve, om han kan hjælpe dig.

De udvalgte breve og svar offentliggøres i Hjemmet.

Skriv til: John Braad, Hjemmet, Strødamvej 46, 2100 København